Det er både blevet mere belastende og mere sjovt

Torvet 9 i Silkeborg, én etage op - så er der en klinik med tre praktiserende læger. Svend Vinter er veteranen. Han har været på stedet i godt 25 år, og han har oplevet et patientbillede i forvandling midt i gennemsnitsbyen Silkeborg. Her bor 1% af den danske befolkning, og her tegner befolkningssammensætningen på mange måder et tværsnit af danskerne.

5.000 patienter er tilknyttet lægeklinikken på Torvet 9. Svend Vinter har sin del af denne gruppe, og mange af dem er kommet hos ham i alle 25 år. Gennemsnitsalderen for hans patienter er dermed kommet op på 66 år, men der er også unge patienter imellem, og nogle er tredje generation, så Svend Vinter har haft både forældre, børn og nu børnebørn.

»Ja, nogle af dem, jeg foretog 5-ugers-undersøgelse på, kommer nu med deres eget barn«, smiler Svend Vinter.

»Generelt går folk mere til læge end tidligere. Der er meget mere fokus på krop og helbred, end der var, da jeg startede.

Det betyder også, at vore patienter er godt orienterede, og de kræver information. Det synes jeg kun er godt, men det stiller jo krav til os som læger. Vi skal kunne give dem de uddybende informationer, de kræver, og vi skal kunne svare på de spørgsmål, de stiller. Hvor vi før stort set blot skulle fortælle vore patienter, hvad de fejlede, og hvilken behandling de skulle have, skal vi nu i højere grad argumentere og forklare«.

Patientbilledet er blevet uensartet

Da Svend Vinter startede, var billedet langt mere ensartet: Patienterne kom, fordi de fejlede noget fysisk. De blev undersøgt, der blev stillet diagnose, og der blev udskrevet medicin eller foreskrevet øvrig behandling. Nu former en konsultation sig mere som en dialog, og tidsforbruget kan svinge meget.

»Det gælder også de ældre patienter. Vi har lovmæssigt fået en større pligt til at informere, og patienterne forventer det. Der er dog også de patienter, der helst vil være fri, og som bare vil have at vide, hvad de fejler, og hvad de skal gøre. Og så er der dem, der har siddet og studeret på internettet, hvad deres symptomer kan betyde. Der er jo ikke de symptomer, man ikke kan få til at passe på en farlig cancersygdom, og derfor er vores opgave ofte at afdramatisere. Jeg oplever patienter komme med udskrifter over sjældne sygdomme, som jeg aldrig nogensinde har hørt om, men som de har fundet på én eller anden hjemmeside. Så kan jeg jo hurtigt fortælle, at det var meget interessant, men det er altså ikke det, du fejler. At patienterne selv tilegner sig viden, vælger jeg at se som en faglig udfordring. Det giver et godt grundlag for en snak, og den skal vi tage.

Men det er os som læger, der har den faglige viden, og det må vi selvfølgelig fastholde i vores dialog med patienten«.

Hvad skal jeg vælge?

Autoritetstroen er generelt blevet mindre. En læges ord er ikke mere lov, som det var før i tiden. Men der er stadig dem, der helst vil, at systemet bare tager over.

»Information og rådgivning fylder mere i vores hverdag. Nogle patienter får valgmuligheder fra sygehuset og skal selv bestemme, hvad de vil. De får information om, hvad en operation vil betyde, de får besked om bivirkninger, risikovurdering osv., og så skal de ud fra det træffe en beslutning. Det er svært for nogle patienter, især hvis man ikke er vant til selv at skulle træffe den slags beslutninger. I sådanne tilfælde oplever vi ofte patienter kontakte os for at få et godt råd«, siger Svend Vinter.

Flere vil tale om psykiske lidelser

Det ændrede patientbillede skyldes også større lyst til at tale om psykiske lidelser eller blot om, hvordan man generelt har det. Da Svend Vinter startede sin praksis, gik patienterne til læge, fordi de havde fysiske problemer, men nu er det »lovligt« at snakke om almentilstanden. Patienterne snakker direkte ud af posen i langt højere grad end tidligere, og en konsultation, der starter med noget fysisk, kan let udvikle sig til at handle om noget psykisk.

»Det er noget af det, der har glædet mig mest ved udviklingen: En gang snakkede vi lidt frem og tilbage med folk, der var deprimerede, og hvis det var rigtig slemt, blev de måske henvist til en psykiater. I dag kan vi hjælpe de patienter, der har en depression, ikke mindst fordi det er noget, der snakkes åbent om, og vi har fået en medicin, der vitterligt hjælper uden at give ret mange bivirkninger. Det er en stor tilfredsstillelse. Men det er klart, at det er noget, der tager tid. En sådan konsultation tager let de ti minutter ekstra, der gør, at man bliver bagefter.«

Billedet varierer også, når det gælder flygtninge og indvandrere. Der er stor forskel på, hvad de er vant til fra deres hjemland, og der er forskelle på, hvor de kommer fra i deres respektive lande.

»Hvis vi tager en gruppe som somalierne, er der således forskel på, om de kommer fra byen eller fra landet. Vi oplever somaliere fra landdistrikter, der er meget ydmyge og tøvende. Det er ikke tilfældet med bysomaliere, der heller ikke er specielt autoritetstro«, siger Svend Vinter.

Store krav til omstilling

I takt med denne udvikling i retning mod et mere uensartet patientbillede, er kravene til fleksibilitet og omstilling vokset. Når lægen skal have den næste ind fra venteværelset, kan det være nogle helt andre forventninger til kommunikation, der stilles, end det var tilfældet med den patient, der netop er gået.

»Det er naturligvis en belastning, og det kan også være svært at holde tidsskemaet. Vi når færre konsultationer, og det betyder selvfølgelig, at vi skal være flere om arbejdet. Hos os har vi valgt at tilknytte en sygeplejerske, der kan tage sig af en del opgaver som for eksempel at tage blodprøver«.

»Vi skal kunne omstille os på en helt anden måde, end det var tilfældet tidligere, og det presser naturligvis vort arbejdsmiljø og kan let være stressende. Men jeg har det nu sådan, at det gør ikke noget, man har været presset i løbet af dagen, hvis man blot kan sige, at det samlet set har været en god dag, når den er forbi. Og jeg har det også sådan, at nok er det blevet mere belastende at være praktiserende læge, end da jeg startede, men det er også blevet mere interessant«, siger Svend Vinter.