Som medicinstuderende droppede Niels Vrang hurtigt tanken om en karriere som klinisk læge. I stedet fandt han ud af, at han var god til at forske og sælge. I dag er han medejer af biotekvirksomheden Gubra og stortrives i det private erhvervsliv.
Det var sandsynligvis ikke det, hans venstreorienterede forældre havde forestillet sig, da de foreslog ham at læse medicin. Og heller ikke ham selv. Men Niels Vrang er godt tilfreds med, hvor han er endt. Øjnene lyser begejstret, og han slår stolt ud med armene, da han viser rundt i Gubras nyerhvervede domicil i udkanten af Hørsholm.
Kontrasten til de hvide hospitalsgange kunne ikke være større end her i skovbrynet i Hørsholm nord for København, hvor arkitekttegnede laboratorier og stalde udgør kernen af den biotekvirksomhed, han har stået i spidsen for i otte år.
”Jeg savner aldrig kontakten med patienter. Det gør jeg virkelig ikke. Hvor mærkeligt det end må lyde for andre læger,” siger han og smiler.
Alle forudsætningerne var ellers til stede for en karriere som klinisk læge. Niels Vrang kommer fra et hjem, hvor både faderen og søsteren er læger. Men allerede på medicinstudiet stod det klart for ham, at det var forskningen og ikke det kliniske arbejde som læge, der trak i ham.
”Der er rigtig mange, der læser medicin, fordi de har et kald eller gerne vil hjælpe andre mennesker. Den følelse havde jeg slet ikke. Til gengæld syntes jeg, det var enormt sjovt og stimulerende at være med til at udtænke forsøg og finde frem til nogle resultater, som ingen andre har fundet frem til før. Jeg har nok altid været lidt af en data-nørd,” lyder det fra den 47-årige virksomhedsejer.
Som medicinstuderende havde Niels Vrang det svært med det hierarkiske system, han oplevede ude på hospitalerne.
”Jeg var temmelig træt af at gå rundt på en afdeling og hægte mig op på en læge, der syntes, det var vanvittig irriterende at have en medicinstuderende med på slæb. Det var som om, man skulle være en undskyldning for sig selv. Det tiltrak mig på ingen måde.”
Derfor var det også en let beslutning at satse på en karriere som forsker, da valget stod mellem at skulle i turnus eller skrive phd.
Sammen med Jacob Jelsing, der er biolog og forskningsdirektør i Gubra, og Mads Tang-Christensen, som i dag er ansat i Novo Nordisk, stiftede han Gubra i slipstrømmen på finanskrisen i 2008.
Indtil da havde de arbejdet sammen i kontraktforskningsvirksomheden Rheoscience, som Niels Vrang også var medstifter af. Rheoscience stod klar til at blive børsnoteret, men så kom krisen. Aktiekurserne faldt, og investorerne fik kolde fødder. Det fik de tre til at beslutte at lave en forretning bygget på egne penge.
”Vi ville bestemme selv og være uafhængige af at skulle tilfredsstille investorerne. Men forretningskonceptet er som i Rheoscience. Vi er en kontraktforskningsvirksomhed, der sælger forskning til andre og bruge overskuddet til at lave vores egen forskning,” forklarer Niels Vrang.
Planen var, at de bare skulle være 5-6 ansatte, der skulle hygge sig og bo inde i byen. Men sådan kom det ikke til at gå. I 2014 blev Gubra kåret som gazellevirksomhed af dagbladet Børsen. Siden har virksomheden flere gange måttet flytte til større lokaler, og i dag er den vokset til 75 medarbejdere, der blandt andet forsker i diabetes, fedme og leversygdomme
Fakta
”Ifølge vores direktør, som vi lige har ansat, står der på side ét i konsulentbogen, at du ikke kan levere service ud af huset, hvis du også har din egen forskning inden for biotekbranchen. Men det er præcis det, vi gør. Og det kan med al tydelighed godt lade sig gøre. Dels skaber du en god viden ved at gøre det, og dels skaber du mulighed for at ansætte nogle dygtige folk, fordi de godt kan lide at lave deres egen forskning,” forklarer Niels Vrang.
I starten var kunderne primært danske pharmavirksomheder, men i dag kommer 60 procent af omsætningen fra amerikanske kunder.
”Det, vi sælger, er forskning, men i sidste ende er det en rapport med data. Og det kan man relativt nemt sælge over hele jorden. Derfor kommer størstedelen af vores omsætning også fra udenlandske kunder.”
Det med at sælge er hverken noget, han har lært på medicinstudiet eller har med hjemmefra, men Niels Vrang fandt hurtigt ud af, at han synes, det er sjovt at sælge, og selvom det tidligere lå ham fjernt, er det i dag noget, der fylder en stor del af hans arbejde
”Efter vi har startet Gubra, har jeg revurderet min oplevelse af sælgerarbejdet. For det første fordi jeg har fundet ud af, at jeg er en fantastisk god sælger. Og for det andet fordi jeg synes, det er rigtig sjovt. Jeg kan godt lide at sælge os selv og være med til at tjene vores egne penge.”
Han trives med den daglige kombination af forskning og salg, og han lader sig ikke gå på af, hvad andre indimellem tænker.
”Jeg elsker at sige til folk, at jeg er sælger, fordi det provokerer dem. Det er bare ikke et cool job i Danmark. I hvert fald ikke i intellektuelle kredse. I USA er alle jo sælgere på en eller anden måde, men her betragter man det som noget virkelig taberagtigt.”
For Niels Vrang har valget af en karriere i den private biotekindustrien været det rigtige, fordi det giver ham en større frihed og flere muligheder indenfor forskning.
”Mine år på Panum har givet mig en kæmpe faglig ballast, som jeg bruger hver eneste dag. Set i det perspektiv fortryder jeg ikke, at jeg valgte at læse medicin. Men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ville have trivedes som forsker i den verden. Det befriende ved at sidde i den position, hvor jeg sidder nu, er, at det er meget nemmere for mig at sælge nogle studier til nogle kunder, end at skulle søge penge i en pulje, der efterhånden er reduceret til ingenting. Jeg synes virkelig, det er synd for de stakkels universitetsforskere, der har alle mulige gode ideer, men ikke kan få dem realiseret, fordi der ikke er nogen penge til det.”
Udfordringen har været, at det indimellem er gået så stærkt, at det har været svært at følge med.
”Når man er i den her branche, skal man være meget modig for at sige nej til en kunde. Vi har sagt ja til stort set alt, og det har betydet, at det indimellem har føltes som at være med på et buldrende tog uden mulighed for at hoppe af. Der har ligesom ikke været nogen nødbremse. Man føler hele tiden, at man er lidt bagefter i forhold til, om vi organiserer os rigtigt og er det rigtige sted. Men det har Jacob og jeg forsøgt at løse nu ved at ansætte en administrerende direktør og en finansdirektør, så vi har mere tid til at koncentrere os om salg og det oprindelige forskningsarbejde, som er det, der driver os.”
Niels Vrang forsker ikke længere selv, men han følger alle forskningsprojekterne tæt, og han kender stort set hver en graf, der ryger ud af huset.
”Min tilgang til den kommercielle del er, at jeg ved at være i det private erhvervsliv har større mulighed for at lave det, jeg synes er sjovt. Det, der driver mig, er ikke pengene i sig selv, men at lave forsøg af høj kvalitet, som andre mennesker kan bruge til noget.”
Derfor bliver han også træt, når han hører universitetsforskere udtale, at forskningen i det private er suspekt.
”Der er stadig en udbredt holdning blandt universitetsforskere om, at hvis man først har fået job i det private, så er man gået over til ’the dark side’ og har solgt sig selv til griske fuskere. Det provokerer mig enormt. Hvis der er noget, man ønsker i industrien, er det jo netop at finde ud af, om noget virker eller ej. Hvis ikke det virker, bliver det smidt i skraldespanden. Alt andet ville være en dårlig forretning.”
