Der skal forskes meget mere i evidens i psykiatrien – og det er dyrt

Tak for millionerne. De er hårdt tiltrængt. Men send gerne flere.

Omtrent sådan plus/minus kan man sammenfatte reaktionerne fra kilderne i denne artikel til den forskningsaftale, regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i starten af november. En aftale, der via Danmarks Frie Forskningsfond, bl.a. allokerer 165 mio. kr. årligt fra 2026 til 2029 til forskning i psykiatrien. Samlet set 660 mio. kr.

»Jeg skal jo lidt blæse og have mel i munden samtidig«, lyder det som det første fra Merete Nordentoft, der er professor i psykiatri ved Københavns Universitet, overlæge på Psykiatrisk Center København – og mangeårig formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

»På den ene side ér vi glade for de 165 mio. kr. om året, og at vi nu i det hele taget har en specialiseret, permanent forskningspulje. I hvert fald nogle år frem. Men vi kunne sagtens bruge flere, hvis vi skal gennemføre studier, der kan dokumentere effekten af forskellige behandlinger, som vi faktisk ikke har evidens for«.

Hvad netop de studier mere konkret indebærer, kan du læse længere nede. Først lige et par psykiatriprofessorreaktioner mere.

Michael Eriksen Benros, der er professor og forskningsleder ved Psykiatrisk Center København, og forsker i biologisk psykiatri, er begejstret for den politiske prioritering.

»Hvis man vil lave forskning i verdensklasse til at forbedre psykiatrien, som vi gerne vil, så skal der væsentlige midler til. Særligt i psykiatrien har vi brug for større og bedre trials og ny viden om underliggende mekanismer, så vi kan gøre behandlingen mere præcis. Det kan de her midler bidrage til, fordi det ofte er et rygklap til forskerne, at bevillingerne kommer netop fra Danmarks Frie Forskningsfond«, siger Michael Eriksen Benros, der dog erkender, at selv om de afsatte midler er yderst værdsatte, gør de det ikke alene.

»Måske noget af det allervigtigste er, at det ud over at være et væsentligt bidrag kan fungere som en katalysator til, at private fonde i endnu højere grad går ind og bidrager til psykiatrien, så det samlet bliver den væsentlige finansiering, vi har behov for, til at kunne levere den bedst mulige behandling«.

Og Sidse Arnfred, professor med særlig fokus på psykoterapi og forskningschef for Psykiatrien i Region Sjælland:

»Jeg vil nødig være den, der surmuler. Det ville være så kedeligt. Og det er godt, at vi får pengene, fordi vi har notorisk haft svært ved at klare os i konkurrence med somatikken i f.eks. Danmarks Frie Forskningsfond. Og det er jo selvfølgelig også det, man har reageret på«, lyder det fra Sidse Arnfred.

»Men altså, hvis man virkelig ville have det her boostet, så skulle der jo mere til. For det er stadigvæk ikke en ret stor procentdel af dem, der søger, som får bevillingerne. Selvfølgelig skal der være konkurrence, men jeg tænker, at der ligger rigtig mange gode projekter, som man går glip af. Også fordi det, man ønsker, det er klinisk interventionsforskning – og det er altså ekstremt dyrt«

Projekter koster mere end 5 mio. kr.

At der er rift om afsatte midler, kan aflæses i statistikkerne hos Danmarks Frie Forskningsfond. For det er ikke nyt, at der er afsat midler til psykiatriforskning. Omkring 100 mio. kr. i 2023 og 2024 og 150 mio. kr. i 2025. Det er det beløb, der altså nu for en fireårig periode hæves til 165 mio. kr. hvert år.

I 2025 er der blevet uddelt 148,6 millioner kroner ­fordelt på 29 forskellige projekter. Danmarks Frie Forskningsfond oplyser i en mail, at der er indkommet 165 ansøgninger til forskningspsykiatri, der samlet set beløbet sig til godt 828 mio. kr. (inkl. overhead).

Ét er den samlede pulje, noget andet er beløbsgrænsen, der kan ansøges om pr. forskningsprojekt. I 2025 var den på 5 mio. kr. De tidligere år lød det beløb på op til 4,3 mio. kr. Først til marts næste år vil de tematiske opslag blive offentliggjort med f.eks. beløbsgrænser, lyder det fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Og her lyder der i hvert fald et ønske om, at beløbet skal hæves.

»Hvis man vil sætte et randomiseret studie i gang, der skal kunne ende med at ændre evidensen, så koster det jo mindst 10 mio. kr., måske 20 mio. kr. Nu sidder jeg i det svenske forskningsråd, hvor vi deler op til 20 mio. kr. ud ad gangen. Selvfølgelig er der så færre, der får bevilling, men man får penge, så man faktisk kan gennemføre et randomiseret studie«, lyder det fra Merete Nordentoft.

»Så kan vi selvfølgelig håbe på, at midlerne fra Danmarks Frie Forskningsfond, hvor man får en højkvalitetsvurdering, ses som en blåstempling af et projekt, så man kan kombinere det med private fonde«.

Sidse Arnfred savner også, at man i stedet for kun at lægge penge ud til fri forskning i psykiatrien også øremærker forskningsmidler til specifikt at undersøge, om det, man gør – og skal til at gøre – faktisk virker.

»Der ligger jo utrolig mange indsatser i tiårsplanen for psykiatrien. Der er en masse nye procedurer, tiltag og interventioner bare i det seneste udspil, og det er rigtig ærgerligt, hvis forskning i de nye interventioner ikke får penge, så vi får undersøgt, om nogle af alle de her nye ting, vi laver, faktisk virker«, siger Sidse Arnfred, der som forskningschef for Psykiatrien i Region Sjælland også ærgrer sig over, hvordan forskningsmidlerne hidtil er blevet fordelt.

De har selv lavet lidt statistik for 2023-2024: Mens Region Hovedstadens Psykiatri fik 38 bevillinger, fik Region Sjælland tre. Hvoraf den ene var »sådan en lille halv en«. Nuvel, de er en del flere forskere, professorer etc. i hovedstaden. Men forskellen er alligevel markant. For markant.

»Jeg tror, at det handler om, at bedømmerne har nogle profiler, som er mere biologiske og grundforskningsorienterede og måske i mindre grad kvalitative og tværdisciplinære, som er det, vi sætter højt i Region Sjællands forskning. Det gør det svært for os at konkurrere om forskningsmidlerne, og det er en stor udfordring«, siger hun med henvisning til regionens forskningsstrategi.

Her lægges der vægt på klinisk og patientnær forskning med væsentlig brugerinddragelse og konstant øje på implementeringsmuligheder. Med fokus på en sårbar patientpopulation, ulighed og komplekse forløb.

»Der er noget strategisk uheldigt i det, fordi når man hører regeringen, så er der jo et ønske om, at vi skal opbygge forskning. At det handler om at lave attraktive forskningsfaglige miljøer, som gør, at lægerne vil komme ud til Region Sjælland. Det er en ikke uvæsentlig biting ved at have stærke forskningsmiljøer, og derfor er det ekstra ærgerligt, at vi ikke kan klare os i konkurrencen«, siger Sidse Arnfred.

Mere evidens

Men hvad skal de så bruges til, pengene? Hvor er det, der skal forskes, for at vi for alvor rykker?

Her skorter det ikke på højrelevante temaer, hvor der er behov for ny viden, når man spørger de tre psykiatriprofessorer. Det kan vel nærmest med en snarlig højtid in mente læses som en art – næppe udtømmende – ønskeseddel.

Måske størst og fælles er ønsket om stærkere evidens i de kliniske retningslinjer. Flere og større studier med sikre konklusioner. Det gælder både de allerede anvendte behandlinger uden evidens. Og nye behandlinger, som skal implementeres. Et behov, Michael Eriksen Benros’ forskningsgruppe netop har vist ved at gennemgå evidensen bag alle de store kliniske retningslinjer internationalt inden for psykiatri i et endnu ikke publiceret studie.

Merete Nordentoft er helt på linje:

»Nu fanger du mig jo lige på en dag, hvor jeg lige har hørt Sundhedsstyrelsens direktør sige, at det ikke kan nytte, at der er så mange ,expert opinions’, altså hvor eksperter er enige om, at det er en god idé, men at der ikke er tilstrækkelig evidens ud fra randomiserede studier. Derfor er vi nødt til at lave flere«, siger Merete Nordentoft.

Både Michael Eriksen Benros og Sidse Arnfred fremhæver desuden forskning, der skal nedbringe overdødeligheden blandt psykiatriske patienter på grund af uopdagede og/eller underbehandlede somatiske sygdomme.

Ifølge Michael Eriksen Benros er der bl.a. også behov for forskning inden for nye behandlinger til den tredjedel af patienter, der ikke responderer sufficient på den, der lige nu er på hylderne. Ligesom hele ressourcespørgsmålet og en effektivisering af arbejdsgange er værd at beskæftige sig med.

Og så hele det biologiske, som også er et af hans primære felter, og hvor han ser »forhåbentlig store gennembrud i vores forståelse af psykiatriske lidelser, herunder vores biologiske forståelse«.

»Vi har et historisk gap i, at psykiatrien inden for den biologiske viden har været bag efter de andre specialer. Siden 1970’erne og indtil for få årtier siden har det været underprioriteret, mens der i den periode har været større fokus på terapier. Derfor er der stort behov for at opdage de underliggende biologiske mekanismer, så vi kan forebygge og udvikle substantielle forbedringer i behandlingen og være sikre på, at vi giver den rette præcise behandling. Og forebygge konsekvenserne af svær psykisk sygdom – som f.eks. overdødeligheden«, siger Michael Eriksen Benros.

For Sidse Arnfred bør der bl.a. rettes forskning mod nogle »lidt glemte grupper«, som ofte bliver en stor udgift for samfundet, da de tit unødvendigt ender på førtidspension: patienter mellem psykiatrien og almen praksis med f.eks. kronisk eller recidiverende depression eller angst samt patienter med psykosomatiske lidelser.

Der bør forskes om bedre trivsel for psykiatriske lidelser, altså ikke kun symptomudbytte, men også livskvalitet og funktionsniveau.

»Og noget, jeg også ser som en stor udfordring, er vores diagnostik. Altså, hvad er det, der er sket med de her stigninger i ADHD og unge menneskers diagnoser? Er det diagnostisk praksis, der er skredet? Eller er det – Gud forbyde det – diagnostisk udygtighed? Når vi nu f.eks. får de nye tal med – at der er to regioner, som har helt forskellige antal diagnosticerede ADHD-tilfælde – så bør vi jo undersøge, hvad det handler om«, siger Sidse Arnfred med henvisning til et nyt nationalt registerstudie fra Syddansk Universitet, der er offentliggjort som preprint og viser store variationer på tværs af regionerne.

»Her er vi jo nødt til at finde ud af, hvad det er, der sker. Og sætte ind over for det. Og så afprøve, om det, vi sætter ind, hjælper med nye studier. Den type klinisk forskning synes jeg, er utrolig relevant«, siger Sidse Arnfred.