Det danske insulineventyr

Kurt Jacobsens bog om Novo Nordisks historie er en »moppedreng« på næsten 500 sider med mange flotte og relevante illustrationer. Lad mig straks afsløre, at det er en fantastisk bog for en læser som mig, der er diabetolog, men den vil også være både relevant, spændende og berigende for andre læger og andet sundhedspersonale.

Bogen er lidt tung, som videnskabelig historieskrivning kan være, med utallige detaljer, som kan virke lidt trættende. Men historien om verdensfirmaet er både velbeskrevet og relevant. På 100 år har Novo Nordisk udviklet sig fra en beskeden kælderproduktion af »en slags insulin«, til i dag at have en markedsværdi på omkring 2.500 mia. kr. og være rangeret som verdens 16.-største firma.

Det er jo imponerende af et danskbaseret firma, og vi må håbe, at man fortsat vil  beholde sit hovedkvarter her, idet firmaet har betydet enormt  for udviklingen af diabetesbehandlingen i Danmark, som absolut er på højeste internationale niveau, og for dansk økonomi.

Bogen beskriver på forbilledlig vis, hvordan Novo Nordisk har bygget sin udvikling/succes på seriøs og ofte grundvidenskabelig forskning »from bench to invoice«, som en tidligere forskningsminister udtrykte det. De har ikke købt sig til succes, men arbejdet sig til den. Det kan vi alle lære af.

Forskning og management kan og skal gå hånd i hånd, hvis vi skal udvikle livreddende medicin, som Novo Nordisk har gjort og fortsat gør. Denne fokusering på forskning går tilbage til Nobelpristager August Krogh, som rejste til Toronto i 1922 og her fik rettighederne til at udvinde og sælge insulin i Skandinavien fra Banting og Best, for hvem det netop var lykkedes at udtrække et stof fra bugspytkirtler, som kunne normalisere blodsukkeret hos patienter med type 1-diabetes. De døbte hormonet insulin. Han fik rettighederne gratis, men måtte love, at et eventuelt overskud skulle gå til videnskaben og til at holde prisen nede, så insulin blev tilgængelig for alle, der behøvede det.

Det var således i begyndelsen et altruistisk foretagende, som Kurt Jacobsen beskriver, men han konkluderer også, at selvom Novo Nordisk i dag er delvist fondsejet – Novo Nordisk Fonden – opererer firmaet som et aktieselskab på markedsvilkår. Dog kanaliseres meget af overskuddet stadig til forskning, patient care og almen støtte. Sidste år gav fonden omkring 8 mia. kr. til sådanne formål.

Bogen beskriver i detaljer, hvordan Novo Nordisk gennem tiden har udviklet bedre og bedre insuliner og også har udviklet den berømte insulinpen, som jo gjorde det muligt at anvende »basal/bolus-princippet«.  Nye og bedre insuliner er på vej, ligesom anvendelsen af GLP1-analoger – ikke mindst det nye »vidundermolekyle« semaglutid til behandling af type 2-diabetes og fedme – synes at åbne op for en helt ny æra, som introduceres i bogen.

Kurt Jacobsen hævder, at han har haft adgang til alt materiale fra Novo Nordisks arkiver og til firmaets nulevende nøglepersoner, som han også ærligt skriver har været »kontrollanter« på hans beskrivelse af firmaet. De har dog aldrig lagt hindringer i vejen, men bogen er bestilt og betalt af Novo Nordisk i anledning af firmaets og insulinets 100-årsfødselsdag.

Det er imponerende, så godt forfatteren har sat sig ind i det medicinsk-faglige substrat, og hvor historisk videnskabeligt han går til værks. Det har imponeret mig, men jeg er da ikke blind for, at andre ville have foretrukket en lidt lettere og mere tilgængelig beskrivelse.

Ingen forretning uden videnskab og ingen videnskab uden penge – en nødvendig symfoni, som Novo Nordisks ledelse gennem tiden har forstået og praktiseret. Derfor anbefales bogen også, som et supplement til pensum på både medicin- og økonomistudiet.

Så, læs den, og bliv klogere.