Skip to main content

»Der skal overbehandles«

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

21. jan. 2013
2 min.

Når Dansk Selskab for Almen Medicin i år reviderer behandlingsvejledningen, bliver det igen med professor Bo Christensen for bordenden.

Han mener, at »statinkritikerne«, når det handler om evidens, »blander æbler og pærer sammen«:

»For at sige det enkelt, forstår jeg ikke helt baggrunden for skepsissen. Meget af den er baseret på holdninger, og det er fint, hvis man toner rent flag. Og selvfølgelig sker der overbehandling, idet statiner ikke er en mirakelmedicin. Nogle patienter får ingen gavn af behandlingen og måske endda bivirkninger. Det er dog et nødvendigt vilkår, når gevinsten er sparet liv og undgået sygdom. Så at tro at man kan undgå overbehandling med statiner, er retorik, som ikke giver mening. Spørgsmålet er, hvordan vi finde de patienter, der har mest gavn af behandlingen«.

Ifølge Bo Christensen er der ingen tvivl om, at der er evidens for forebyggende statinbehandling af patienter, derer i høj risiko målt via SCORE-skemaet. Spørgsmålet er så, hvad behandlingsmålene, altså lipidværdierne, bør være. Hvor langt skal kolesterolet sænkes i forhold til, hvor meget der yderligere vindes, når en konstant større population sættes i behandling?

Han er irriteret over, at læger som ham selv, der anbefaler indikeret statinbehandling til primær profylakse, skydes diverse motiver i skoene - eksempelvis, at de er købt af industrien:

»Patienten får sænket risikoen for hjerte-kar-sygdom mere ved rygestop end ved statinbehandling og får dermed »mere ud af« den intervention. Og de bør også holde op med at ryge. Men de to ting har intet med hinanden at gøre. Vi kan ikke undvære statiner i primærforebyggelse«, siger han.

Ifølge Bo Christensen er der ikke nogen god dokumentation for, at man i almen praksis ordinerer statiner til personer med lav risiko:

»I min verden er der nok snarere tale om en ikkeoptimal behandling af patienterne, der er i øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Det er påvist i mange undersøgelser, og vi ved fra mange andre områder, at patienter ikke behandles optimalt i forhold til gældende retningslinjer, så at det pludselig skulle være et stort problem med statiner, tror jeg ikke på«, siger Bo Christensen.