Bekymret for uddannelsen
Reservelæge Christian Vøhtz, Herlev Hospital, var på vagt dér den 1. januar.
”Der var helt bemærkelsesværdigt mere at lave end normalt den dag. Vi havde travlt, men vi kunne godt følge med. Børnemodtagelsen er særdeles velorganiseret og i udgangspunktet godt rustet til at håndtere spidsbelastninger”, siger han, som er i hoveduddannelse i almen medicin og p.t. tilknyttet pædiatrisk afdeling.
Var der noget, der ikke virkede?
”Det nye 1813 spor bar rigtig meget præg af, at mange patienter ikke kunne komme igennem på 1813 telefonen, så der var mange selvhenvendere. Der var også mange patienter, som var henvist, der egentlig var lægevagtspatienter – snottede børn eller børn med tonsilit – som egentlig skulle have været set af de udkørende læger. Men der var ikke kapacitet nok, så vi fik en del ekstrabesøg den dag”.
Er der læger nok?
”Siden børneafdelingen blev pålagt opgaven for godt to måneder siden, er alt overskud og alle resurser gået til det nye lægevagtsspor. Min vagtplan er makset ud med det antal nattevagter, jeg må have ifølge overenskomsten. Så det kører på pumperne. Afdelingen har slået flere stillinger op, som så er ved at blive besat”.
Du er også formand for FYAM – de yngre almenmedicineres forum - hvordan påvirker det nye system jeres uddannelse?
”Jeg er meget bekymret for vores uddannelse. 80 pct. af vores arbejde foregår i akutmodtagelserne, hvor vi lærer at håndtere svær akut sygdom hos børn. Det fokus bliver nu fortyndet med et massivt flow af relativt upåvirkede ”snottede” børn, som vi har set til hudløshed i almen praksis”.
”Der gik lidt sådan Congo i det”
Nogle få dage senere – lørdag – havde Alexandra Kruse sin første vagt. Hun er børnelæge og i ekspertuddannelse i infektionspædiatri på Rigshospitalet og har indvilliget i at tage børnesporsvagter på konsulentbasis i det nye system. Den dag skulle hun til Hvidovre Hospital.
”Nogle af patienterne var frustrerede over, at de blev sendt forskellige steder hen, og at de ikke var registreret korrekt. Vi får at vide, når patienterne er meldt, men de skal også selv sige til, når de kommer. Nogle fik at vide, at de skulle til Glostrup, hvor der ikke er børnelæger, men i virkeligheden skulle de på Hvidovre. Så det var der gået sådan lidt Congo i”, siger hun.
”En del af forklaringen er jo opstartsproblemer men måske også, at grænsen mellem børn og voksne er 15 år ved indlæggelse, mens den er 12 år i lægevagten”.
Overordnet er hun i tvivl, om den nye organisering er optimal.
”Man kan undre sig over, at det er praktiserende læger, der ser børnene om dagen og børnelæger om aftenen. Er der forskel på, hvem der er bedst til at se børnene, afhængigt af hvor højt solen står på himlen? Er det af organisatoriske hensyn eller af hensyn til børnene?”, siger hun.
”Både vi og de praktiserende læger kan skelne syge børn fra raske børn, og det er det vigtigste. Men de praktiserende kan så noget mere, nemlig være gatekeepere. Det, jeg til gengæld kan, er at håndtere de alvorligt syge og komplicerede børn. Spørgsmålet er, hvordan de forskellige kompetencer udnyttes bedst, og hvad der er mest brug for i lægevagten” siger hun.
”Det har fungeret fint”
Børnelæge Morten Staberg har haft tre vagter i det nye system – bl.a. i den første weekend – også på Hvidovre Hospital og også som konsulent, idet han er i færd med at starte eget firma ved siden af.
Han kan godt se fordele i, at det er børnelæger, der tilser lægevagtsbørn.
”Hvis man skal sige noget godt om det, så er det, at nu bliver børn set af børnelæger. Børn kan være vanskeligere at diagnosticere end voksne, hvis man ikke er vant til det”, siger han.
”Jeg er enig i, at der er rigtig mange situationer, hvor der ikke behøves højt specialiserede læger - måske 99 ud af 100. Men hvad med den ene, der er alvorligt syg, som bliver grebet af børnelægen? Men jeg kan også godt forstå, at det føles fjollet at sidde og se på snotnæser, hvis man har brugt 30 år af sin karriere på at blive ekspert på et specifikt og snævert pædiatrisk område”.
Selve vagterne forløb uden problemer.
”Det har fungeret fint. Vi har haft et jævnt tempo. Jeg ved, der har været ventetid på telefonen men stort set ikke ude hos os på stedet”.
Begrebsforvirring
Ledelserne erkender startvanskeligheder men hæfter sig ved det overordnede indtryk, som de finder tilfredsstillende.
På Hvidovre Hospital blev starten ikke mindst kompliceret af hhv. travlhed et andet sted i systemet og begrebsforvirring.
”Når klokken er over 10 om aftenen, så bliver børn henvist til Herlev Hospital, og det bliver meget hurtigt overbebyrdet. Så sender 1813 i stedet patienterne ud til Hvidovre, og der opstod forvirring omkring, hvad afdelingen blev kaldt”, forklarer ledende overlæge på Hvidovre Hospitals børneafdeling, Klaus Børch.
”Når forældrene så et skilt, hvor der står ”børnemodtagelse”, så gik de derop. Der anede de ikke noget om familien. Men om natten skal børnene (henvist fra 1813, red.) faktisk ses i akutmodtagelsen. Det er nomenklaturproblemer. Personligt synes jeg, vi skulle kalde det for børnelægevagten”, siger han.
Generelt er Klaus Børch dog godt tilfreds med 1813-systemets debut. Bl.a. virkede det godt med at få henviste patienter til at komme på de tider, de fik udstukket fra 1813-telefonen, og it-problemer var der ingen af.
Nyt sted, nye kolleger
På Bispebjerg Hospital, hvor børnesporet varetages af børnelæger fra Rigshospitalet, siger ledende overlæge på akutmodtagelsen, Birgitte Nybo, at ”overordnet synes jeg faktisk, det går godt”.
”Udfordringen lige nu er, at vi har en masse dygtige læger, der for første gang skal arbejde i nogle nye systemer, et nyt sted og med nye kolleger. Og så forventer alle, at de fungerer 100 pct. fra time et. Det kan man naturligvis ikke. Derfor har vi lagt en meget stor indsats i at lære de nye læger op i de nye systemer, lære dem så godt at kende som muligt, og gjort en stor indsats i at bakke dem op med hjælp til alle systemerne, når de kommer i deres første vagt.
Hvad med it?
”It-mæssigt har der været nogle få udfordringer den første dag med nogle få patienter, der ikke blev overført oplysninger om (fra 1813, red.). De kom først senere. Men det skal man ikke beskrive som noget problem – vi har jo aldrig før vidst, at patienterne kom. Indtil nu har det været selvhenvendere alle sammen”.
Hvordan med belastningen?
”Nu lyder det så lyserødt. Men vi er enormt lettede over, at det har været en overgang, der har været til at håndtere. I går (2. januar, red.) havde vi 60 ekstra i aftenvagten. Det svarer meget godt til, at de 60 ekstra er lægevagtspatienter”.
Hvordan foregår det nye samarbejde i akutmodtagelsen?
”Det er vigtigt, at man lige har en smule tålmodighed til at få et nyt system løbet i gang. Det er ikke en ny funktion men i en ny setting med nye systemer, og der vil være mange spørgsmål til at starte med. Hvad nu, hvis jeg skal indlægge? Hvad nu, hvis jeg skal have taget denne her prøve? Der har vi lavet en funktion, vi kalder ”grøn sygeplejerske” med en koordinerende funktion og en sekretær, der er et team. Vi har klædt dem på med en grøn vest, så det er synligt, hvem man skal spørge. Det er en utroligt vigtig funktion”.
”I det store og hele ganske udmærket”
På Nordsjællands Hospital er vicedirektør Leif Panduro Jensen også tilfreds.
”I det store og hele er det gået ganske udmærket. Det har kørt. Vi har haft det beredskab, der var nødvendigt. Når der er kommet patienter via 1813, har vi kunnet undgå lang ventetid. Vi havde sørget for rigelig bemanding i starten”, siger han.
