»Der pibler urin fra cicatricen …«

6.30 Dagens løbetur ved solopgang, mens temperaturen er tålelig. Zigzagger mellem nabolagets hunde og æsler.

7.15 Tager til hospitalet. »Kawaja-kawaja!« (hvid-hvid) råber alle børnene, vi møder på vejen, mens de vinker. Over lejren cirkler gribbene og giver mig myrekryb, selvom det nok er affald, de er ude efter.

8.00 Natten har været travl. Hospitalet er overfyldt, og flere af børnene (og mødrene) har delt seng. Generatoren har været nede. Vagterne fik den til at køre igen, men heldigvis var ingen patienter på ilt. Vi starter stuegang med en fireårig pige, der er vågnet af to dages koma efter status og cerebral malaria. Vi sludrer lidt sammen på mit sparsomme arabisk.

8.20 Vi finder en femårig pige bevidstløs. Ingen har opdaget det, heller ikke mor. Hun er hypoterm med svær hypoglykæmi og vågner efter at have fået koncentreret glukose. Hun overgik i går fra fast ernæringsmælk x8 til plumpy nut-ernæring og familiemad, men har kun spist og drukket minimalt siden. Efter stabilisering debriefer vi.

8.50 En toårig pige med gastroenteritis og moderat dehydrering er startet på i.v.-væskebehandling. Vi diskuterer værdien af at forsøge oralt først og risikoen for væske-overload, særligt hos underernærede børn.

10.00 En dreng på et år med alvorlig akut underernæring, responderer ikke på vores underernæringsprogram, men hans moster beder om udskrivelse. Mor er død, far er forsvundet og moster har fem børn alene i et telt i lejren. Vi bliver enige om, at de mod sædvane kan overgå til det ambulante ernæringsprogram med tæt ambulant kontrol.

10.30 Efter stuegang gennemgår vi medicin- og væskeskemaer for dagen. Moren til en syvårig dreng, der er indlagt med astma, kommer hen til os og knæler. Hun ser ned, mens hun på formfuldendt engelsk beskriver sin desperate situation og spørger, om vi har ledige job, lige meget hvad. Hun er lærer. Det har vi desværre ikke. Men jeg opfordrer hende til at opsøge lejrlederen og spørge til den nyoprettede Emergency Education.

14.00 Frokost med teamet i vores hus – bønner, kassava og sorghum. Snakken afbrydes af kraftigt skyderi uden for byen.

15.00 Tilbage på hospitalet. Besøg fra WHO, som er interesseret i et mistænkt mæslingetilfælde, som vi har isoleret. I en flygtningelejr er det lige præcis, hvad du ikke ønsker dig, og dækningen af massevaccinationskampagnen er usikker, for der kommer hele tiden nye flygtninge til.

16.15 En 11-årig dreng kommer, da det siver fra cikatricen efter operation for blæresten på byens lokale hospital. Der er ingen infektion. Han forsøger at tisse, men der pibler urin fra cikatricen. Ringer til kirurgen – en nonne, der har arbejdet her i 22 år – men ingen forbindelse. Jeg sender familien til hospitalet med et brev.

17.00 Hjertestopundervisning for personalet, der kommer på deres fridag i deres stiveste puds. Jeg er lidt forlegen over min svedige, udslidte Læger Uden Grænser t-shirt. Vi øver håndgreb og teamwork på en udstillingsmannequin, som vi har lånt på det lokale marked.

19.00 Tager til kontoret. Når generatoren er på, har vi som regel internet, når lige at tjekke mail hjemmefra og at alt er vel, inden sikkerhedsbriefing. Konflikten trapper op i de omkringliggende landsbyer, så vi må indstille vores aktiviteter uden for byen.

20.00 Til middag det samme som til frokost. Men der går rygter om gulerødder i byen. Ser nyhederne på Al Jazeera. Godnatlæsning i et gammelt Economist.

4.30 Opkald på dårlig forbindelse fra hospitalet om en treårig pige med shock. De kan hverken få i.v.-adgang eller finde vores eneste intraossøse kanyle. Forklarer, hvor den burde være, og at de ellers må give væske på sonde og forsøge i.v.-adgang senere.

5.15 Den lokale moske kalder til bøn. Jeg ringer til hospitalet og kommer igennem – pigen fra i nat har det godt. Falder i søvn igen.