Hjerneflugt var engang et problem, der især ramte udviklingslandene. Men også Østeuropa har i de senere år mærket til, at højtuddannede – ikke mindst læger – pakker kufferten og rejser vestpå til lande, der tørster efter læger og tilbyder bedre løn- og arbejdsvilkår.
Året var 2004. Polen var lige blevet EU-medlem, og nu stod de overarbejdede og dårligt lønnede polske læger i kø for at rejse mod vest. Samtidig var der en udtalt mangel på læger i bl.a. Sverige og Danmark – et marked, som Martin Ratz ikke var sen til at udnytte.
Martin Ratz, som er svensk og af polsk afstamning, var en af de to stiftere af rekrutteringsfirmaet Paragona i 2004. Firmaet har sendt hundreder af læger fra Østeuropa til bl.a. Danmark, og Martin Ratz peger på de væsentligste motiver til, at læger udvandrer:
»Mange fortæller os, at de gerne vil sikre deres familie og børn mere trygge og stabile rammer og gode opvækstmuligheder. Og selvfølgelig er der pengene«, siger Martin Ratz. Han nævner desuden hospitaler, der ikke kan tilbyde de nyeste behandlinger, forældet udstyr, manglende faglige udviklingsmuligheder og en overvældende arbejdsbyrde som nogle af de årsager, der får læger til at søge væk.
Tendensen opstod allerede efter Murens fald i 1989, men siden udvidelsen af EU er tusinder af østeuropæiske læger rejst til Vesten. På det seneste har de i øvrigt fået selskab af kolleger fra kriseramte lande i Sydeuropa, ikke mindst Grækenland og Spanien.
Da Polen den 1. maj 2004 blev et af flere østeuropæiske lande, der blev fuldt medlem af EU, strømmede mange af landets læger mod udgangen. I dag arbejder hver tiende polske læge i udlandet.
I 2007 kom Bulgarien og Rumænien til. Snart bed lægemanglen også hårdt i disse to lande, da læger i tusindvis søgte mod vest, til bedre løn- og levevilkår, bedre faglige udviklingsmuligheder og stabile forhold.
Faktaboks
Siden 2007 har op mod 14.000 læger forladt Rumænien. I dag beskæftiger Storbritannien, Frankrig og Tyskland hver over 4.000 rumænske læger (tal fra januar 2014). Og man behøver ikke lede længe efter årsagen: Det er kun et par år siden, at startlønnen efter skat for en yngre læge i Rumænien var 200 euro (ca. 1.500 kroner) om måneden. I et forsøg på at dæmme op for flugten blev det hævet til 350 euro. I Bulgarien kunne den nyuddannede læge tjene 307 euro om måneden, mens England tilbød 2.180 euro og Frankrig 6.200 euro – 14 gange mere end i Bulgarien.
Bulgarien havde i 2009 omkring 35.000 læger. I dag er der – ifølge bulgarske medier – 28.000 tilbage. Bulgarien mister årligt 500-600 læger. Det svarer omtrent til antallet af nye kandidater.
Men det er ikke kun lønnen, der får mange til at rejse. I begge lande plages sundhedsvæsenet af korruption, nepotisme, dårligt fungerende hospitaler og mangel på udstyr. Dertil kommer, at unge læger oplever, at mulighederne for karriere og faglig udvikling er bedre i Vesten.
Gennem årene har Paragona – som er en af en håndfuld aktører – sendt 855 østeuropæiske læger og tandlæger til Vesten – heraf en væsentlig del til Danmark.
»Indtil for et år siden kom de fleste ansøgere stadig fra Østeuropa, men det seneste par år er det svinget i retning af Sydeuropa, så det nok er fifty-fifty nu«, siger den ansvarlige for sprogundervisningen, danskeren Søren Vad, der arbejder i Paragonas nye bygning i Piaseczno, en halv times kørsel fra Warszawa.
»De første år rekrutterede vi udelukkende i Polen. Men siden de polske læger for nogle år siden strejkede sig til bedre løn- og arbejdsvilkår, trak udlandet ikke i samme grad, så vi måtte finde nye rekrutteringslande, især Rumænien, Ungarn og Litauen«, forklarer Agnieszka Anusiewicz, der styrer Paragonas rekruttering fra et kontor i Warszawa. Siden starten i 2004 har firmaet sendt i alt 855 primært østeuropæiske læger til Vesten, først og fremmest Danmark, Norge og Sverige.
Ændringen ser man på det hold, som i undervisningslokalet ved siden af er ved at blive introduceret til svensk sprog, samfund og kultur. Halvdelen kommer fra Spanien, en enkelt eller to fra Grækenland og Italien samt enkelte fra Ungarn og Rumænien. Holdet begyndte for et par uger siden, og ud over sprogtræning akklimatiseres til værtslandets kultur og tænkemåde. Da holdet skal til Sverige, hænger der svenske plakater og reproduktioner af Carl Larssons svenske idyller på væggene. Man ser svenske film, og her er svenske aviser, film og bøger.
»Eleverne« bor sammen tre og tre i Paragonas bygning. I de nedre etager er indrettet lejligheder. Der er tagterrasse med grill og i nabohuset en restaurant, hvor man spiser godt og billigt. Paragona udbetaler »lommepenge«, der som alt andet finansieres af kunden – i dette tilfælde det svenske sundhedsvæsen.
Søren Vad er uddannet i nordisk filologi og var sproglærer for indvandrere, før han i 2007 flyttede til Warszawa. Her har han undervist adskillige hold læger, som var på vej til Danmark. Det er dog et par år siden, der sidst var et »danskhold« på campussen i Piaseczno. Da var der ikke Larsson, men Krøyer på væggene og »Borgen« på DVD-afspilleren.
Når Søren Vad spørger, svarer mange, at det især er de usikre fremtidsudsigter i hjemlandet, snarere end lønnen, der får dem til at rejse:
»Mange kan højst få seksmånederskontrakter. De er usikre på, om de tør stifte familie, og de tør ikke købe hus eller bil«, siger han.
»De rejser for at få en fast ansættelse og ordnede forhold«, siger han og tilføjer, at en anden væsentlig faktor er stress som følge af en overvældende arbejdsbyrde og frustrationer over, at tingene ikke bliver bedre.
»Og med Google, internet, sociale medier og venner i udlandet er det jo nemt at sammenligne deres situation og se, at 2.000 km borte er der helt anderledes, med ordnede forhold, høje lønninger og faglige udviklingsmuligheder«.
Søren Vad følger mange af Paragona-eleverne på Facebook og kan se, at det ikke er uden omkostninger, når de forlader den kendte tilværelse i hjemlandet. Alt er nyt og anderledes, familien og vennerne er langt væk.
Daniel Pantea blev kandidat ved universitetet i Bukarest i 2004. I 2010 kunne han skrive speciallæge i almen medicin på visitkortet. Som speciallæge med ansættelse i hæren tjente han ca. 700 euro (5.200 kr.) om måneden. Når han om et par måneder træder ind i et lægehus i Borås i Sverige, er det til en begyndelsesløn på op mod 30.000 svenske kroner pr. måned. Men det er ikke kun lønnen, der trækker i ham:
»Jeg var ti år ved omvæltningen i 1989, og selv om der er gået 25 år, tror jeg, at der vil gå endnu 50 år med at løse landets økonomiske og sociale problemer«, siger Daniel Pantea, der også var træt af den udbredte korruption og et nødlidende sundhedssystem:
»Systemet er usammenhængende og uforudsigeligt. Man kan ikke planlægge sit liv fem år frem, og man lever i usikkerhed. Jeg har forsøgt at blive og passe mit arbejde, men jeg var ikke tilfreds …«
Daniel Pantea peger på et økonomisk udsultet sundhedsvæsen, en meget lav løn og alt for mange arbejdstimer som kilder til udbredt utilfredshed blandt rumænske læger.
Luiza Ionescu er fra Rumænien og studerer finansiering ved Aarhus Universitet. I 2014 afleverede hun sin bacheloropgave om hjerneflugten fra Østeuropa. Hun peger på den lave løn som hovedårsag til, at så mange udvandrer.
»Men i Rumænien spiller det også en stor rolle, at lægerne er trætte af korruptionen. Dertil kommer, at hospitalernes økonomi er dårlig. Man kan ikke tilbyde de nyeste behandlinger, og mulighederne for at forske og udvikle sig fagligt er meget begrænsede«, siger Luiza Ionescu.
Lægemanglen bliver mere og mere mærkbar i takt med, at der bliver stadig flere patienter om hver læge: »Det går selvfølgelig ud over behandlingens kvalitet«, siger Luiza Ionescu.
Hun tror ikke, det lader sig gøre at standse hjerneflugten. For selv om lægerne har kunnet gennemtvinge højere lønninger, er der en øvre grænse:
»Problemet er, at man ikke kan skabe et alt for stort løngab mellem læger og andre professioner. Og et land som Rumænien har ikke råd til at give store lønstigninger til alle faggrupper – it-eksperter, ingeniører og andre – som der også er hårdt brug for«.
Hvor regner du selv med at være om ti år?
»Jeg er i Danmark«, svarer Luiza Ionescu.
Martin Ratz har ikke dårlig samvittighed over at hjælpe udvandringen på vej. Arbejdskraftens fri bevægelighed er jo selve meningen med EU, fastslår han:
»Alternativer er livegenskab, som vi afskaffede i Sverige for 180 år siden. Enten har vi et frit Europa – eller også har vi ikke. Det går ikke at beordre den rumænske, den græske eller danske læge til at blive hjemme«, siger han.
»I 1980’erne fik Sverige masser af danske læger, og i 1990’erne og i 00’erne rejste mange svenske læger til Norge. Der finder en cirkulation sted i lægeprofessionen. Det er godt, og det vil altid finde sted«, siger Martin Ratz.
Den unge almenmediciner Daniel Pantea har gjort op med sig selv, at resten af hans liv – måske – vil blive tilbragt i Sverige:
»Jeg har flere grunde til at tage til Sverige. Bl.a. det stabile system, de har opbygget gennem mange år. Forudsigelighed og orden er vigtigt for mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver i Sverige. Det er første gang, jeg flytter til et andet land, og alting er nyt. Jeg ved ikke, hvordan det bliver. Men jeg ønsker denne ændring i mit liv«. À
Luiza Ionescu: Emigration from Eastern Europe with a Focus on Brain Drain (pdf)
