Siden 2007 har op mod 14.000 læger forladt Rumænien. I dag beskæftiger Storbritannien, Frankrig og Tyskland hver over 4.000 rumænske læger (tal fra januar 2014). Og man behøver ikke lede længe efter årsagen: Det er kun et par år siden, at startlønnen efter skat for en yngre læge i Rumænien var 200 euro (ca. 1.500 kroner) om måneden. I et forsøg på at dæmme op for flugten blev det hævet til 350 euro. I Bulgarien kunne den nyuddannede læge tjene 307 euro om måneden, mens England tilbød 2.180 euro og Frankrig 6.200 euro – 14 gange mere end i Bulgarien.
Bulgarien havde i 2009 omkring 35.000 læger. I dag er der – ifølge bulgarske medier – 28.000 tilbage. Bulgarien mister årligt 500-600 læger. Det svarer omtrent til antallet af nye kandidater.
Men det er ikke kun lønnen, der får mange til at rejse. I begge lande plages sundhedsvæsenet af korruption, nepotisme, dårligt fungerende hospitaler og mangel på udstyr. Dertil kommer, at unge læger oplever, at mulighederne for karriere og faglig udvikling er bedre i Vesten.
Akklimatisering
Gennem årene har Paragona – som er en af en håndfuld aktører – sendt 855 østeuropæiske læger og tandlæger til Vesten – heraf en væsentlig del til Danmark.
»Indtil for et år siden kom de fleste ansøgere stadig fra Østeuropa, men det seneste par år er det svinget i retning af Sydeuropa, så det nok er fifty-fifty nu«, siger den ansvarlige for sprogundervisningen, danskeren Søren Vad, der arbejder i Paragonas nye bygning i Piaseczno, en halv times kørsel fra Warszawa.
»De første år rekrutterede vi udelukkende i Polen. Men siden de polske læger for nogle år siden strejkede sig til bedre løn- og arbejdsvilkår, trak udlandet ikke i samme grad, så vi måtte finde nye rekrutteringslande, især Rumænien, Ungarn og Litauen«, forklarer Agnieszka Anusiewicz, der styrer Paragonas rekruttering fra et kontor i Warszawa. Siden starten i 2004 har firmaet sendt i alt 855 primært østeuropæiske læger til Vesten, først og fremmest Danmark, Norge og Sverige.
Ændringen ser man på det hold, som i undervisningslokalet ved siden af er ved at blive introduceret til svensk sprog, samfund og kultur. Halvdelen kommer fra Spanien, en enkelt eller to fra Grækenland og Italien samt enkelte fra Ungarn og Rumænien. Holdet begyndte for et par uger siden, og ud over sprogtræning akklimatiseres til værtslandets kultur og tænkemåde. Da holdet skal til Sverige, hænger der svenske plakater og reproduktioner af Carl Larssons svenske idyller på væggene. Man ser svenske film, og her er svenske aviser, film og bøger.
»Eleverne« bor sammen tre og tre i Paragonas bygning. I de nedre etager er indrettet lejligheder. Der er tagterrasse med grill og i nabohuset en restaurant, hvor man spiser godt og billigt. Paragona udbetaler »lommepenge«, der som alt andet finansieres af kunden – i dette tilfælde det svenske sundhedsvæsen.
Jagten på tryghed og stabilitet
Søren Vad er uddannet i nordisk filologi og var sproglærer for indvandrere, før han i 2007 flyttede til Warszawa. Her har han undervist adskillige hold læger, som var på vej til Danmark. Det er dog et par år siden, der sidst var et »danskhold« på campussen i Piaseczno. Da var der ikke Larsson, men Krøyer på væggene og »Borgen« på DVD-afspilleren.
Når Søren Vad spørger, svarer mange, at det især er de usikre fremtidsudsigter i hjemlandet, snarere end lønnen, der får dem til at rejse:
»Mange kan højst få seksmånederskontrakter. De er usikre på, om de tør stifte familie, og de tør ikke købe hus eller bil«, siger han.
»De rejser for at få en fast ansættelse og ordnede forhold«, siger han og tilføjer, at en anden væsentlig faktor er stress som følge af en overvældende arbejdsbyrde og frustrationer over, at tingene ikke bliver bedre.
»Og med Google, internet, sociale medier og venner i udlandet er det jo nemt at sammenligne deres situation og se, at 2.000 km borte er der helt anderledes, med ordnede forhold, høje lønninger og faglige udviklingsmuligheder«.
Søren Vad følger mange af Paragona-eleverne på Facebook og kan se, at det ikke er uden omkostninger, når de forlader den kendte tilværelse i hjemlandet. Alt er nyt og anderledes, familien og vennerne er langt væk.
»Man kan ikke
planlægge sit liv …«
Daniel Pantea blev kandidat ved universitetet i Bukarest i 2004. I 2010 kunne han skrive speciallæge i almen medicin på visitkortet. Som speciallæge med ansættelse i hæren tjente han ca. 700 euro (5.200 kr.) om måneden. Når han om et par måneder træder ind i et lægehus i Borås i Sverige, er det til en begyndelsesløn på op mod 30.000 svenske kroner pr. måned. Men det er ikke kun lønnen, der trækker i ham: