»Der står et par forældre foran en lille seng …«

5.15: Vi bor i Roskilde, så jeg er tidligt oppe. Jeg lukker schnauzerhvalpen Kalle på fem måneder ud i haven for at tisse. Efter bad går jeg en tur med hvalpen, inden jeg smører madpakker og vækker vores døtre på ti og seks. Min kone skal af sted på sin masteruddannelse, så hun kan aflevere pigerne. Jeg kører mod København og er fremme i god tid til morgenkonferencen.

7.45: Rapport fra vagtholdet og derefter rendezvous med dem, der skal være på min operationsgang. Vi gennemgår lejeoversigten. Pga. sygeplejerskestrejken regnede jeg ikke med at skulle bedøve børn i dag, men der er dukket to akutte børneanæstesier op til formiddag. På en normal dag bedøver jeg op til 4-5 børn. Jeg går til operationsstuen for at mødes med de sygeplejersker, som allerede er ved at gøre klar på stuen. Ved stuen står et par forældre foran en lille seng, hvor den første patient ligger. Jeg præsenterer mig venligt og smilende. Som børneanæstesiolog er det ikke kun barnet, man behandler. Forældre er altid nervøse, og det er vigtigt at skabe en tryg relation i den korte tid, der er til rådighed.

8.00: Jeg går ind på stuen og slår op i SP. Planen for anæstesien er klar: Fuld bedøvelse med bevarelse af spontan respiration. Den lille dreng i sengen er ca. fem uger gammel og vejer fire kg. Den dårlige trivsel hænger sammen med vanskeligheder med at die. Børnelægerne mistænker, at det kan skyldes en trakeoøsofageal fistel. Måske også en larynxkløft, hvilket medfører, at mælken, når han dier, også kan løbe ned i luftrøret. Det kan man ikke undersøge på det vågne barn. Barnet må lægges til at sove, så man kan føle efter med en probe og se, om der er en blødhed i struben. Anæstesiforberedelsen er næsten færdig. Der mangler blot et videolaryngoskop og et fleksibelt optisk skop, som jeg henter.

8.10: Thomas, kirurgen, er kommet på stuen. Sammen med sygeplejerskerne har vi en formel teambriefing om de udfordringer og store risikomomenter, der kunne være. Da barnet ikke har svært ved at trække vejret, forventes ikke de store vanskeligheder. Drengen har allerede en i.v.-adgang, og jeg lægger ham til at sove, mens forældrene er på stuen. Han falder roligt i søvn, og de går ud og venter på, at vi ringer dem op.

8.15: Under den lette anæstesi med bevaret spontan respiration gennemføres videolaryngoskopi, og lokalbedøvelse sprayes over stemmelæberne. Herved forebygges spasme i larynx under den følgende skopi og undersøgelse. Til sidst lægger jeg en slange i næsen til ilt. På den måde har vi en stabil situation, hvor barnet trækker vejret selv under indgift af en jævn dosis sovemedicin. Thomas gennemfører nu undersøgelsen for larynxkløft. Den finder han ingen tegn på. Han kigger længere ned med et skop og finder heller ingen tegn på forbindelse mellem spiserør og luftrør.

8.45: En børnelæge kommer forbi og laver en bronkoskopi. Under fortsat spontan respiration anlægges en larynxmaske, som bronkoskopet føres ukompliceret igennem. Der er rigeligt sekret, og en smule suges op til undersøgelse. Det har været en fredelig og ikke særligt bemærkelsesværdig undersøgelse. Man fandt ingen god forklaring på vanskelighederne med at die. Problemet eksisterer fortsat – men måske handler det om, at drengen er lidt »umoden« og har en neuromuskulær dyskoordinering, så han ikke kan synke korrekt.

9.15: Drengen lejres i sideleje og køres på opvågningen. Om en times tid er han sikkert klar til at køre på børneafdelingen.

9.45: Da jeg kommer tilbage fra opvågningen, har sygeplejerskerne gjort klar til næste anæstesi. En toårig, rask dreng, som helt banalt har puttet nogle sten i øret. De to første kunne pilles ud uden problemer, men den sidste sten kunne ikke fjernes, så det skal ske under en kort, fuld bedøvelse. Selv små ting skal gribes ordentligt an – for barnets skyld: Da han ankommer til os på operationsgangen, har han fået noget lokalbedøvende creme på hånden, så vi kan lægge et drop, uden at han mærker smerter. Børn kan godt blive angste over, at man lægger drop, så vi følger altid en skabelon, som vi kalder »De 4 Obligatoriske« (se video og faktaboks, red.). Han kommer op på fars skød og retter straks opmærksomheden mod vores iPad med tegnefilm. Han opdager knap, da jeg lægger et drop i hans hånd. Siddende på OP-lejet får han en mindre dosis sovemedicin, og så sover han også med bevaret spontan vejrtrækning.

En larynxmaske støtter luftvejen under den korte bedøvelse. Imens fjerner Thomas stenen, som sidder tæt ind mod trommehinden. Da drengen godt kan blive noget øm i øregangen, får han lidt Panodil i.v. og en stikpille med ibuprofen, da vi lejrer ham i sideleje. Han er tungt sovende, da vi triller ham i opvågningen, men han slår sikkert øjnene op snart.

11.00: Normalt ville jeg have haft en fuld dag med børneanæstesi. Men fordi vi er strejkeramt, og nogle subakutte og alle elektive operationer aflyst, har jeg mulighed for at gå ned på kontoret og hente nogle specialtuber, som jeg har fået skaffet til nasal intubation af børn under 5-6 år. Dem henter jeg og lægger i depotet på vores operationsgang, så de er tilgængelige for alle kolleger.

11.20: Jeg snakker med en sygeplejerske fra børnesmerteenheden. Vi skal undervise sammen i Region Syd, og der er behov for at få snakket sammen, inden deres temadag løber af stablen den følgende måned.

12.30: Efter frokost – en sandwich, som jeg køber nede i caféen - bedøver jeg et par voksne patienter, da der ikke er flere børn på mit leje.

14.30: »Præmødet« afholdes, så vi kan få overblik over programmet i morgen. Da mødet er slut, kan jeg gå lidt tidligere end vanligt. Jeg skal hente min yngste datter i SFO. Deres mor er på sin masteruddannelse til i morgen. Jeg tænker vi skal have pizza..

Se video om »De 4 obligatoriske« ved stik-procedurer hos børn og unge: