Der er noget galt, hvis barnet går i sommertøj om vinteren

Selv om forudsætningerne i skadestuen ikke er gode, er det selv der muligt at udpege og at gøre noget for de omsorgssvigtede børn. Det siger læge Kirsten Lykke, som i flere år har forsket i - og trænet læger i - hjælp til denne hårdt ramte gruppe.

Flere overlæger sagde i mandags til Kristeligt Dagblad, at især nyuddannede læger har svært ved at vurdere, hvornår de skal underrette myndighederne, og hvad de skal lægge vægt på i underretninger til kommunen.

"Selvfølgelig hører de om problemet på uddannelserne, men det er bare en anden situation, når man står med et barn, der ikke har det godt, og som måske bliver vanrøgtet af forældrene", sagde Charlotte Bruun Møgelvang, konstitueret overlæge på akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus.

"Dels kræver det erfaring at få den mistanke. Og dels er det en ubehagelig snak, man tit skal have med de forældre. Uanset om det er forældrene selv eller nogen andre, der har udsat deres barn for noget, er det ikke en behagelig situation for nogen", siger hun.

Lærere og pædagoger er nærmere

Formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, kom tirsdag de yngste læger til undsætning, da hun pegede på, at problemerne helst skal opfanges, før de ender på skadestuen:

"Der er noget galt med sikkerhedsnettet, hvis lægerne er de første, der opdager børnemishandling", sagde hun til Kristeligt Dagblad.

"Vi indberetter selvfølgelig, når vi f.eks. støder på fysiske skader, som ikke passer med de historier, vi får, men kort tid i en skadestue, giver ikke det bedste grundlag for en indberetning".

Lisbeth Lintz mener derfor, at det er lærere og pædagoger - som har mere tid til børnene og kender deres baggrund - der bør være hurtigere til at reagere.

Men som Lisbeth Lintz også understreger:

"Hvis man bare tænker tanken om, at et barn mistrives, så gælder den skærpede indberetningspligt, og så skal man henvende sig til de sociale myndigheder", siger Lisbeth Lintz.

Det er ikke lægen i skadestuen, men den praktiserende læge, der står i første række til at opdage, at et barn mistrives eller ligefrem mishandles.

"Skadestuelægen ser som regel barnet og dette forældre for første gang, og der er ikke meget tid. Den praktiserende læge vil i mange tilfælde kende familien og har derfor bedre muligheder for at finde de udsatte børn, og har også bedre muligheder for at sætte systematisk ind", siger postdoc, praktiserende læge og ph.d.-studerende Kirsten Lykke, som har forsket i børnekonsultationer, hvor der er særlig opmærksomhed på barnets trivsel og har trænet praktiserende læger i at vurdere symptomer på omsorgssvigt.

Men også på skadestuen er mulighed for at gøre en indsats for at identificere og hjælpe de omsorgssvigtede eller mishandlede børn, mener hun.

Tegnene på mistrivsel

Kirsten Lykke forstår godt, at unge læger kan være usikre ved mødet med et - måske - omsorgssvigtet eller mishandlet barn. "Det kan være svært at forestille sig, at nogen har gjort dette mod barnet", siger hun.

Men en struktureret tilgang hjælper:

"Man kan holde øje med en række sociale indikationer, der kan være medføre øget risiko for omsorgssvigt. Det kan f.eks. være, at forældrene har problemer med tilknytningen til arbejdsmarkedet, at de ikke rigtigt har noget netværk, at der er dårlige boligforhold eller tegn på misbrug«.

»Det kan også være et obs-tegn, at barnet er hyppig genganger i skadestuen, eller at barnet virker sprogligt, følelsesmæssigt eller motorisk forsinket i sin udvikling eller understimuleret. Er barnet trist og indesluttet? Hvordan er barnets fremtoning - er det snavset og lugter, eller går i sommertøj om vinteren? Det kan alt sammen være tegn på, at der er særlige problemer", siger Kirsten Lykke.

Hun indrømmer, at det ikke er let at drage forældres indsats og omsorg for deres barn i tvivl. Men hun minder også om, at man som læge er vant til at gå tæt på det meget private. Og selv om forholdene i skadestuen er meget anderledes end hos familielægen, må lægen løbende træne sig i at overskride barrierer - også denne: "Hvis man er i tvivl, må man gøre det", siger hun.

"Og husk så på, at underretning ikke er en anmeldelse. Det er en opfordring til forvaltningen om at undersøge problemerne".

Og hvis den barriere stadig er for høj, foreslår Kirsten Lykke som alternativ at kontakte barnets og familiens egen læge.

"Den praktiserende læge har nogle muligheder, som skadestuelægen ikke har", siger hun.