Skip to main content

Der er rigtig meget, der spiller ind, når et menneske tisser

Almen praksis kommer i stigende grad til skulle håndtere patienter med urologiske problemstillinger. Onsdag hørte de om udredning og behandling – samt »PSA-problemet«.

Ninna Voss, speciallæge i urologi, Urinvejskirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, underviste blandt andet de praktiserende læger i konservativ behandling – som blandt andet vaneændringer. Foto: Claus Boesen.
Ninna Voss, speciallæge i urologi, Urinvejskirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, underviste blandt andet de praktiserende læger i konservativ behandling – som blandt andet vaneændringer. Foto: Claus Boesen.

Af Jesper Pedersen, jp@dadl.dk

12. nov. 2026
4 min.

Lægedage 2026

Halvdelen af mænd i 50’erne har forstørret prostata (BPH). For dem over 60 år, stiger andelen til 70-80%. Ganske vist har ikke alle symptomer, men 50% af dem over 60 år har. Og 25% af alle dem med symptomgivende BPH får brug for kirurgisk behandling.

»Det er fandme mange mennesker. Så jeg bliver ikke arbejdsløs«, som Nina Voss samlede det op på et af de statistiske slides bag hende.

Hun er speciallæge i urologi, ansat på Urinvejskirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. Og så var hun onsdag underviser på kurset »Fra pung til prostata – urologi i almen praksis«. Med en stigende kompleksitet i urologiske lidelser, flere og flere ældre og mindre kapacitet i sekundærsektoren, så står almen praksis over for en voksende udfordring med at håndtere disse lidelser.

Det er altså ikke kun Ninna Voss, som har rigeligt at lave med denne store patientpopulation. Derfor denne overflyvning over årsager, symptomer, udredning og behandlingsmuligheder til de fremmødte praktiserende læger. Efter en anatomisk gennemgang over alle de organer, nerver og muskler, som spiller ind, når et menneske tisser – og i forlængelse heraf de mange mulige årsager til LUTS, »Lower Urinary Tract Symptoms«, altså symptomer fra de nedre urinveje, urgency og nykturi – gik Ninna Voss til, hvordan man kan udrede.

For almen praksis handler det ikke mindst om væske/vandladningsskemaer, »som ja, det er et kæmpestort arbejde for dem at udfylde, men det giver bare så meget information«, som det lød fra Ninna Voss. Derudover handler det om DAN-PSS, Dansk Prostata Symptom Scoringsskem, rektal eksploration til undersøgelse af både prostata og bækkenbund, samt blodprøve for at måle kreatinin.

Og så slog såvel Ninna Voss som kursusleder Morten Haaning Charles, praktiserende læge i Aarhus og klinisk professor ved Aarhus Universitet, et slag for at lave en blæreskanning eller engangskateterisering efter endt vandladning for at se, om der er en resturin.

»Det er jo ikke en skalopgave. Men der kan være stor sandsynlighed for, at det er prostata, der giver noget tømningsbesvær, så det kommer til at ligne en overaktiv blære, hvis man tisser små portioner, fordi man aldrig tømmer sig helt. Det ville jeg gerne vide, inden jeg satte i gang med overaktivitetsbehandling«, lød det fra Ninna Voss.

Ændrede vaner og medicin

Og behandlingen? Til en start det, Ninna Voss kalder den ’konservative behandling’ – dvs. livsstilsændringer og vaneændringer omkring væskeindtag, vandladningsmønstre og bækkenbundstræning.

»Det, du drikker efter 18, det skal ud om natten«, som et nemt huskeråd i forhold til nykturi lyder. Det handler om – især tæt på sengetid – at undgå visse drikkevarer, som irriterer blæren: te, kaffe, kakao, alkohol og light-produkter. Det handler om at træne dobbeltvoiding. Det handler om at lære sin hjerne, at den ikke skal tisse om natten. Megasvært? Ja. Men det kan lykkes for nogle. Og måske kan den nykturi-ramte have gavn af kompressionsstrømper.

I en gennemgang af de medicinske behandlingsmuligheder forklarede Ninna Voss blandt meget andet, at førstevalget a-blokkere virker ganske effektivt allerede i løbet af to uger. Det giver en reduktion i IPSS (den internatio­nale DANPSS) på 30-40 procent, og Q-max (fart på strålen) stiger med 20-25%. Og har i øvrigt få bivirkninger. Blandt andre medi­cinske behandlinger gennemgik hun 5a-reduktase hæmmere, PDE-5-hæmmere, anticholinergica og beta 3 agonister.

PSA-problemet

Henimod slutningen af kurset tog Ninna Voss emnet, som hun selv kaldte »PSA-problemet«, op. Bare tag en af hendes slides, hvor følgende var listet op: »2 ud af 3 er falsk positive!«, »Jo større kirtlen er, jo højere PSA«, »1 ud af 7 er falsk negativ!«, »Ikke alle mænd med prostatacancer har forhøjet PSA«.

Så skal man overhovedet måle PSA? De kliniske retningslinjer har meget, meget snævre rammer for, hvornår de mener, at der skal tages PSA. Alligevel får 84% af alle mænd taget PSA i løbet af deres levetid.

»Jeg er ret sikker på, at der ikke er 84%, der falder inden for retningslinjerne. Samtidig er der 27%, der får målt mere end fire PSA’er i løbet af deres levetid, så vi tager jo helt vildt mange flere, end der er lagt op til«, sagde Ninna Voss.

»Og det forstår jeg sådan set godt. Mange forskellige kloge mennesker mener noget forskel­ligt. Og det er jo fordi, at det er svært. Så hvis I er forvirrede, så forstår jeg det, for det er jeg også. Jeg har det så også sådan, at hvis du har taget prøven, så er du også nødt til at forholde dig til den. Så fanger bordet«, siger Ninna Voss, der understreger, at man før en PSA altid først skal have en samtale med patienten samt en rektaleksploration.