»Det er ærlig talt lidt svært at rumme lige nu – vi skal flytte i overmorgen …«

Mandag den 7/2 I dag er første dag i uge to af vores flytning fra Holstebro til Gødstrup. I sidste uge kørte vi nogenlunde normal drift, samtidig med at stort set alt blev pillet ned om ørerne på os.

Vi mærker nu for alvor, at vi holder til midt i et flyttelæs. Da vi mødte ind til morgen, var det til stort set tomme kontorer og et konferencelokale uden borde og stole, så det blev til stående konference.

Fra i dag laver vi kun akutte operationer og ser kun patienter i ambulatoriet, der ikke kan udsættes. Det vrimler med canadiske flyttefolk, der er specialister i at flytte hospitaler, og snart går de i gang med at demontere operationsstuer og andet udstyr, vi skal have med til Gødstrup.

Det er er en særdeles bæredygtig flytning med en meget høj genanvendelsesprocent af inventar og udstyr. Det er sympatisk og har været en økonomisk nødvendighed, men udfordrende for flyttelogistikken.

Set i lyset af sundhedsvæsenets generelt enorme forbrug og smid væk-kultur har jeg det supergodt med, at vi genbruger i stor stil.

Der er meget at rydde op i, når et mere end 125 år gammelt hospital, og min arbejdsplads gennem mere end 20 år, skal rømmes.

I Gødstrup skal jeg dele kontor med min oversygeplejerske. Det er ikke optimalt. Faktisk er det markant ringe, at jeg som personaleleder ikke kan have fortrolige samtaler bag en lukket dør.

Jeg får ikke plads til de bøger og opslagsværker, jeg har haft på mit gamle kontor, ligesom jeg har måttet smide mange dokumenter ud.

Og for ikke at forstyrre det arkitektoniske udtryk må jeg heller ikke hænge noget op på væggene i mit nye kontor. Mit professordiplom har jeg derfor taget med hjem, men det kan da være, jeg kommer til at købe en selvklæbende krog.

Tirsdag den 8/2 Endnu mere er pillet ned i Holstebro.

Jeg kører til Gødstrup, hvor jeg bruger tid på at tjekke, om det, der er flyttet, er landet på rette plads. Det gælder bl.a. vores konferencerum, hvor det er vigtigt at sikre, at videokonferencen med vores tilbageværende vagthold på Regionshospitalet Herning fungerer, da de først flytter om tre uger.

Jeg når også at deltage i et udviklings- og koordinationsmøde i København via Teams om fast track-alloplastik, som Novo Nordisk Fonden har bevilget 14 millioner kroner til.

Det sker på mit nye kontor, hvor internetforbindelsen til at deltage i videokonferencer viser sig at være langt bedre, end hvad vi har været vant til i Holstebro. På lægegangen har vi dér været plaget af mange trådløse døde zoner, men i det nye byggeri er der ingen lommer, der forhindrer signalerne i at gå igennem.

Min kontorstol og mit skrivebord er genbrug fra mit gamle kontor, og det bidrager til, at jeg ikke føler mig helt fremmed i de nye rammer. Umiddelbart ser alt i Gødstrup ud til at være splinternyt, men det er tydeligt, at det ikke er indrettet med de nyeste modeller af skabe, stole og borde. Jeg kan se, der mangler en skrue i håndtaget på mit jalousiskab. Sådan en må jeg tage med i morgen.

Onsdag den 9/2 Vi har kalkuleret med, hvor mange senge det er nødvendigt at holde åbne. Men hvor vi normalt modtager en akut patient pr. døgn, har vi over de seneste par døgn helt ekstraordinært modtaget otte patienter.

Det udløser en regional kapacitetskonference, hvor vi må efterspørge backup fra de øvrige hospitaler i regionen i tilfælde af, at vi modtager endnu flere akutte patienter.

Det viser sig dog at ende blødt – patienterne udebliver. Men vores kolleger fra Aarhus Universitetshospital kan ikke som ellers aftalt tilbageflytte patienter til os med henblik på, at de kan blive udskrevet her fra Holstebro. Det har vi ikke kapacitet til.

I Gødstrup er der møde med et lidt specielt punkt på dagsordenen. Inden operationsstuerne endnu er taget i brug, har det vist sig, at stormen Malik, der rasede for nylig, har øvet skade på ventilationen på operationsstuerne. Ventilationen kommer fra skakte placeret i taget, men da bygningerne i Gødstrup er af varierende højde, danner kraftige vindstød turbulens, der betyder, at ventilationssystemet ikke virker optimalt.

Det er noget møg. Men godt, at det bliver opdaget, inden patienterne indfinder sig. Det forlyder, det er en konstruktionsfejl.

På mødet drøfter vi, hvad vi skal gøre, indtil fejlen er udbedret. Vi bruger en del krudt på at finde en løsning og når frem til, at de dage, hvor vinden vil være af en vis styrke, rokerer vi rundt på patienterne, så de større operationer foretages i en anden ende af operationsgangen end oprindelig planlagt. Alle udviser pionerånd og er indstillet på, at vi løser problemet.

Torsdag den 10/2 I dag har vi rømmet det sidste i Holstebro, så vi er klar til, at det flyttes i morgen. Det betyder, at vi har været nødsaget til at omdanne to tomme kontorer til omklædningsrum. Et for hvert køn. Al fokus er på at få udskrevet så mange patienter som muligt, så de ikke skal overflyttes til Gødstrup på søndag. Mantraet er: så få patienter som muligt på vejene.

Vi skal også være opmærksomme på de patienter, som uundgåeligt må flyttes. Transportlogistik har vi brugt meget tid på. F.eks. har vi skullet sikre, at der foreligger oplysninger om, hvad vi gør, såfremt en patient får hjertestop undervejs til Gødstrup.

Fredag den 11/2 Det er min sidste arbejdsdag på matriklen i Holstebro.

I de seneste 20 år har jeg boet lige ved siden af sygehuset. Jeg købte mit hus for netop at være tæt på min arbejdsplads og kommer til at savne min daglige morgengåtur til hospitalet. Den har jeg i dag gået for sidste gang.

Fremover skal jeg køre i bil på arbejde, men jeg ser frem til sommer, hvor jeg kan cykle.

Fra det fjerneste hjørne af parkeringspladsen i Gødstrup og hen til mit nye kontor er der lige så langt som fra mit hjem til det kontor, jeg nu forlader i Holstebro.

Jeg er ramt af nostalgi over det, jeg forlader, samtidig med jeg er lidt småeuforisk over det nye, vi skal ud til. Allerede nu, hvor jeg har gået rundt på gangene i Gødstrup ad flere omgange, begynder jeg at falde til. Det fornægter sig ikke, at vi som faggruppe er vant til at skifte arbejdsplads mange gange og derfor er meget omstillingsparate.

Her til morgen har vi to akutte hofteoperationer. Patienterne skal have en lige så god behandling som dem, der blev opereret for 14 dage siden. Selvom der ikke er risici ved at blive opereret inden lukketid, kan det opleves sådan, specielt af patienterne, ved at kunne se håndværkere pille ned og pakke sammen.

I morgen informerer vi de pårørende om, at deres nære flyttes, på hvilket tidpunkt, og hvordan de finder frem til dem i Gødstrup.

Jeg er til møde med hospitalsledelsen, hvor der er mange andre emner end flytning på dagsordenen, bl.a. pukkelafvikling. Det er ærlig talt lidt svært at rumme lige nu – vi skal flytte i overmorgen ...

Ankommet til Gødstrup passerer jeg en flok anæstesiologer, der er på skattejagt. De skal finde frem til placeringen af forskellige rum.

Over middag mødes jeg med kollegerne på min egen afdeling i foyeren for at give en guidet tur rundt på hospitalet. Der er mange lavpraktiske spørgsmål i forbindelse med nøglekort til omklædningsrum og den slags.

Alle skal fra på mandag som minimum trygt kunne finde vej ind fra parkeringspladsen for at klæde om og derpå videre til konferencelokalet, men jeg viser dem også de smutveje og alternative ruter, jeg allerede selv har fundet frem til.

Akutmodtagelsen er placeret lige neden under vores kontorer, så den er nem at finde.

Lørdag den 12/2 Der er mest stilhed før storm.

Jeg har haft kriblen i maven over, om alt – ikke mindst vores computere – kommer ordentligt på plads, og om vi vil kunne undgå COVID-19-smitte blandt personalet. Vi er sårbare og har indtil videre klaret os nogenlunde fri, men selv har jeg ikke set mine børn og børnebørn i 14 dage for at undgå at blive smittet.

Hjemme høvler jeg mail af i min indbakke, der bugner af ulæste mails, hvorefter jeg cykler de første 50 km af Tour de France-strækningen Vejle-Sønderborg på min hometrainer. Det får min »flyttepuls« ned.

Vi ender med lørdag eftermiddag kun at have én patient, der skal overføres til Gødstrup i morgen. Kommunerne især har været yderst behjælpelige med at stille aflastningspladser til rådighed. Lørdag aften modtager vi så to akutte patienter, der i morgen som de første skal opereres i Gødstrup.

Søndag den 13/2 Klokken 05 har vi lukket helt ned for aktiviteten i Holstebro.

Jeg møder ind klokken 07 i Gødstrup for at sikre mig, alt er klart til at operere de to akutte patienter, der har brækket hoften.

Der er doggybags til alle, og jeg spiser morgenmad med sengeafdelingen for at markere en vellykket overflytning, hvorefter jeg kører til Holstebro for at lukke og slukke.

Det bliver en længere operation.

Jeg bistår med at sikre, at alt tilbageværende elektrisk apparatur er koblet fra, at papir er makuleret, at døre, der ikke har været låst i mere end 20 år, bliver låst, og at lyset slukkes. Det sidste viser sig at være sværere end som så. Lyset på gangene kan dæmpes, men det har aldrig været slukket, og ingen aner, hvordan man gør. Men langt om længe finder vi ud af det.

Hjemme igen sen eftermiddag kører jeg endnu en strækning på hometraineren og runder af med en kold øl. Jeg er helt færdig.

Mandag den 14/2 Jeg møder ind klokken 06.15. Vi har planlagt en nænsom start for at sikre, at alt fungerer. Men selvom vores indtag af planlagte patienter er yderst sparsomt, bliver vi alligevel nødt til at aflyse to patienter, da vi er ramt af COVID-19.

På en normal arbejdsdag ville vi synes, det var rigtig træls, men alle lader til at tage tingene, som de kommer.

Alt er nyt og uprøvet, og det vælter ind med praktiske problemstillinger.

Det robotsystem, der skal sikre, at de rette instrumenter ankommer til operationsstuen, fungerer ikke optimalt. Da vi skal operere en akut patient og ikke den oprindeligt planlagte, går der ged i leverancen. Vi må derfor ty til håndholdte løsninger, indtil teknologien er på plads. Træls, men forventeligt.

Der viser sig også at være problemer med opladerstanderne til vores telefoner. Ikke alle er ladt, og nogle kan end ikke oplades. Det er ærligt talt ikke alene overraskende. Det er decideret utjekket.

Tirsdag den 15/2 Også i dag møder jeg ind allerede klokken 06.15, da jeg kan se, der er kommet en del akutte patienter, ligesom der fortsat er stort og småt, der driller.

Der mangler sokker i omklædningsrummene, og nogle oplever, at deres skab er overtaget af nogle andre.

Stien fra personaleparkeringen hen til indgangen er grusbelagt, og når det regner, bliver den gennemblødt. Løsningen bliver formentlig, at den skal asfalteres.

Når det er sagt, kan jeg efter blot få dage konstatere, at jeg allerede nu føler medejerskab til det nye hospital. Det overrasker mig.

Og så banker virkeligheden, som vi kender den, på. Vi indkaldes til den første kapacitetskonference her i Gødstrup. Det er den medicinske afdeling, der igen mangler senge. Det samme sisyfosarbejde om igen. Det samme problem alle vegne, men det bliver det ikke mindre håbløst af.

Der røg lidt af euforien.

Nissen er også flyttet med.