Der mangler logik

Regeringen har bebudet, at den vil indføre en generel behandlingsgaranti på to måneder for alle sygdomme. Regeringen har stillet en ekstra pose penge på halvanden milliard kroner frem til formålet. I skrivende stund ved vi ikke om det er tilstrækkeligt, men vi er ikke i tvivl om, at projektet er muligt, og vi står ved vores tilsagn om at bakke op. Men samtidig har regeringen nu også bebudet, at den vil indføre skattefrihed for sygdom, både for præmier til private sygdomsforsikringer og for eventuel direkte arbejdsgiverbetaling til behandling. Motivationen til at tegne sygdomsforsikringerne har netop været de lange ventelister, så det er svært at se logikken, hvis der ikke ligger skjulte motiver bag.

Når arbejdsgiveren ikke behøver spørge medarbejderen, og medarbejderen på sin side kun kan få potentielle fordele ud af arrangementet, så må det nødvendigvis give et vældigt incitament til, at arbejdsgiver tegner forsikringer, som virksomheden i forvejen kan trække fra over driftsbudgettet. Dels kan det skabe en øget ulighed mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er uden for.

Dels kan det vise sig at udløse et stort og unødvendigt forbrug af penge til et projekt, som det offentlige har sat sig for at løse. Hvorfor skabe dette ekstra incitament til at tegne forsikringer samtidig med, at det offentlige giver løfter om behandlingsgaranti og udvider kapaciteten for at kunne klare det?

To måneder, altså ca. ni uger, kan føles som lang tid, men for de fleste er det ikke nogen kritisk ventetid. Den er sikkert kortere til privathospitalerne, men bliver næppe ved med at være det, hvis de skal klare det stigende antal af forsikringskunder og også skal tage de patienter, som det offentlige ikke kan klare inden for behandlingsgarantien. Det indebærer under alle omstændigheder en markant og hurtig udbygning af privatsektoren og et hastigt stigende forbrug af sundhedspersonale, der kun kan komme ét sted fra, nemlig det offentlige væsen, der allerede lider alvorligt under mangel på arbejdskraft.

Regeringen risikerer simultant at starte flere onde spiraler. Den ene er øget ulighed mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet og mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og dem, der er uden for.

Regeringen risikerer desuden at starte et slagsmål om arbejdskraften, der måske er en øjeblikkelig fordel, bl.a. for Lægeforeningens medlemmer, men på sigt kan skabe alvorlige problemer med at bevare et sammenhængende sundhedsvæsen. Regeringen får muligvis den udbygning af privatsektoren, som den ønsker, men hvis denne sektor suger blodet ud af det offentlige væsen uden at deltage i uddannelse af de nye lægegenerationer og uden at forske, kan det på sigt sende sundhedsvæsenet til tælling. Perspektivet er, at behandlingsgarantien bliver en garanti til behandling på B-klasse-niveau, og det kan udløse en selvforstærkende proces.

Lægeforeningen har fortsat den holdning, at det offentlige sundhedsvæsen skal være så godt, at det er økonomisk dumt at tegne forsikringer. Vi konstaterer, at regeringen ved at give behandlingsgarantien er enig i betragtningen om, at vi skal have et offentligt sundhedsvæsen, der leverer behandling af høj kvalitet til tiden. Derfor er incitamentet til at tegne flere forsikringer ulogisk og økonomisk uforståeligt. Det kan på sigt undergrave danskernes motivation til at betale de høje skatter, der financierer sundhedsvæsenet. Uanset, at de fleste ordninger er arbejdsgiverbetalte, så vil det blive opfattet som en ekstraskat, når det er »nødvendigt« at have en sygdomsforsikring ved siden af det skattefinancierede sundhedsvæsen.