PROFIL - Nina Tejs Jørring er overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien. Og det er hun i en grad, så hun bruger en stor del af sin fritid på at slås for at skabe bedre rammer for det trængte speciale.
Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring mener, at hun og hendes kolleger medicinerer »flere børn, end vi egentlig havde behøvet«. Det sagde hun til Politiken tidligere i år, og synspunktet er typisk for den engagerede læge, der engagerer sig så stærkt i sit fag, at hun nemt lod sig overtale til at blogge om det på nyhedsplatformen DenOffentlige.dk.
Hendes yndlingsindlæg her – der er allerede mange – har overskriften »Den dag Emil fra Lønneberg kom med sin mor«: En mor kom ind på hendes kontor med sin seksårige dreng, der kravlede på væggene, hang i gardinerne og generelt var, hvad de fleste ville mene, var en irriterende møgunge.
Nina Jørrings blogindlæg er langt som en arm, men også en rørende historie, der burde indgå i pensum alle steder, hvor man uddanner folk, der skal have med mennesker at gøre.
Selv om Nina Jørring kædede den – efter hendes mening – overdrevne medicinering sammen med fagets udsultning og pressede situation, faldt synspunktet alligevel nogle kolleger for brystet. For eksempel kunne Lisbeth Hagenbøl slet ikke genkende sin eller sine kollegers hverdag:
»Det fremstår, som om vi alle mener, at vi hellere medicinerer end at lave psykoterapi, og det er altså langtfra sådan, vi opfatter vores hverdag her på ungdomsambulatoriet«, siger Lisbeth Hagenbøl, der er overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) på Bispebjerg Hospital.
»Men jeg er enig med hende i, at vi er trængt af udrednings- og behandlingsretten. Der er fuldt tryk på, og vi skal ikke presses mere af bureaukrati og dokumentationskrav«, tilføjer hun.
Fakta
»Jeg synes, hun er en sød person, og det er fedt, at hun er i vores speciale. Der er fuldt tryk på – men nogle gange går det også lidt for hurtigt«, siger Lisbeth Hagenbøl.
Det var nu ikke hensigten, siger Nina Jørring. »Jeg er bestemt ikke imod medicin, som kan meget godt. Men jeg underviser alle intro- og uddannelseslæger i specialet, og mit indtryk er, at en del ofte føler sig presset til medicinering, hvor de ville foretrække psykoterapi«.
Som udgangspunkt ser Nina Jørring aldrig et barn som en irriterende møgunge. Hun tænker mere på Emil Fra Lønneberg:
»Der er jo ingen børn, der med vilje gør noget for at gøre livet surt for andre. De vil lige så gerne som vi andre gøre noget, som får andre mennesker til at holde af dem«, siger Nina Jørring.
»Derfor snakker jeg altid med forældrene og barnet om, hvem de er – 'uden for' problemet? Derved får vi fra starten en masse kompetencer og redskaber, som de selv kan bruge til at bekæmpe problemerne med«.
»Jeg taler med forældrene om det, de håber på at få hjælp til, fordi forældrene næsten altid bærer på en skyldfølelse, der står i vejen for, at de tør gøre noget. Hvis forældre skal kunne hjælpe deres børn, skal vi i første omgang fjerne den skyldfølelse, for den er så ødelæggende. Hvis vi kun snakker problemer, bærer vi bare ved til det bål«, siger Nina Jørring.
- Hvorfor var det vigtigt for dig at blogge om dit fag?
»Fordi der er brug for bedre forhold i børne- og ungdomspsykiatrien«.
Først havde Nina Jørring overvejet at bruge fagtidsskrifter. Men der taler man jo kun til fagfæller – og i øvrigt går der år, før forskningserkendelsen finder vej til klinikken. Det kunne hun ikke vente på.
»En blog henvender sig til en bredere offentlighed og til politikere og de beslutningstagere, som jeg gerne vil i kontakt med. For de har magten til at skabe rammerne for en god børne- og ungdomspsykiatri«, siger hun.
»Nina går meget op i sit fag«, bekræfter manden, Ulrik Jørring. »Men efter at børnene er flyttet hjemmefra, er der da blevet mere tid til at dyrke vores fritidsinteresser«.
Fritidsinteresserne – det er dels gospelkor i Lyngby, dels swingdans til amerikansk swingmusik fra 20’erne og 30’erne. Dansen dyrkes i foreningen Hepcats Copenhagen, hvor begge er yderst aktive – det afsløres af en søgning på Jørring-navnet.
»Ja, det er rigtigt«, siger Ulrik Jørring, »vi danser først og fremmest Lindy Hop, men også shag, balboa og andet. Tidligere var det et par gange om ugen, men lidt mindre nu. Vi rejser også en del, til stævner og workshopper, og næste weekend skal vi til Barcelona«.
»Men jobbet fylder rigtig meget, så der er ikke tid til meget andet – vi får stort set ikke tv«, siger Ulrik Jørring.
