Hun føler, at hun svigtede sin kollega, fordi hun ikke gad at stå op på en nattevagt. Det har været svært at erkende og at tale om, fortæller overlæge Christine Sølling. Interview om at lære af sine fejl og forsømmelser og om at kunne leve – godt – med, at man ikke altid er perfekt. Selv om man er læge.
Året er 2007. Det er hen på de små morgentimer i slutningen af vagten.
Christine Sølling er introlæge og forvagt på neurologisk afdeling. Hun ligger og sover på vagtværelset, da telefonen ringer. Måske er hun lige der, hvor man sover dybest – sådan føles det i hvert fald. Hun er megatræt, og det er svært at vågne.
Forvagten fra akutafdelingen præsenterer sig i vagttelefonen. Han vil gerne have, at Christine Sølling foretager et neurologisk tilsyn på en af patienterne i akutmodtagelsen.
»Mens han fortæller om patienten, flyver tusind tanker rundt i mit hoved, som alle kredser om det samme: at jeg ikke behøver at stå op og håndtere det. Skal det være lige nu? Kan han ikke ringe til bagvagten? Det nye vagthold kommer om et par timer – kan de ikke …? Jeg er møgtræt, og jeg har ikke lyst til at stå op og gennemføre det tilsyn, så jeg giver ham nogle råd om, hvad han kan gøre, og hvad han kan undersøge, inden morgenholdet møder. Så lægger jeg mig til at sove igen«, fortæller Christine Sølling.
Hun tænker ikke videre over episoden.
Christine Sølling kommer senere til at fortryde, at hun ikke stod op og tilså patienten.
Hun har valgt at deltage i denne artikel om lægers vigtige kvalitetsarbejde med fejl, UTH’er og klagesager. Det er også en artikel om at acceptere det uperfekte i lægelivet – om at kunne rumme fejl og forsømmelser, om følelsen af hele tiden at kunne gøre det lidt bedre, og om dengang hun som helt ny læge troede, at hun havde slået en patient ihjel.
Og episoden fra nattevagten i 2007 handler om det hele.
»Det kan godt være lidt skræmmende at fortælle om det i Ugeskriftet. For det er jo ens kolleger, der læser det, og hvem har lyst til at blive kendt som »hende med fejlen« – hvor fedt er det lige?«, funderer hun og griner samtidig af sig selv.
Vi møder Christine Sølling i hendes nye, lyse kontor i Rigshospitalets Nordfløj, hvor hun er afsnitsansvarlig overlæge for Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling i Neurocentret.
Hun har haft succes, og det går godt. Men der er nye yngre læger, som står i frontlinjen med svære valg og skøn – ligesom hun selv gjorde dengang for 14 år siden. Hvis hendes historie kan hjælpe dem, vil hun gerne fortælle den.
Og måske kan hun også hjælpe sig selv.
Et par uger efter nattevagten bliver Christine Sølling indkaldt til kerneårsagsanalyse. Patienten har fået men, og nu sidder en stribe læger fra de berørte specialer i rundkreds og gennemgår håndteringen og behandlingen af patienten.
»Det er, mens jeg sidder der, at jeg tænker: Hvorfor stod du ikke bare op og hjalp din kollega? Det kunne jeg jo godt have gjort. Det havde været hurtigt overstået«, fortæller Christine Sølling.
Et neurologisk tilsyn om natten havde formentlig ikke ændret prognosen for patienten. Men Christine får dårlig samvittighed over for sin kollega. Hun kunne have lavet en grundig neurologisk undersøgelse og have presset på for den rigtige skanning.
Hun kunne have gjort så meget. Men hun gjorde ikke noget.
»I stedet lod jeg en kollega stå med håret i postkassen, fordi jeg ikke ville stå op. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde til kerneårsagsanalysen, men på det tidspunkt lagde jeg mig ikke fladt ned og erkendte min brøler. Jeg tror ikke, der var nogen, der bebrejdede mig noget, men jeg var superflov og havde meget dårlig samvittighed over for min kollega. Jeg fik en klar følelse af at have svigtet«, fortæller hun og tilføjer:
»Selv om jeg ikke har ligget søvnløs, så er det en sag, der har fyldt for mig bagefter. Jeg kan ikke tilgive mig selv«.
Hvorfor kan du ikke det?
»Fordi jeg var doven. Det er en flov karakter, og det er ikke sådan, jeg opfatter mig selv, eller sådan jeg gerne vil fremstå. Det havde været nemmere for mig, hvis jeg havde handlet og gjort noget forkert. Jeg er anæstesiolog, og hvis nu jeg havde været dårlig til at stikke og havde ramt en patient i carotis i stedet for jugularis, så havde jeg dog forsøgt at gøre noget, og jeg havde gjort mit bedste. Men her gjorde jeg ingenting. Jeg udviste dovenskab og utilstrækkelig omhu«.
Der er gået 14 år siden episoden, men Christine Sølling har ikke talt med nogen om den. Hverken med familie, venner eller kolleger.
»Jeg lukkede historien ned. Men jeg tog den med mig, og jeg synes, at jeg har formået at lære af den, uden at det har ødelagt min lyst til at være læge. Men den har fyldt for mig. En hel del faktisk«, siger hun.
Nu fortæller hun historien til sine lægekolleger gennem denne artikel i Ugeskrift for Læger, og i april medvirkede hun med sin historie i podcastserien »Svært at tale om på Riget«. Hun deltog i et afsnit, der netop handler om, hvorfor det kan være svært at tale om sine fejl på hospitalet. Og hvad den manglende åbenhed kan få af konsekvenser for patientsikkerheden og kvalitetsarbejdet.
»Jeg har lavet masser af fejl. Masser. Og jeg ved ikke engang, om man kan kalde det her en fejl – måske snarere en forsømmelse? Men det er den her, jeg har været mest flov over«, siger hun.
Nattevagter er hårde, du tog hensyn til dig selv, da du lå der i sengen – men det må man ikke som læge, fordi patienten altid kommer først, eller…?
»Præcis, sådan er det jo. Jeg tror, det er derfor, jeg siger, det er utilgiveligt, og at jeg ikke har haft lyst til at tale om det. Det var for pinligt«.
I dag er Christine Sølling overlæge, hun har ledelsesansvar for operationsgangen, og hun ved, at åbenhed og tillid er noget af det allervigtigste i en arbejdskultur, hvor kvalitet og patientsikkerhed er i højsædet.
Hun oplever, at Neurocentret har en meget stærk kultur med udpræget fokus på åbenhed og handling, hvor folk på morgenkonferencerne er meget åbne og fortæller om det, der har været svært, og om deres tvivl. Desuden er der hver 14. dag møde med kvalitetskonsulenten om UTH’erne.
»Det bliver virkelig gennemarbejdet, og vi tager action på de ting, der er. Vi har et rigtig godt samarbejde imellem afdelingerne, og det er vigtigt, for det er typisk i grænsefladerne mellem afdelinger og specialer, at fejl kan opstå«.
Men hvad tænker du selv kunne have været gjort anderledes for 14 år siden, så du havde håndteret situationen bedre, end du gjorde dengang?
Christine Sølling tænker sig længe om.
»Jeg hørte om en afdeling i Norge, hvor de én gang i måneden taler om de ting, der var lige ved at gå galt – men som man måske kan lære af, og som andre kan lære af. De kaldte det »lærerige hændelser«. Jeg tror, det vil virke utroligt stærkt og blive taget godt imod, hvis en læge eller sygeplejerske stiller sig op og fortæller om sådan noget, og jeg er sikker på, at der ikke vil være den stigmatisering, som nogle måske frygter. I forhold til det faglige tror jeg, at det kunne have været godt for mig. I forhold til det psykiske har jeg ikke følt, at jeg har haft behov for, at der var nogen, som skulle hjælpe eller støtte mig. På en eller anden måde har jeg tænkt, at det var min sag. Den måtte jeg klare«.
For fem år siden døde tre helt unge mænd inden for kort tid af meningitis, og i forbindelse med den efterfølgende mediedebat blev der sat spørgsmålstegn ved, om læger har en nulfejlskultur – en kultur, hvor de ikke accepterer og er åbne om deres egne og andre lægers fejl.
Men sådan ser Christine Sølling ikke på det.
»Vi har en ambitiøs kultur. Der er ingen tvivl om, at vi er meget ambitiøse, og at vi alle helst vil være dygtige og gøre det godt. Men jeg synes ikke, det er det samme som en nulfejlskultur«.
Nogle taler om, at man bør kåre »månedens fejl« for at få mere åbenhed om de fejl, der begås. Er det en god idé?
»Åbenhed er godt, men vi skal ikke være stolte af fejl eller hylde fejl, for det er patienter, det går ud over. Men vi skal være stolte af, at vi håndterer fejl, og det synes jeg egentlig også, at vi er ret gode til«.
Christine Sølling ved godt, at det er let for hende at sige, at der på afdelingen er åbenhed og tillid, og at det virker, som om alle – fra den yngste til den ældste – tør tale om og lære af fejl og klagesager.
»Men jeg må jo også erkende, at det i dag er mig, der er en af »de gamle sure overlæger«, siger hun og griner, »og i kraft af den position kan jeg godt virke anderledes, end jeg måske selv føler mig. Men jeg mener faktisk, at tiderne har ændret sig til det bedre, og at det er blevet mere trygt for de yngre læger i dag«.
Hun fortsætter:
»Selv om det ikke er så mange år siden, jeg var ung læge, var der mere hierarki dengang. Og det var måske også medvirkende til min lukkethed om sagen. Jeg skulle ikke nyde noget af at fortælle nogen om det«.
Men også dengang var der forskel på »de sure gamle overlæger«. Christine Søllings stemme får en varm klang, da hun fortæller om en bagvagt, der gjorde en stor forskel for hende, dengang hun var helt nyuddannet.
»På en af mine allerførste vagter i turnus var der en mand, der døde i mine arme. Det gjorde voldsomt indtryk på mig, og jeg var helt sikker på, at jeg havde slået ham ihjel. Jeg var fuldstændig smadret og utrøstelig«, fortæller hun.
»Heldigvis havde jeg en god bagvagt, som forklarede mig, at patienten var død, uanset hvad jeg havde gjort. Alle de andre læger vidste, at patienten ville dø, men den erkendelse havde jeg ikke, for jeg havde kun læst om det i en teoribog. Men sådan en rummelig kollega kan virkelig gøre en forskel for en ung læge. Det tænker jeg i hvert fald på nu, hvor jeg selv er mere erfaren«.
Det, der har plaget dig i sagen fra din 14 år gamle nattevagt – var det en pligtfølelse som læge eller en mere almenmenneskelig dårlig samvittighed?
»Det er helt klart samvittigheden. Der er selvfølgelig en masse pligt. Men samvittigheden – det er den, der rammer hårdest«.
Er det godt eller skidt?
»Både og. Hvis vi blev for ligeglade, ville det være farligt for patienterne. Men selv om det er vigtigt, at vi både har pligtfølelse og samvittighed, skal vi finde en balance, så vi kan gå hjem fra arbejde og være hele mennesker sammen med vores familie uden at blive plaget og spekulere hele natten over alle detaljer i dagen, der er gået. For vi kan ikke gøre alt perfekt – og vi kan jo altid være flittigere, sødere og mere omhyggelige, end vi var«.
I dag har Christine Sølling ikke vagter mere. Hun bliver ikke længere vækket af en vagttelefon i de tidligste morgentimer, hvor dømmekraften er skrøbelig.
Men historien om nattevagten er alligevel med i baghovedet. Christine Søllings telefon ringer nok 50 gange om dagen, og hver gang skal hun beslutte, om det er noget, hun skal reagere på nu, eller om det kan vente. Præcis som hun skulle på den vagt for 14 år siden.
»Jeg håber, at historien har været med til at gøre mig mere opmærksom. Men den skal jo heller ikke få som konsekvens, at jeg reagerer på alt og stormer af sted 50 gange om dagen. Så det er igen en balance. Der vil altid være et skøn og en vurdering. Sådan er det at være læge«, siger hun.
Hun ærgrer sig stadig over, at hun efter kerneårsagsanalysen undlod at gå ned i akutafdelingen for at tale episoden igennem med kollegaen.
»Jeg fik aldrig sagt undskyld til ham. Det skulle jeg have gjort. Det er ellers ikke, fordi jeg har noget problem med at stå til ansvar. Det er også derfor, jeg fortæller dig det her. Måske kan det alligevel ende med, at jeg tilgiver mig selv«.
Interviewet er forbi. Det er ti timer siden, Christine Sølling mødte ind på arbejde, og det er ikke usædvanligt. Faktisk er det ganske normalt.
Christine Sølling er ikke doven.
