Skip to main content

Det ender med en Kjeld Møller Pedersen-model

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

2. nov. 2005
5 min.

I Norge har de gjort, hvad man i Danmark jævnligt taler om i de politiske cirkler – taget sygehusene fra fylkerne (amterne) og lagt dem under staten.

Men det er ikke en spiselig løsning for de danske forhold, fremgik det tydeligt af konferencen »Kom til Norge, min far?«, arrangeret af DSI Institut for Sundhedsvæsen, hvor en lang række af de centrale aktører inden for det danske sygehusvæsen deltog.

Ikke mindst den person, som efterhånden har fået nærmest orakelstatus inden for sundhedsvæsenet, Kjeld Møller Pedersen, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet, tog afstand fra den norske centraliseringside og videreførte hermed regionaliseringstankegangen og konklusionen fra »Kjeld Møller Pedersen-udvalgets« nylige rapport til indenrigs- og sundhedsministeren om sygehusenes organisation og styring.

John Erik Pedersen, kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, sagde, at symptomerne for at lave ændringer i Norge og Danmark er de samme, men løsningen bliver højst sandsynlig væsensforskellig.

Han nævnte de lange ventelister, de stigende krav til samordning af specialer, manglende investeringer i apparatur og bygningsvedligeholdelse, regionale variationer i serviceniveauet (»der er lav politisk tolerance på dét plan«), men selv om vi venter på Strukturkommissionens rapport, som åbenbarer sig inden årets udgang, henviste John Erik Pedersen umisforståeligt til anbefalingerne fra »Kjeld Møller Pedersen-udvalget« som »klart peger på noget andet end statsmodellen«.

»Regionsmodellen fører 1-0. Ja, statsmodellen er end ikke kommet ud af omklædningsrummet«, sagde John Erik Pedersen – det stik modsatte af debatten forud for den norske sygehusreform, hvor ingen alternativer til den statslige styring reelt blev drøftet ifølge Terje P. Hagen, Center for Helseadministration, Oslo Universitet.

»Revolution« blev flere gange under konferencen nævnt som betegnelse for omlægningen af det norske sygehusvæsen, som trådte i kraft den 1. januar sidste år. Men Kjeld Møller Pedersen pointerede, at danskerne ikke har brug for en revolution, snarere en evolution. Ikke mindst fordi holdningen til decentralisering er afgørende forskellig mellem de to lande, mente han.

»Man skal ikke tro, at en statslig model løser alle problemer, og i bedste fald tror jeg ikke, at man kan sige noget fornuftigt om virkningerne af det norske systemskifte før om to år. Revolution laver man, når ting er ekstremt dårlige. Evolution er noget man gradvist udvikler til noget, man synes er fornuftigt«, sagde Kjeld Møller Pedersen.

Han mente, at årsagen til den drastiske omorganisering af de norske sygehusvæsen, egentlig var en reaktion på, at nordmændene i al for lang tid har udskudt en nødvendig kommunalreform, som danskerne allerede vedtog i 1970, hvor 22 amter blev reduceret til 14 og over 1.000 kommuner til 275.

I Norge var det på tale at inddrage de 435 primærkommuner og 19 fylker i det samlede reformarbejde, men projektet blev opgivet på grund af stor politisk modstand i kommunerne, oplyste Bjørn Magne Eggen, lægelig direktør i Helsedepartementet.

Et spørgsmål om tro

Kjeld Møller Pedersen provokerede ved at sætte spørgsmålstegn ved evidensen for den norske løsning.

»Selv om mange af fordelene kan forekomme indlysende ved reformen i Norge, er problemet, at det beror på tro. Faktisk er der ingen forskel i begrundelsen for at lave en reform i de to lande, men det er kun et symptombillede, ikke en diagnose. Er der overhovedet evidens for, at selvstyrende sygehuse med større frihedsgrader bliver mere veldrevne sygehuse!? Der er beskeden evidens for, men betydelig tro på, at vi vil få et bedre sundhedsvæsen i Danmark, hvis vi kopierede det norske«, sagde sundhedsprofessoren.

Hos Steinar Stokke, direktør for Regionalt Helseforetag Syd, var der ingen tvivl om sygehusreformens fortræffeligheder. For ham var det nu slut med ineffektive sygehuse. Han oplyste, at han forventer at kunne skære Regionalt Helseforetag Syds årlige budget på 12 mia. norske kroner ned med 10% over de næste tre år ved sammen- og nedlægninger, effektiviseringer og stordriftsfordele, samtidig med at kvaliteten i behandlingen øges, og tilbuddene til patienterne, især kræftpatienterne, kronikerne og de geriatriske patienter, udbygges.

Alene ved at standardisere og effektivisere de medicinske støttefunktioner såsom blodbanker og laboratorier regner han med at kunne spare 250 til 350 mio. kroner. I alt forventer han at sige farvel til op mod 5.000 årsværk inden for de næste fem år.

Demokratisk underskud

For amtsdirektør Per Okkels, Nordjyllands Amt, som i parentes bemærket synes at amterne klarer sygehusopgaven ikke så ringe endda, er den største anke mod den nye norske sygehusmodel det demokratiske underskud, som i øvrigt også John Erik Pedersen angav som et minus.

At rense de nu fem regionale helseforetag for politikere og overlade det til professionelle bestyrelser og de administrerende direktører at styre de regionale sygehusorganisationer er et demokratisk problem, fordi der stadig i de fem regionale helseforetag vil være en række politiske beslutninger. Bestyrelsesmedlemmerne bliver en slags reservepolitikere, og det er ikke demokratisk holdbart, mente Per Okkels.

»Når vi bruger milliarder af skattekroner på sygehusvæsenet, så er det for mig vigtigt, at borgeren skal kunne finde sine politikere«, sagde den nordjyske amtsdirektør. Hertil bemærkede Bjørn Magne Eggen:

»I alle fem regioner er der nu nedsat et brugerudvalg bestående blandt andet af repræsentanter fra patientorganisationerne. Fraværet af den regionale politiske ledelse gør det endnu mere vigtigt at konsultere borgerne. Brugergrupperne skal høres, men de har dog ingen beslutningsmyndighed.«

Som også Kjeld Møller Pedersen gjorde opmærksom på, understregede Per Okkels, at udgangspunktet for forandringen af det norske sygehusvæsen er afgørende forskelligt fra det danske. For her lider vi ikke under den fylkepatriotisme, som ofte har umuliggjort samarbejde på tværs af fylker og dermed fordyret det norske sundhedsvæsen, mente han.

Den ny norske sygehusmodel

Før den 1. januar 2002 var det norske sygehusvæsen organiseret næsten som det danske. Det driftsmæssige og delvis økonomiske ansvar var lagt ud til 19 fylker (amter), som varetog styringen af de 84 sygehuse. I den ny model har staten det fulde finansieringsansvar og overordnede drifts- ansvar. Fylkerne har ikke længere noget ansvar. I stedet er oprettet fem helseregioner med bestyrelser udpeget af staten. Inden for hver region er sygehusene organiseret i driftsselskaber, som kan bestå af et til flere sygehuse. Driftsselskaberne, som drives inden for aktieselskabslovgivningens rammer, ledes af en bestyrelse, hvis medlemmer er udpeget af helseregionen. De fem helseregioner finansieres delvis af rammebevillinger og efter aktivitet. Til stor forskel fra Danmark bliver mellem 50 og 60 procent af helseregionernes budget finansieret af aktiviteter frem for rammebevillinger.

Læs mere om den norske sygehusreform på http://www.Odin.dep.no/ shd/sykehusreformen/