"Det er en frifindelse, men ikke en klar dom”

”Det er en frifindelse, men ikke en klar dom.”

Sådan siger Kent Kristensen, som er lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, om frifindelsen af Svendborglægen ved Højesteret i dag.

For det var ikke en enig Højesteret. Flertallet – fire ud af de syv dommere – ønskede lægen frikendt. De sidste tre ønskede en stadfæstelse af landsretsdommen, som lød på bødestraf på 5.000 kroner.

”Det er den størst mulige dissens (mindretalsudtalelse, der strider mod flertallets opfattelse, red.), du kan have, hvor tre ud af syv dommere stemmer for en stadfæstelse af dommen,” siger han.

Det er interessant juridisk, men er det også noget, læger og andre med dagligdag i sundhedsvæsenet bør bide mærke i? Det mener Kent Kristensen.

”Det betyder, at dommen ikke har den principielle karakter, som man fra lægernes side har ønsket, at den skulle have,” siger han.

Tiltalt for grov forsømmelighed

Sagen begyndte i august 2013, da en patient med diabetes blev indlagt med mavesmerter. Den nu frikendte læge konstaterede, at patienten havde diabetes, og bad mundtligt en sygeplejerske om at måle patientens blodsukker. Men lægen journalførte ikke den mundtlige ordination, og blodsukkeret blev aldrig målt. Den efterfølgende morgen blev patienten fundet ukontaktbar, og omkring en måned senere døde patienten af svær hjerneskade som følge af for lavt blodsukker.

Svendborglægen blev tiltalt for grov forsømmelighed. Først blev hun frifundet i byretten i Svendborg , men sidenhen dømt skyldig i Østre Landsret. Sagen gik hele vejen til Højesteret, hvor lægen altså i dag er blevet frifundet.

I dommen lagde Højesteret vægt på, at man, når man giver en mundtlig ordination på måling af blodsukker, har en berettiget forventning om, at der bliver fulgt op af det sygeplejefaglige personale.

At lægen ikke selv fulgte op på, at der ikke kom svar tilbage, fandt flertallet ikke tilstrækkeligt til at dømme hende skyldig.

”Flertallet lægger til grund, at samtlige sundhedspersoner med tilknytning til akutmodtagelsen fortæller, at der er en fælles forståelse af, at det sygeplejefaglige personale kun kontakter lægen, hvis der er noget unormalt ved værdierne,” siger Kent Kristensen.

Sikkerhedsnettet svigtede

Forsvaret lagde under retssagen vægt på, at en række systemkontroller svigtede, og mente derfor ikke, at det skulle skade den tiltalte læge ved vurderingen af hændelsesforløbet. Det gav Højesteret forsvaret ret i.

”Der er en lang kæde af svigt undervejs. Selv hvis der ikke blev fulgt op på målingen, så kunne det sygefaglige personale have målt blodsukker ved triagering og ved indlæggelse. Og bagvagten burde også have opdaget, at patienten var diabetiker,” siger Kent Kristensen.

”Højesteret lægger vægt på, er, at der er et sikkerhedsnet, som man kan forvente virker, hvis folk gør det, man forventer. Og det har de ikke gjort her. Det er derfor, Højesteret frikender lægen for grov forsømmelighed.”

Hvor meget skal journalføres?

Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing har tidligere skrevet, at Svendborgsagen har skabt usikkerhed om, hvilke krav man kan stille til en læges journalføring.

"Hvor meget skal fældes ned, for at man kan have rygdækning i en eventuel senere klage- eller tilsynssag?” spurgte han i januar.

Præcis det spørgsmål besvarer Højesteret ikke direkte, men det faktum, at der IKKE tages stilling til journalføringen i dommen giver et fingerpeg.

”Det betyder, at det i denne sag ikke er udtryk for grov forsømmelighed ikke at journalføre en mundtlig ordination,” siger Kent Kristensen.

Men ifølge Kent Kristensen kan læger ikke af den grund bare gå ud fra, at de kan slippe for at journalføre mundtlige ordinationer eller følge op på ordinationerne.

”Man kan ikke ud fra dommen generelt konkludere, at mundtlige ordinationer ikke skal journalføres”, som han siger.

”Når flertallet frifinder lægen, frifinder de for grov forsømmelighed. Det betyder jo ikke, at lægen ikke har været uagtsom."

Opmærksomhed ved bagvedliggende sygdom

Ifølge Kent Kristensen er grunden til den lange række af svigt, som resulterede i, at sikkerhedsnettet ikke virkede, at der ikke var ekstraordinær opmærksomhed på, at patienten kom ind med en anden bagvedliggende sygdom – diabetes.

”Det, vi skal lære af den her dom, er, at vi skal være særligt opmærksomme i sager, hvor folk kommer ind med en anden sygdom. I den her sag kom patienten ind med mavekramper, men var kendt diabetiker. Der er man nødt til at have ekstraordinær opmærksomhed. Det har man ikke haft her, og det er derfor, at sikkerhedsnettet har svigtet.”

Læs mere om Svendborgsagen i Ugeskriftets tema.