»… der skal være plads til at lave fejl og lære af dem …«

05.45 Vækkeuret ringer, og jeg får mine tre drenge guidet i tøjet og klar til morgenmad, børnehave og skole.

06.45 Jeg kører fra min bolig i Kerteminde mod STPS [Styrelsen for Patientsikkerhed] i Kolding. Podcast i højtalerne.

08.00 Jeg har telefonvagten i dag. STPS har telefonisk rådgivning hver dag fra kl. 8 til kl. 15, hvor bl.a. læger bemander telefonen.

08.10 Første opkald. En praktiserende læge fra Sønderjylland spørger om lægeligt kørselsforbud i forbindelse med opstart af stærkt smertestillende medicin til en patient. Jeg rådgiver ham i henhold til vejledningen.

08.25 Fyns politi ringer om en borger, der er fundet død i eget hjem her til morgen. De ønsker en vurdering af, om liget skal ses til retslægeligt ligsyn. Det er en 78-årig mand, som egen læge har beskrevet som svært hjertesyg. Politiet beskriver findestedet for mig. Alle døre og vinduer har været aflåst, og der er ingen tegn på vold, indbrud eller drikkelag. Jeg vurderer, at det er et naturligt dødsfald, så der skal ikke afholdes retslægeligt ligsyn.

09.00 Møde om klagesager, som Styrelsen for Patientklager har oversendt, fordi der er udtalt kritik af et behandlingssted. Vores opgave i STPS er at vurdere, om der fremover er en risiko for patientsikkerheden på behandlingsstedet. Vi lukker alle sagerne, da der ikke er noget, der indikerer, at der er tale om generelle forhold, som påvirker patientsikkerheden. En klagesag, hvor der er afgivet kritik, siger sjældent ret meget om den fremtidige risiko for patientsikkerheden. Det er et nedslagspunkt på en fejl, og vi har ikke et ønske om at fremme en nulfejlskultur. Udgangspunktet er, at vi har et lærende sundhedsvæsen, hvor der skal være plads til at lave fejl og lære af dem.

10.05 Næste på vagttelefonen er en farmaceut fra et apotek, der er bekymret for en praktiserende læges ordination af opioider til sin lægetaske. Jeg sender sagen til vores individteam, som senere vurderer, om der er grundlag for at lave udtræk af lægens ordinationer af afhængighedsskabende medicin. Oftest er der gode forklaringer bag afvigende ordinationsmønstre, men i enkelte tilfælde ligger der et misbrug bag.

10.30 En overlæge fra en pædiatrisk afdeling ringer ind og anmelder et tilfælde af invasive meningokokker hos en otte måneder gammel pige. Pigen er stabil og velbefindende. Jeg aftaler med overlægen, at de giver profylaktiske antibiotika til forældrene, pigens storebror og bedstemoren, som har passet hende. AMK [Akut Medicinsk Koordinering] og lægevagten orienteres.

12.00 Tid til frokost. Det bliver kun til en banan og en halvlunken kop kaffe.

12.30 Stille på telefonen. En ny sag gennemgås. En pårørende har udtalt til politiet, at AMK sendte en ambulance uden udrykning til den pårørendes bror. Broren fik hjertestop, inden ambulancen kom, og afgik senere ved døden. Jeg kan på lydfilen fra samtalen mellem lægen hos AMK og den pårørende høre, at lægen kort inde i samtalen fortæller, at hun sender en ambulance uden udrykning. Hun spørger herefter meget systematisk ind til patientens symptomer, og da de pårørende beskriver brystsmerter og en tiltagende sløvhed, informerer hun dem om, at ambulancen nu kommer med udrykning. Der er ikke en finger at sætte på visitationen, og vi lukker sagen. Det er et klassisk eksempel på en misforståelse, hvor en pårørende har været under et pres, og lægen har gjort et flot stykke arbejde.

13.05 En cheflæge ringer ind, fordi hun overvejer at indgive en bekymringshenvendelse om en sygeplejerske, hun har ansat på sin afdeling. Jeg vejleder.

13.40 Næste sag handler om en person, der har taget sit eget liv under udgang fra en psykiatrisk afdeling. Jeg skal vurdere, om der er et tilsynsaspekt i sagen. Jeg kan i journalen læse, at både lægen, der har ordineret udgangen, og sygeplejersken, der har sendt patienten hjem, har lavet grundige selvmordsrisikovurderinger med relevante overvejelser. Alle procedurer er blevet overholdt. Selv om ethvert dødsfald i psykiatrien er en tragedie for de pårørende og personalet, betyder det ikke nødvendigvis, at der er begået fejl, eller at der fremover er en risiko for patientsikkerheden. Selvmordsrisikovurderingen er et øjebliksbillede; der kan ske ændringer i tilstanden, som ikke kan forudses. Vi lukker sagen.

14.30 En praktiserende læge ringer ind. Han har en 104-årig terminal patient på plejehjem, hvor patientens værge pludselig ikke samtykker til behandling. Patienten vil formentlig dø i løbet af natten og fremstår objektivt både smertepræget og angst. Værgen, som er datter til patienten, ønsker ikke, at lægen behandler patienten med hverken smertelindrende eller angstdæmpende medicin. Lægen har et møde med værgen på plejehjemmet i eftermiddag, men vil gerne have input fra STPS inden. Hvis en læge vurderer, at en værge forvalter et samtykke på en måde, der åbenlyst vil skade patienten, kan behandlingen gennemføres, hvis STPS giver sin tilslutning til det. Jeg aftaler med den praktiserende læge, at jeg forbliver på telefonen, til han har haft mødet med værgen og plejehjemmet.

14.50 Jeg drøfter sagen med min kollega i Randers, der har beredskabsvagten i denne uge. Vi vurderer, at der kan være belæg for at behandle uden samtykke. En erfaren jurist fra vores afdeling i København fortæller om sagsgangen i tilfælde af, at der ikke findes en løsning med værgen.

15.30 Jeg kører hjemad mod Fyn, men holder arbejdstelefonen tændt. Vi er nødt til at sikre os, at den praktiserende læge får den hjælp, han har behov for.

16.30 Jeg får hentet ungerne i børnehave og SFO. De er de sidste, der bliver hentet; sådan går det nogle gange, når sagerne kommer ind, lige inden telefonerne lukker.

17.30 Netop som maden er ved at være klar, ringer telefonen. Det er lykkedes den praktiserende læge at få samtykke til behandlingen, så styrelsens tilslutning bliver alligevel ikke nødvendig. Den praktiserende læge takker mange gange for sparringen, og jeg kan ringe til mine kollegaer i både Randers og København og afblæse operationen. Selv om vi endte med ikke at træffe en afgørelse, var det en spændende sag, hvor samarbejdet gik op i en højere enhed.

19.30 Børnene er puttet, og jeg får dokumenteret det, jeg mangler fra eftermiddagens sag.

22.30 Træt. Sengetid.

Efter interviewets gennemførelse har Kristian Hald afsluttet sin stilling i STPS og har påbegyndt en ny introduktionsstilling i børne- og ungdomspsykiatri.