En række lægefaglige selskaber har bittesmå medlemstal. Mød nogle af dem her. Denne gang Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, som p.t. har 146 lægelige medlemmer. Birgitte Klindt Poulsen er et af dem. Hun er overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og funktionsleder på Enheden for Klinisk Farmakologi på Aaalborg Universitetshospital.
Vis mig dit Speciale
Jeg laver rigtig mange forskellige ting. Vi er jo et nyt speciale fra 1996, så vi er stadig i en opbygningsfase, og det er et speciale, der ekspanderer. Så jeg arbejder både med lægemidler til den enkelte patient, hvor jeg finder den medicin, der lige nøjagtig spiller sammen med patienten i forhold til sygdomme, symptomer, paraklinik, alder og påvirkede organfunktioner. Så er der rådgivning af afdelingerne om f.eks. det bedste standardsortiment. Der er myndighedsbetjening, f.eks. spørgsmål fra regionspolitikere og andre, der arbejder med lægemidler. Så er jeg medlem af RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin). Jeg er også med i Patientombuddet for den gruppe, der arbejder med risikolægemidler. Endelig har jeg meget undervisning og uddannelse. Og så selvfølgelig forskning.
Der er helt klart forskel på regionerne. Region Sjælland har f.eks. først lige nu ansat deres første kliniske farmakolog. Men alle arbejder meget med lægemiddelrådgivning. Vi tilbyder også alle læger i både primær- og sekundærsektor, at de kan skrive til os med spørgsmål om konkrete patienter. Og vi arbejder mere eller mindre alle sammen med undervisning og forskning. Der er også en gren af specialet, der retter sig mod industrien og arbejder med lægemiddeludvikling, sikkerhed og bivirkninger.
Det tiltalte mig, at det er et speciale i udvikling. Det skal bygges op og formes. Og så frem for alt den efterspørgsel, der er fra begge sektorer, regionerne, Sundhedsstyrelsen og industrien for den sags skyld. Og at behovet er så stort. Det er blevet mere komplekst omkring lægemidler. Og så er der tid til at forske. Tid til at have både helikopterperspektivet regionalt og nationalt, men også
til at gå helt ned i detaljen ind imellem. Det spænd er enormt spændende.
Det var i forbindelse med et forskningsprojekt. Jeg kendte det ikke før. Det var jo også i 2002, hvor det var meget nyt.
Det, vi har mærket de sidste par år, er en helt klart større efterspørgsel. Både fra sygehusene generelt og helt klar i lyset af Den Danske Kvalitetsmodel, hvor medicineringsstandarderne fylder meget – de er kritiske for patientsikkerheden. Efterspørgslen stiger også fra regionerne og nationalt i forhold til RADS-arbejdet. Vi kan også mærke, at vi rent uddannelsesmæssigt bliver involveret mere og mere. Vi er i den situation lige nu, at vi har mere arbejde end speciallæger. Men der er rigtig dygtige folk på vej gennem systemet, og det er helt sikkert et speciale i udvikling. Humlen er, at vi skal have det til at hænge sammen, indtil der er uddannet nogle flere.
