Skip to main content

Det bedste fra to verdener

Michael Reiter, Berlin, reiter@comnorth.de

18. sep. 2009
4 min.



Dr. Michael Oppels fusion af skolemedicin og alternativ medicin har slået rod midt i den tyske hverdag. Den praktiserende læges klinik ligger i hjertet af Berlin. Og de tætskrevne sider i hans kalender fortæller, at integrativ medicin er blevet et tilløbsstykke for patienterne.

»Da jeg startede i 2001, var vi to læger, der delte ét rum,« husker Oppel. I løbet af de seneste to år har hans praksis slugt hele etagen, mens staben er vokset med seks nye medarbejdere. »Vi er altid booket op,« smiler den klassisk uddannede læge, »det er et rigtigt boom!«

Michael Oppel valgte allerede tidligt at tilegne sig ekstra færdigheder ud i de alternative behandlingsformer. I dag er han en af frontløberne i en voksende skare, der nysgerrigt afprøver nye medicinske veje. Ikke mindst patienternes efterspørgsel præger i stigende grad de praktiserende lægers behandlingstilbud. I Tyskland oplever man stadigt flere, der bruger alternativ medicin som et selvfølgeligt supplement til skolemedicinen.

»Vores maksime lyder ,så naturligt som muligt, så medicinsk som nødvendigt`,« siger Oppel. Som integrativ mediciner mener han, at sygdomme afhjælpes bedst ved en kombination af behandlingsmetoder. »Stærke, akutte smerter går selvsagt ikke væk med homøopati. Her vil man altid ty til skolemedicin.« På andre områder glimrer alternativ medicin - f.eks. i form af akupunktur ved kroniske smerter.

Fokus på lidelsens årsag

»Desuden fokuserer skolemedicin mere på symptom- end på årsagsbehandling,« vurderer dr. Oppel. Integrativ medicin gør sygdommes årsag til en hjørnesten i terapien. »Skyldes en lidelse stress, psykiske problemer, eller at man sidder forkert? Ved første konsultation udfylder patienterne et spørgeskema om deres overordnede befindende. Det taler jeg med dem om. Det handler jeg ud fra. Min erfaring er, at det fører til langt bedre resultater, end hvis jeg blot ordinerede et medikament og bad patienterne komme igen om tre måneder.«

Ifølge Oppel udgør de to behandlingselementer forklaringen på den integrative medicins succes: »Vores patienter har ofte været hos skolemedicinere før, men vil gerne have en second opinion. Her mærker de, at vi bruger tid på at forstå, hvad der stikker bag deres problem. De føler, at deres ønske om at prøve komplementære behandlingsmetoder bliver taget alvorligt.«

I det tyske lægeforbund er man generelt positiv over for fænomenets udbredelse. »Vi åbner mere og mere op for komplementær medicin,« fortæller talsmand Sascha Rudat. »Lægerne interesserer sig for det. De er funderet i skolemedicinen, men ser ud over deres egen næsetip. Og dér finder de interessante medicinske områder, som også efterspørges af patienterne.« Forbundet ser også med velvilje på den omfattende behandling, integrativ medicin yder i forhold til det, Rudat betegner som en meget »hurtig« skolemedicin.

Forsigtighed tilrådes

Ikke desto mindre råder man sine medlemmer til forsigtighed. »Nogle komplementærmedicinske områder er åbenlyst virksomme,« fastslår Rudat. »Andre bør man forholde sig kritisk til. Det er endnu svært for os at udstikke grænser for, hvornår det hele bliver for useriøst. Men heldigvis gøres der i Tyskland en stor videnskabelig indsats for kvalitetssikring.«

Bestræbelserne finder frem for alt sted på centrum for human- og sundhedsvidenskab på Berlins hovedsygehus, Charité. Her søger forskere at påvise alternativ medicins virkning eller mangel på samme - for på den måde at tilføre området et videnskabeligt fundament. Forskningsleder professor Claudia Witt forklarer hvorfor:

»Tyskland er et førende land, hvad angår accepten af komplementær medicin. Men skal vi integrere den i skolemedicinen, har vi brug for evidens. Man kan ikke bare sige: ,det og det hører til`. Patienter har krav på at vide, om bestemte metoder er sikre og har en dokumenteret virkning eller ej. Sygesikringen skal også kunne begrunde, hvorfor den understøtter eller afviser bestemte behandlingsmetoder.«

På grund af det alternative spektrums enorme størrelse kortlægger Charité primært naturmedicin, kinesisk medicin og homøopati. »Det er de mest kendte og efterspurgte områder,« siger Claudia Witt. I de kommende år vil hun tage skridtet videre. »Vi har brug for flere studier, hvor man sammenligner skole- og komplementærmedicin - og frem for alt studier om kombinationen af de to. Det kan hjælpe læger til at beslutte, hvornår man bruger hvilke metoder bedst.«

Tyskernes brug af alternativ medicin

60% af den voksne tyske befolkning gør brug af alternativ medicin. Heraf får 40% rådgivning af en praktiserende læge, 30% går til alternative behandlere, mens resten hjælper sig selv med naturbaseret medicin. 90% er tilfredse med resultaterne.

Kilde: European Congress for Integrative Medicine, sygeforsikringen »Techniker Krankenkasse«.