»Der er spottet en lille, overfyldt træbåd…«

07.00: Tidlig morgen. I det foregående døgn har vi befundet os i internationalt farvand, 20 sømil fra Libyens kyst og nu bliver alle kaldt over vores walkie-talkie, at der er rescue. Alle gør sig klar. Redningsholdet – 14 mand – trækker i gummitøj, masker og redningsveste og gør gummibådene klar. Lægeholdet gør klar, så vi kan modtage alt, om det så er hjertestop, og vi er klar på dækket. Da alle melder klar, sættes bådene i vandet, og vi ser til. Havet er relativt stille med lange bølger på ca. en meters højde. I halvmørket kan vi se en masse hoveder stikke op i lille træbåd. Vores gummibåde nærmer sig fra hver sin side, og da de har fået overblik over situationen, begynder de at tage folk over, give dem redningsveste på og sejle dem tilbage til vores skib i hold – kvinder og børn først. Hvis nogen er dårlige eller bevidstløse, får jeg besked over walkie-talkien, da jeg er den eneste læge om bord.

9.30: Vi har reddet i alt 33 personer denne gang. De bliver skrevet op, får tørt tøj og noget mad i en pose, så de kan klare sig det første døgn – så vi ikke skal til at koge ris og lave mad til mange mennesker, men er hurtigt klar, hvis der kommer flere redninger.

9.45: Jeg finder ud af, at to af dem er flygtet fra Libyen, fordi de er dialysepatienter og faktisk skulle have dialyse i dag. De håber formentlig på at kunne få bedre behandling i Europa. Men jeg har nu et dilemma: Hvis de bliver ombord, bliver de forgiftet af affaldsstoffer. Skal jeg evakuere dem? Det kan ikke ske i libysk farvand, for de vil ikke tilbage. Alle er så bange for Libyen, at bare børnene ser en boreplatform, begynder de at græde, fordi de tror, det er Libyen. Jeg står pludselig med et stort ansvar: Skal skibet vende om, og hvorhen? Og hvor hurtigt er det nødvendigt at få dem i dialyse? Nu er vi jo endelig nede i redningszonen, som vi har brugt seks uger på at forberede os til.

10.15: Jeg vender sagen med en kollega over telefonen og melder til kaptajnen og lederne, at jeg mener, de skal evakueres senest om to døgn. Vi sejler nordpå, så vi kan bede om evakuering, når vi er kommet ind i italiensk farvand.

11.00: Et observationsfly har spottet en båd én times sejlads herfra. Men de kan se på radaren, at den libyske kystvagt også er ude efter dem. Så vi sejler i den retning, men kystvagten får dem før os og slæber dem tilbage, formentlig til en lejr. Det er tredje gang på et døgn, at vi oplever det og står klar med hele beredskabet, uden at det kommer i brug. Ifølge Røde Kors giver Italien Libyen penge og både for at standse flygtningene.

13.00: Jeg har tid til at behandle de reddede. De fleste har fnat efter at have levet i lejre med dårlig hygiejne. En del er gravide.

16.00: Der er ingen skyer og ingen regn. Lufttemperaturen er omkring 35 grader, og vi er klædt i fulddragt af gummistof, så det sjasker af sved i støvlerne. Der er spottet en lille, overfyldt træbåd. Da vi når hen til den, ser vi, at der er omkring 58 personer og ikke meget fribord. Vi redder dem – de fleste er meget søsyge, og flere har kemiske forbrændinger pga. en lækkende benzintank.

17.00: Jeg skanner en gravid kvinde, som viser sig alligevel ikke at være gravid. Det er positivt, da hun allerede har tre børn med. Vi har reddet folk fra 13 lande. Hovedparten er afrikanere. Mange er teenagere og børn, så det er en kæmpestor generation af unge mennesker, der kommer.

En del er også fra Syrien, Libyen og Egypten. De sorte mennesker, dem fra syd for Sahara, bliver behandlet ekstra dårligt i Libyen – de regner dem knap nok som mennesker. Arabisk udseende mennesker behandler de lidt bedre.

18.00: Vi spiser aftensmad. Vi har nu 116 flygtninge om bord, inklusive 25, som vi reddede i går. Aftenen går med at behandle folk med fnat, nogen, som kaster op med søsyge – mindre ting. Vi går til ro omkring midnat, mens to holder vagt på dækket.

02.00: Vi vågner, da vi bliver kaldt op til en redning.

03.00 De første kommer ind. Jeg sidder klar i min lille »redningsstation«. Det er kun unge mænd, som er sunde og raske og kun har lidt svimlen og væskemangel. Det sidste døgn havde de vist ikke mere vand. De fleste er jeg ikke bekymret for som læge. Jeg er jo vant til at modtage patienter på 85 med fem kroniske sygdomme, og som får 17 slags medicin. Hvis de her folk får noget mad og væske – og får varmen, hvis de er kolde – så er de grundlæggende sunde og raske, stærke mennesker. Som akutlæge er jeg vant til at vurdere folk uden at se ret mange papirer – »det kliniske blik«. Og her er jeg ikke særligt bekymret.

03.15: Der er kun én, som kræver min opmærksomhed. Han kan ikke stå på benene, men må bæres og vender det hvide ud af øjnene. Jeg får at vide, at han hverken spist eller drukket længe. Da jeg giver ham lidt juice, kaster han det op, så jeg giver ham en indsprøjtning mod søsyge og kvalme, som også er stærkt beroligende. Jeg får ham ind i klinikken og får hans våde tøj af og lægger et drop. Han får to poser med saltvand og én med sukkervand, og jeg måler hans værdier, som er stille og rolige. En pårørende fortæller, at han er rask og ellers ikke får medicin, men har været meget søsyg. Så selv om han ser dårlig ud, føler jeg mig ret sikker på, at jeg nok skal få ham frisk igen. Han begynder allerede at se bedre ud.

04.00: Jeg overgiver den unge mand til en sygeplejerske, som har nattevagt, og går i seng.