Baggrunden er på alle måder dyster. Alligevel har Morten Sodemann en vis fornøjelse ved at se, hvordan mange læger og sygeplejersker sprudler i denne tid, samtidig med at ethvert fnidder om rutiner og samarbejde ikke rigtig har gang på jord i coronaberedskabet.
Morten Sodemann er infektionsmediciner, men har i mange år været chef på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital (OUH). Derudover er han flittig debattør og kendt for ikke at lægge fingrene imellem, når han skriver eller siger sin mening, heller ikke når det gælder hans egne lægekolleger, hvis han synes, at de på den ene eller anden måde skal tage sig sammen.
Lige for tiden lægger han det meste af sin tid uden for Indvandrermedicinsk Klinik. Han meldte sig, som så mange andre, under fanerne i coronaberedskabet og står nu sammen med lungemediciner Hanne Madsen, der til daglig er afdelingslæge på hudafdelingen og allergiafsnittet, i spidsen for et sengeafsnit for patienter med behov for iltbehandling. Det er oprettet på Lungemedicinsk Afsnit på OUH. Der er 12 stuer og otte faste sygeplejersker, som kommer fra forskellige afsnit. Derudover møder 7-8 sygeplejersker hver dag til oplæring i håndtering af coronapatienter. Og så er der de to seniore læger, som hver dag har 2-3 læger med, der skal oplæres til at arbejde med coronapatienter på andre afsnit.
»Udfordringen er, at vi hurtigt lukker et afsnit op, som så overnight er blevet til et infektionsmedicinsk afsnit. En masse personale er med patienter gået videre til andre afdelinger; det er en kaskadeeffekt, hvor en hel masse afdelinger pludselig skal omstilles til nye arbejdsformer«.
Den bedste sammenligning, som Morten Sodemann lige kommer på, er fra 1970’erne og 1980’erne, hvor Tvindskolerne sendte idealistiske mennesker af alskens faglighed ud i verden for at hjælpe.
»Det er fuldstændig ligesom de lægestuderende, der tog med Tvind til Indien i gamle dage. De fik en bus uden hjul, og så var der en, der stod og pegede og sagde:,Jeg tror, Indien ligger i den retning. Der finder I bare ud, og så mødes vi der’. Og det gjorde de på godt og ondt, men lærerigt var det, og det fordrede et samarbejde på en helt anden måde, end man er vant til«.
Da Ugeskrift for Læger taler med Morten Sodemann, er det to uger siden, at hans afsnit så dagens lys. Og hvordan går det så – har de fundet Indien?
»Det går godt. Og det er jo det, vi to gamle, lungemedicineren og jeg, undrer os over hver dag: Hvorfor går det så godt?«.
Morten Sodemann har mange forklaringer, og nogle af dem mener han er værd at tage med sig, når epidemien er overstået, og sundhedsvæsenet skal finde sig selv igen.
Nulkultur
»Objektivt set kunne det gå rygende galt. Hvis man i fredstid, om jeg så må sige, bad sygeplejersker og læger fra 5-6 forskellige afdelinger om at finde sammen på en afdeling og få det til at glide, så ville der være gnidninger og konflikter mellem de forskellige rutiner, folk kom med. Kultur er jo meget rutiner, som ikke altid er evidensbåret. Men det har vi ikke set. Folk spørger, er venlige og afglidende og lidt prøvende«, siger Morten Sodemann og forklarer det med, at der ikke er nogen kultur i forvejen.
»Vi har en nulkultur. Der er ingen gamle høge, som sidder og vogter over, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem der er venner, og hvem der er fjender. Det, der ellers altid kommer gennem en socialisering på en arbejdsplads. Det skal nok komme, men lige nu er det en fornøjelse«.
Struktur, ro og kultur
De to seniorlæger satte sig indledningsvist for at skabe en kultur. Og målet var, at den skulle være nem at komme ind i.
»Det betød, at vi skulle have struktur. Og rammen skulle være, at her tager vi det roligt, det er en god idé at vente med at gå i panik. Ingen skal have skældud. Vi siger til personalet: ,Spørg og så finder vi ud af det. Prøv dig lidt frem, og når du støder ind i noget, så kommer du tilbage igen’«.
Med Morten Sodemanns ord fik de to seniorlæger lavet en struktur og dermed sat hjulene på bussen.
»Man tager en patient ad gangen, en sygeplejerske til hver patientog en læge til hver patient. Der er ikke 177 læger, der sidder og kloger sig rundt om bordet. Og så lavede vi fra starten nogle helt basale regler om, hvad der skal observeres her og nu. Og så har vi udviklet hen ad vejen«.
#GALLERY
Alle har lært noget om coronapatienter
Afsnittets patienter kan umiddelbart klare sig med ilt. Herfra kommer de typisk enten videre til en mindre intensivt fungerende afdeling, eller også bliver de raske og udskrevet.
»Vi er overraskede over, hvor hurtigt de bliver syge, men også at det tager megalang tid, selv for veltrænede og raske, at få lungerne til at makke ret. Selvom de føler sig friske, får de ikke ilt nok i lungerne, som ikke rigtig vil. Patienterne ligger og skal have ilt og passes og have sygepleje og lægetilsyn i lang tid, to uger til tre uger. Det kom bag på os«.
En vigtig aktivitet i afdelingen er at oplære læger, der har meldt sig til at passe coronapatienter. Det er KBU-læger, uddannelseslæger, overlæger, og en professor har også været forbi. De har én dag, så de skal skynde sig at tilegne sig det vigtige.
»Og det er jo noget af det, vi normalt har svært ved, når de yngre læger og medicinstuderende kommer på afdelingerne – hvad det er, de skal. Det tager tit et halvt år at finde ud af det, og så er de væk igen. Men i den her situation skal afdelingerne hurtigt gøre folk klart, hvad det handler om, og hvad det vigtige er, hvad de skal lære. Og værsgo, her er tøjet, du kan lige så godt øve dig nu i at tage det på, for om en halv time skal du ind på den stue der. Og de kan jo tælle de døde læger i Italien, så de skal nok gøre det.
Vi har også nogle kliniske erfaringer, vi kan videregive. Noget har vi samlet op, f.eks. fra lægerne i Italien, og noget har vi fra de læger, som arbejder i smitteteltene. De har samlet noget op om, hvordan patienterne ser ud, hvad de klager over, hvad der er de gennemgående ting. Der er nogle mærkelige kliniske ting, som man ikke skal lade sig overraske over, selvom det er specielt, f.eks. mister de lugtesansen«.
En anden erfaring, som har været vigtig at give videre, er, at coronapatienters blodprøver ofte »farer rundt i øst og vest«, som Morten Sodemann siger.
»Det kræver lige noget ro. Og da er det vigtigt at have nogle erfarne klinikere i baghånden. Det kan være svært for en helt ung læge, der lige går ind og kigger til patienten, at lade være med at reagere på sådan nogle blodprøver. Men man skal helst lige nå at spørge sig selv, om det her er farligt, eller kan vi lige se det an«.
Ingen panik
Bagtæppet er smittefare, meget syge mennesker og en ekstrem situation – hvordan ser du læger agerer i det?
»For det første, så opfører patienter sig, som patienter gør. De får nyresvigt, de får hjertesvigt og lungesvigt. Så der er ikke noget nyt under solen der. Jeg tror, at mange har behov for at gøre det her til noget panikagtigt og panikværdigt. Det tror jeg faktisk ikke, der er mange erfarne klinikere, der kan se sig selv i. Det her er almindelige patienter, der kan være noget med blodprøverne, og patienterne vælter måske hurtigere end andre. Men for en lungemediciner og for en intensivlæge er det rutiner, vi snakker om. De har bare behov for, at der ikke kommer 50 patienter ad gangen, men en til to ad gangen. Der er noget tempo i det, men der er ingen panikstemning«.
Morten Sodemann tilføjer:
»Derfor er det virkelig mærkeligt at opleve, at personalet ikke går i panik, når de egentlig burde gøre det«.
Hvad mener du med det?
»Vi har nogle erfaringer med, hvordan nogle sygeplejersker og især yngre læger plejer at reagere, når de bliver sat i en situation, de ikke er vant til. I hverdagen bruger vi meget tid og energi på at forholde os til folk, der synes, de bliver sat i nogle roller, de ikke kan magte og overskue, eller de får noget ansvar, som de ikke synes, de kan stille op til. Det er en udvikling, vi har set de sidste 15-20 år, hvor det er blevet tydeligt, at lægerollen har ændret sig. Folk er mindre vikinge-machoagtige – de vil have ordentlige arbejdsforhold, de vil ikke sættes i situationer, som de faktisk er bange for«.
Men alle dem, du taler om her, har meldt sig til coronaberedskabet?
»Ja, de tænker: nej, hvor spændende – og jeg har hørt fra en afdelingssygeplejerske, at hun får opkald fra sygeplejersker, der siger: ,Jeg siger op på mit job, jeg vil gerne komme og arbejde hos jer’. Folk vil gerne gøre en ekstra indsats.Det har overrasket mig, at så mange stiller op til opgaven uden frygt eller antydning af panik«, siger Morten Sodemann, der henviser til, at 75 pct. af de ansatte, der arbejdede på et hospital i Toronto under SARS-epidemien, efterfølgende angav, at de ikke ville stille op igen.
»Jeg frygtede, at vi kunne ende i samme situation. Men det virker, som om de læger og sygeplejersker, der er mest bekymrede, er dem, der er længst væk fra patienterne. Hvis man ledelsesmæssigt holder sig til entydige udmeldinger og justerer løbende efter kliniske behov, og hvis man aktivt forebygger anløb til at vælge panik som en løsning, så er der jo ikke noget i den aktuelle situation, der burde vække uro hos veluddannede læger og sygeplejersker«.
Han tilføjer:
»Når det er sagt, så er der nok to grupper af kolleger: dem, der gerne stiller sig i frontlinjen, og dem, der er bange for den rolle«.
Læren til fremtiden
Hvad kan vi lære af denne tid?
»Her i Odense skal vi snart flytte ud i det nye OUH og tilsvarende andre steder. Så skal vi genopfinde den dybe tallerken, og jeg tror, der er nogle erfaringer herfra, man kunne bruge. Jeg tror, at det, der får det til at glide her, er, at der ikke er en etableret kultur«.
Hvordan kan de erfaringer gøres operative – på et tidspunkt er en ny kultur ikke ny længere?
»Nej. Men at lave kæmpestore enheder, hvor der er præeksisterende rutiner, og hvor man siger, hvad kulturen er, og så ansætter folk, er ikke den bedste løsning. Det er bedre at have et fælles projekt, hvor man sætter folk sammen til at finde en løsning på, hvordan man organiserer det med de midler, der er. Det har jeg oplevet på Indvandrermedicinsk Klinik, hvor vi startede med en halv sygeplejerske og en halv læge, som sad og kiggede på nogle patienter, som vi ikke forstod en meter af. Vi fandt på nogle værktøjer til at prøve at forstå, hvad det var, vi ikke kunne finde ud af. Det blev sådan en nullermand, der voksede stille og roligt.
Og så er der et samarbejde mellem specialerne i denne tid, som er værd at bide mærke i, mener Morten Sodemann:
»Det giver mulighed for hurtig udredning og behandling og genskaber noget af den grundlæggende arbejdsglæde, vi egentlig forbinder med lægejobbet«.
OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk
