»Der strømmer omkring en liter pus ud«

08.00 Dagen starter med en kort morgenkonference på gangen, hvor vagthavende sygeplejerske fortæller om natten. Der er en enkelt patient indlagt, og der har ikke været nogen problemer. Der er en patient med skizofreni, der skal flyves til Psykiatrisk Afdeling i Nuuk, så der skal findes personale, som kan ledsage hende på turen. Det bliver laboranten, og derfor skal de to sygeplejersker, der har dagvagten, også tage blodprøver i dag og i morgen.

08.15 Jeg sætter mig ind i dagens program. Dagen fra kl. 8 til 16 er bygget op på samme måde som i en dansk almen praksis. Der er både medicinstatus, kontrol af et håndled, som har været brækket, en med mavesmerter og en med synkebesvær. På en gennemsnitlig dag er der ca. 15 patienter på programmet, og det er også tilfældet i dag. Den første patient er sat på til kl. 9, så indtil da udfylder jeg lægeerklæringer og politiattester. Der er en del anmodninger fra borgere, som ønsker at blive plejeforældre, og de skal erklæres fri for bl.a. tuberkulose, inden deres anmodning kan accepteres af kommunen.

09.00 Dagens program går i gang, og forløber egentlig stille og roligt. Qasiguiannguit er en by med 1.200 indbyggere og sundhedscenter med fem sengepladser. Jeg er eneste læge og ved aldrig, hvad der venter.

12.00 Jeg går op i vores lejlighed, som ligger på sundhedscenteret. Her er min mand og min toårige søn i gang med at lave frokost, som vi spiser sammen. Det er let at komme »hjem« i pauserne, eller også kommer de ned forbi, når der ikke er så meget at lave i klinikken. Min søn har sin egen lille lægetaske og leger ofte læge. Rammerne er lavet til, at der er en toårig på fri fod. Jeg har en times frokostpause, så jeg når også at putte ham til middagslur, inden jeg igen går ned i klinikken.

13.00 Jeg skulle egentlig i gang med mit program igen, men i mellemtiden er der kommet en patient ind til sygeplejersken med en absces, som jeg bliver bedt om at kigge på. Den er i den grad incisionsmoden, og patienten har en CRP-værdi på 250 mg/l og feber. Jeg tager billeder af abscessen, som jeg lægger i patientens journal, og derefter kontakter jeg Parenkymkirurgisk Afdeling i Nuuk, som ud fra billederne og anamnesen godt mener, at patienten kan incideres lokalt hos mig. Jeg er ikke kirurgisk erfaren, og derfor ringer jeg også til min kollega i Aasiaat, som dog også meddeler, at abscessen ser fredelig ud og sagtens kan tømmes hos mig. Jeg kan kun lokalbedøve, så derfor laver vi et lidt interimistisk operationssetup i vores skadestue sammen med en sygeplejerske og en sekretær, som fungerer som tolk. Patienten bedøves med lidocain, og jeg begynder at skære i abscessen, som tømmer sig, så snart skalpellen rører den porøse hud. Der strømmer omkring en liter pus ud. Da vi får renset absceskaviteten bedre op, kan vi se, at den underliggende fascie er eroderet, og der flyder også pus dybere fra. Derfor kontakter jeg igen parenkymkirurgen i Nuuk, og vi bliver enige om, at der er tale om en større operation, end hvad der kan klares i lokalbedøvelse. Jeg lægger aquacel i såret og får patienten akut evakueret til Nuuk, hvor han bliver ordentligt renset op og bliver indlagt til skylning i nogle uger. Han når heldigvis at komme tilbage til Qasiguiannguit, inden jeg rejser tilbage til Danmark, så jeg kan se, at han har det godt.

15.00 Abscessen har taget næsten to timer, og derfor er mit program for eftermiddagen blevet aflyst. Derfor er der ikke flere patienter, og jeg går igen i gang med at udfylde attester.

16.00 Jeg har gjort et stort indhug i de mange attester, der ligger i kø på mit skrivebord. Jeg slukker min computer og går op til min familie. På vej op til vores lejlighed går jeg igennem afdelingen, hvor vi fortsat kun har en patient indlagt. Der er lagt en behandlingsplan og umiddelbart ingen problemer, så jeg forventer en rolig nat i forhold til hende. Jeg har altid vagttelefonen på mig. Min mand, min søn og jeg går ud på en lille bakke, der ligger bag sundhedscenteret, og kælker, og bagefter trækker vi min søn på kælken ned for at handle ind til aftensmad. De fleste varer i butikken kommer fra rema 1000 i Danmark, så det er helt almindelig dansk aftensmad (frikadeller), vi køber ind til.

18.00 Vi spiser aftensmad, og min søn puttes. Vi har et fjernsyn i vores lejlighed, som kan tage alle Danmarks Radios programmer, så min mand og jeg ser »Alene i vildmarken«.

01.00 Vagttelefonen ringer. Der er kommet et barn med høj feber, som tidligere på måneden har haft feberkramper, og derfor er forældrene bekymrede for, om det kan ske igen. Han virker dog fuldstændig stabil, men med mellemørebetændelse. Jeg udskriver antibiotika og tilbyder indlæggelse til observation, men de er trygge ved at tage hjem og sove, for de bor lige over for sundhedscenteret.

Jeg bliver ikke ringet til resten af natten. Jeg er stolt af, at mit ophold gik så godt, selvom det var sværere, end jeg forventede. Hvis jeg skal gøre det igen, vil jeg vælge Nuuk, hvor der er flere at sparre med.