»Det er helt klart, at kroppen husker traumer«

Hos rehabiliteringscenteret Oasis midt på Strøget i København behandler man traumatiserede flygtninge og deres familier, der er ramt af tortur, forfølgelse, flugt og tab.

I 11 år har psykiater Anne Lindhardt arbejdet her. Hendes meritter, som tæller både centerchef for Psykiatrisk Center København, formand for Psykiatrifonden og medlem af Retslægerådet, er bredt anerkendt, og i foråret blev hun udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab, bl.a. begrundet med, at hun »forbilledligt har formået at holde et skarpt fokus på mennesket bag diagnosen« og sin »store dedikation til patienternes ve og vel«.

I april fyldte hun 80 år og har derfor netop valgt at gå på pension. Men inden hun takker helt af, vil hun gerne fortælle om arbejdet i Oasis.

»Min sociale samvittighed er i den grad holdt vågen og åben her. Jeg synes, vi i Danmark har alt for mange fordomme om flygtninge og indvandrere og en helt igennem grim retorik. Her møder man mennesker, der har været igennem nogle livsbegivenheder, man faktisk ikke kan forestille sig, og som på en eller anden måde har overlevet. Er forslåede, ja, men stadig står med meget stor værdighed«, siger Anne Lindhardt, da Ugeskrift for Læger besøger hende i sit nu forhenværende konsultationsrum i Oasis.

»Mange af vores patienter har været traumatiserede hele livet, og der bliver ved med at komme noget nyt. Der bliver ved med at være krig. Der er usikkerhed hele tiden. Og man ved, at menneskeskabte traumer er de værste. Traumer skabt af naturkatastrofe er lidt lettere at komme igennem. Menneskeskabte traumer som krig, fængsling, tortur og forfølgelse skaber en helt grundlæggende mistillid til omverdenen. Man kan ikke stole på nogen, og det er helt klart der, hvor ens evne til at heles går mest i stykker«.

Psykisk traume kan skabe smerter i kroppen

Der findes forskellige behandlingstilbud til traumatiserede flygtninge i alle regioner. Oasis er ét af dem.

Oasis blev oprettet i 1987 som et behandlingssted, hvor flygtninge og familiesammenførte kunne få hjælp. Lige nu har man 100 aktive forløb.

Patienterne har ifølge Kristina Carlsson, som er behandlingsleder og specialpsykolog på Oasis, ikke »bare« oplevet en krig, men kommer ofte med barndomstraumer, »utroligt vanskelige familieforhold« og har ofte oplevet »psykiske, fysiske og seksuelle overgreb«.

»Oven i det kommer en krig, så bliver de måske fængslet og tortureret, så har vi en flugt, hvor båden måske synker, og den gravide kone kan man ikke hjælpe… Det er meget kompliceret«, fortæller hun og fremhæver også postmigrationsstress, hvor mennesket mister orienteringen i en ny fremmed verden, som noget, der belaster denne gruppe af mennesker.

Tilbuddet hos Oasis er gratis, og patienterne skal henvises via egen læge, en speciallæge eller en kommunal lægekonsulent. Typisk henvender patienterne sig dog i almen praksis med diffuse somatiske symptomer, søvnproblemer, smerter og udmattelse, fortæller Kristina Carlsson. Hun forklarer, at det hænder, at traumerne bliver overset, fordi symptombilledet er så forskelligt og ofte manifesterer sig som konkrete smerter, men også fordi tolkningen kan spænde ben.

»Hvis man kommer fra en kultur, hvor der ikke er ret meget tale om psykiske symptomer, men det er fuldstændig legitimt at have fysiske symptomer, så er det den beskrivelse, du får«, forklarer hun og fortsætter:

»Vi oplever en stor interesse blandt læger for viden om, hvordan man kan genkende og forstå traumereaktioner, og hvordan kulturbaggrund, tolkning og familieforhold spiller ind i behandlingen«.

Ifølge Anne Lindhardt handler det særligt om at have en forståelse af, at folk kan komme fra nogle livsomstændigheder, man knap kan forestille sig.

»Man skal være opmærksom på, hvad det er for en person, man sidder over for, og som kommer fra hvad. Ikke bare lytte på de symptomer, de beskriver, men også tænke over, hvor det er, man kommer fra med sit symptom. Det tror jeg, er meget, meget vigtigt for at få helhedsbilledet«, siger Anne Lindhardt og tilføjer:

»Der er mange socialt komplicerede historier. Det handler om at stykke sammen, hvad der er somatik, hvad der er tidligere traumer, og hvad der er af livsomstændigheder lige nu. Det kan praktiserende læge jo ikke nå alt sammen, men man kan godt have et lille obs på, at det ikke nødvendigvis bare er ,ondt i ryggen’. Bare disse enkle spørgsmål i almen praksis: Hvad med dit liv lige nu? Er der noget, der særligt belaster dine tanker, din søvn, dine mareridt? Jeg ved, du kommer derfra, bliver du ved med at huske på de ting, der skete? Det handler om at udvide bevidstheden til at tænke, at når det er smerte på smerte, så er det meget sandsynligt, at der er en traumebaggrund. Vi kaster mange penge ud i smertebehandling, men hvor meget virker det? Det tør jeg ikke sige, men jeg vil sige, at kropsterapien her er fuldstændig afgørende. Kombinationen af vores behandling er meget afgørende«.

»Gud bevare dine hænder«

Hver patient får hos Oasis et fast miniteam omkring sig med en psykolog, en socialrådgiver, en kropsterapeut og, når det er relevant, også en læge.

De typiske forløb er 14 måneder lange, og det er også den maksimale tid, man kan være tilknyttet Oasis. Et forløb kunne være, at man en gang om ugen er ved psykologen, en gang om ugen ved kropsterapeuten og ved behov hos lægen.

På et whiteboard – en »wonderwall« – hænger citater fra patienterne. »Magiske hænder« og »Gud bevare dine hænder«, står der bl.a.

En af dem, som måske bærer de magiske hænder, er Gita Nielsen. Hun er kropsterapeut, og på hendes kontor er der en madras på gulvet, en briks med gule og orange farver og et lille rundt bord til samtale. Det er meget individuelt, hvor hurtigt og hvor meget den enkelte kan klare at blive berørt.

»Nogle har jeg samtaler med i lang tid om kroppen, før jeg kan gå videre, fordi det føles meget farligt at gå til kroppen, når man er blevet traumatiseret. Vi skal først oparbejde en hel del tillid. Vi arbejder rigtig meget med øvelser og vejrtrækning. Alt hvad der kan få nervesystemet til at blive nedreguleret igen«, forklarer Gita Nielsen.

»Vi arbejder ud fra tesen om, at alt, hvad der er sket, det husker kroppen. Så når vi åbner op for kroppen, gør vi det meget nænsomt. De skal kunne kapere det materiale, der kommer op. Noget af det, der kommer op, skal bringes videre til det psykologiske rum. Vi arbejder meget tæt sammen med psykologerne. Der er en masse ting, der ikke kan komme frem, før der er en forankring i en krop og i et nervesystem«, forklarer Gita Nielsen.

Anne Lindhardt siger:

»Vi arbejder meget tværfagligt, og det at kende patienterne fra flere sider er en meget vigtig del af arbejdsformen. Psykologerne hører én ting, kropterapeuterne og socialrådgiverne noget andet og lægerne måske noget helt fjerde. Så det samlede billede er vigtigt«.

Hun fortæller, at der er mange, der udtrykker traumerne gennem kroppen. Mange har invaliderende smerter.

»Det er en ting, som er meget påfaldende. Det er helt klart, at kroppen husker traumer. Helt klart. Det, vi prøver herinde, er at få sat lidt ord på de oplevelser, der ellers kun sidder i kroppen. Det lykkes en del gange, og en del gange lykkes det ikke. Og så bliver man nødt til at kunne hjælpe folk med at kunne leve med de traumer«.

Psykisk sygdom på et andet sprog

Patienterne, der kan henvises til Oasis, har enten været udsat for traume i et andet land end Danmark eller er børn af forældre med et traume.

»Hele spørgsmålet om traumers betydning for udløsning af psykiske lidelser, eller det at traumer i sig selv giver PTSD, det har der tidligere været en afstand over for at ville anerkende. Inden for de senere år er der kommet en bevidsthed om traumers betydning som medudløsende faktor for rigtig mange psykiske lidelser. Det er jo ikke mærkeligt, at der er et eller andet, der sætter en kæde i gang, som så bliver til en sygdom. Vi ser jo ufatteligt mange, der helt klart har PTSD, men så har de alt muligt andet ved siden af, for det er ikke bare enten-eller«, fortæller Anne Lindhardt.

Patienternes baggrund og kultur skal man kende til, for symptombilledet varierer, afhængigt af hvor man kommer fra.

For tiden fylder de ukrainske patienter. Her er der mindre internt stigma i forhold til psykisk sygdom end hos mange af patienterne fra mellemøstlige kulturer, hvor det opfattes mere skamfuldt.

Anne Lindhardt har primært bistået med psykopatologiske udredninger for at vurdere, hvad patienterne fejler i en psykiatrisk forstand.

»Det kan ikke gøres, uden at man også taler rundt om deres land og får en fornemmelse af deres livsomstændigheder. Jeg ordinerer medicin, der hvor det er nødvendigt, men det kan somme tider være meget svært. Samtidig med at de har en stor tillid til os, har de en stor mistillid til medicinen. Der er mange, mange fordomme blandt vores målgruppe om, at hvis man får medicin, så er man skør, og så bliver man udstødt. Jeg har hørt mange historier om, hvordan folk har skullet skjule medicinen for deres pårørende«.

Det meste af arbejdet i Oasis foregår med tolk. Så tolkekorpset er helt essentielt for en god behandling. 
Oasis har 22 fast tilknyttede tolke, og patienten har den samme tolk under alle seancer, og det er noget af det, Anne Lindhardt vil fremhæve som særligt godt.

»Hvis tolken ikke kender sin metier, ikke ved noget om psykiatri og ikke har siddet der mange gange før, så er det meget usikkert, hvad der bliver sagt og oversat. Jeg har oplevet det, jeg kalder en kulturtolkning, dvs. jeg stiller et spørgsmål, så kan tolken kigge på mig og sige: ,Det spørgsmål tror jeg ikke, forstås i vores kultur’. Det er jo en gave. Det er meget trygt, at de ikke er bange for at tage den snak, fordi vi jo netop vil gøre os forståelige.

Vi har jo en ekstremt vestlig tankegang i psykiatrien. Hele vores udspørgen og diagnostik er meget baseret på en vestlig kultur, så det er vigtigt, at en tolk kan korrigere mig en gang imellem«.

Suppeopskrift på en trist baggrund

Anne Lindhardt oplever, at behandlingen giver »mere liv« til patienterne.

»Jeg har lært fantastisk meget herinde om livsvilje og resiliens. Jeg har lært noget om ikke bare at være et offer. Det er jeg meget opmærksom på, når jeg møder en patient: ikke bare at se en, der har været udsat for noget, men se på potentialerne. Det er et livssyn, som jeg tror, har ændret sig hos mig over årene«, forklarer hun.

Anne Lindhardt griner hjerteligt, da hun kommer til at tænke på en afghansk kvinde med en ellers lang svær historie, som hun en dag faldt i intens snak om en madopskrift med.

»Der har jo været nogle ordvekslinger, som har været helt vidunderlige. Det er de der glimt, hvor man pludselig bare er to mennesker, som er optaget af, hvilke krydderier man putter i en suppe. Det handler jo ikke om at stoppe med at være professionel, men det handler om at anerkende, at vi også er noget andet. Det tror jeg, er fantastisk vigtigt«.

Tonen bliver mere alvorlig, da hun fortæller om en ung mand fra Gaza, som hun havde til støttesamtaler. Hver gang de mødtes, var et nyt familiemedlem blev dræbt i konflikten med Israel.

»Pludselig bliver det lidt abstrakte og det, man ser i tv, helt konkret. Det er jo det, enkeltpersoner kan gøre«.

Nu stopper Anne Lindhardt i Oasis, men hun stopper alligevel ikke helt med sit engagement i psykiatrien. Til efteråret skal hun igen til Grønland, hvor hun har arbejdet i mere end 30 år, ligesom hun også fortsætter som superviser i psykoterapi.

»Jeg har aldrig fået så mange jobtilbud, som da jeg gik på pension, men jeg håber også, at jeg i min alder kender min begrænsning«.