Skip to main content

Fotos Louise Sandager

Man kalder dem lægeørkenerne. De landdistrikter i Frankrig, hvor ingen læger efterhånden gider at slå sig ned. Hvor den lokale praksis lukker, når den sidste læge går på pension, og hvor ingen unge kan lokkes til at tage over.

Det er et stærkt voksende problem, som mange franske landkommuner forsøger at afhjælpe ved at sende bud efter udenlandske læger. Typisk læger fra de nye EU-lande Rumænien og Bulgarien, som ikke har noget imod at bo langt ude på landet, og som ikke lader sig afskrække af arbejdsdage på 12 timer.

Siden den seneste EU-udvidelse 1. januar 2007 er der alene fra Rumænien kommet over 1.100 praktiserende læger og speciallæger, som med EU-passet i hånden har kunnet gå direkte ind i en fransk praksis.

Ifølge EU's regler er medlemslandenes lægeuddannelser ligestillede, og derfor skal franskmændene automatisk acceptere en rumænsk eller bulgarsk læge på lige fod med sine egne.

»Men det er forrykt«, siger Michel Legmann, der er formand for den franske lægeforening, L'Ordre National des Médecins.

»Jeg bestrider på det kraftigste, at lægeuddannelserne i Rumænien og Bulgarien er på højde med den franske, og vi har haft problemer med læger fra de to lande, som enten har fejlbehandlet patienter eller udvist fagligt ukendskab«, siger Legmann. Han kan ikke oplyse, hvor mange »sager« lægeforeningen har haft, men åbenbart nok til, at han for nylig følte sig kaldet til at tage det op på et pressemøde med den franske presse.

»EU har besluttet, at det er antallet af studieår, der er afgørende for, om en læge kan praktisere i EU. Men man kigger overhovedet ikke på indholdet af uddannelsen, og det er ekstremt alvorligt«, siger han.

»Fra Bruxelles har man været så forhippet på udvidelsen, at man fuldstændig har set stort på detaljerne. Men det her er altså ikke en detalje. Det er folks helbred, der står på spil«, siger han.

I Frankrig er medicinstudiet kendt som et af de hårdeste. Allerede efter første studieår falder 85% af de studerende fra, og under 10% af dem, som starter på studiet, bliver nogensinde færdige. For Legmann er det er kvalitetsstempel.

»Jeg har ikke det mindste imod udenlandske læger. Tværtimod. Men vi vil have, at de skal testes, ligesom lægerne fra ikkeeuropæiske lande«, siger han.

»I Frankrig har vi fx masser af læger fra Nordafrika, som alle har været igennem en test og taget eventuelle supplerende eksaminer, før de fik lov til at praktisere«, siger lægeformanden.

Han har kæmpet med næb og kløer for at få lavet reglerne om. Men hver gang bliver han underkendt, bl.a. af de nordiske lande.

»Skandinaverne er stærkt medvirkende til denne situation. De advokerer altid for fri bevægelighed mellem EU-landene, og de har presset på, for at uddannelserne skulle ligestilles«, siger Legmann.

»I denne her sag er de - som jeg har hørt nogle sige - sådan nogle frihedens ayatollaer, som bare synes, at alting skal cirkulere frit, både sko og læger. Og hvis man overhovedet vover at stille spørgsmålstegn ved kvaliteten, får man helvede nedkaldt over sig. Men det er jo dobbeltmoralsk, for så vidt jeg ved, er der ikke mange rumænske læger i København«.

Privat rekruttering

I Frankrig er der teoretisk set læger nok til alle. I snit 3,12 læger for hver 1.000 indbyggere. Men fordi de franske læger frit kan nedsætte sig, hvor de vil, er der enorme forskelle i landskabet. Således er der 409 læger i Provence for hver gang, der er 250 læger i de koldere egne op mod Belgien.

Mange landkommuner mangler desperat læger, og situtionen bliver værre, efterhånden som de aldrende læger går på pension. De unge læger har ikke lyst til at sidde mutters alene i en konsultation ude på landet, hvor arbejdsdagen strækker sig til langt ud på aftenen.

Derfor lukker konsultationerne, og da lægernes frie nedsættelsesret er noget nær hellig i Frankrig, er der ingen politisk vilje til at ændre på systemet.

For mange landkommuner er løsningen derfor at lokke en udenlandsk læge til. Ofte ved at henvende sig til et privat bureau, som har specialiseret sig i at skaffe østeuropæiske læger.

Revitalis Conseil er sådan et bureau. Her har direktør Xavier de Penfentenyo over de seneste tre år været med til at finde og nedsætte over 30 rumænske og bulgarske læger, og han er stærkt fortørnet over lægeformandens udtalelser.

»Det er jo alvorlige beskyldninger at komme med. EU har godkendt de rumænske og bulgarske lægeuddannelser, og det må jeg henholde mig til, siger direktøren, der fakturerer 12.500 euro for at skaffe en udenlandsk læge til Frankrig og hjælpe ham i gang.

Selvfølgelig er vi stødt på problemer. Der er jo sproglige og kulturelle forskelle. Men generelt er der stor tilfredshed. Både blandt de lokale politikere, apotekere og patienter«, siger han.

»Det er min erfaring, at efter et par år er de udenlandske læger godt integreret og har nogenlunde samme patientunderlag som deres franske kolleger. Så jeg synes, det er groft, når lægeformanden i den grad generaliserer og slår ned på to bestemte nationaliteter«, siger Xavier de Penfentenyo.

Rumæner i Auvergne

Lacramioara Vasilache er en af de rumænske læger, som konsulentbureauet har hjulpet til Frankrig. Hun er 39 år og overtog sidste år en lægepraksis i den lille landsby Cayres i Auvergne.

Her bor 600 mennesker i selve landsbyen, der ligger i 1.100 meters højde, og som særligt om vinteren er svær at komme til og fra. Derfor var det magtpåliggende for bystyret fortsat at have en læge i byen, da byens gamle doktor gik på pension.

»Jeg har fået en god modtagelse i Frankrig«, siger Lacramioara Vasilache, som i dag, efter halvandet år, har mellem 14 og 20 konsultationer om dagen. Nok til en hæderlig omsætning og langt mere end de 300-400 euro om måneden, som er gennemsnitslønnen for en praktiserende læge i Rumænien.

»Men jeg arbejder også mere«, ler Lacramioara, som har fået franske konsultationstider: Fra tidlig morgen til sen aften.

Hun har læst medicin i seks år på et rumænsk universitet, været i turnus i 18 måneder og efterfølgende specialiseret sig som praktiserende læge i tre år.

»Det er ti års uddannelse, så jeg tror ikke, man kan sige, at jeg er dårligere uddannet end franskmændene. I hvert fald føler jeg mig fuldt på højde, og patienterne bliver ved med at komme i min praksis. Det må jo være et tegn på, at de er tilfredse nok«.