»Det er helt vildt, hvor mange nervesystemer I møder i løbet af en dag«

Hun sidder yderst på stolekanten. Benene vipper uroligt, fingrene piller ved lynlåsen, og blikket søger mod døren. Han sidder rank på stolen med et fast, direkte blik. Kæben er spændt, og tonen er fuld af modvilje mod systemet.

Kan du genkende de to patienttyper?

Det er den ’ængstelige’ og den ’kampklare’ patient.

De blev begge beskrevet på lægekursus om ’Opdagelse, forståelse og behandling af psykologiske traumer og deres somatiske symptomer’.

Her var praktiserende læge Anna Winthereik kursusleder, mens klinisk psykolog Mia Schwartz var underviser. Hun forklarede, at når patienter med traumer dukker op i praksis, skal man vide om dem: Når de lugter røg, tænker de straks på ildebrand. Også selvom der bare er brød i risteren.

»Alle de mennesker, I møder i konsultationen, har en bagage med sig«, sagde psykologen og understregede, at traumer påvirker den måde, patienten ser sig selv, andre og verden på.

Målet med kurset var at gøre læger mere bevidste om patienters traumehistorik – og bedre i stand til at håndtere dem.

Traumer er udbredt

Kursusdeltagerne blev bedt om at huske tre patienter fra egen praksis, der »larmer« i klinikken, og overveje, om de kender deres traumehistorik. Helt op mod 70-90 procent af befolkningen har nemlig traumer med sig, fortalte Mia Schwartz.

»Det er langt mere normalt, end man tror«, slog hun fast.

Når de dukker op hos egen læge, er det ofte med somatiske symptomer. Selvfølgelig skal smerter og spændinger i højre kæbe tænkes somatisk af lægen, men psykologens opfordring var at overveje, om spændingen kunne skyldes, at det var det øre, patienten blev råbt i som barn. Hun havde selv erfaret:

»Det er få patienter, der kommer hos mig, der ikke har mave-tarm-problemer«.

Kroppen husker

Kroppen husker nemlig, selv når sindet ikke gør. Det illustrerede psykologen med et eksperiment, hvor en patient med korttidshukommelsestab ikke kunne huske lægen fra gang til gang. Derfor gemte lægen en nål i hånden under et håndtryk. Næste dag huskede patienten stadig ikke lægen, men kroppen trak automatisk hånden til sig. Pointen var:

»Kroppen husker ting, og jeres patienter har ikke nødvendigvis selvbevidsthed eller opmærksomhed på det«, sagde Mia Schwartz.

Forholdet mellem krop og psyke blev også illustreret med et ’følelseskort’ over, hvor i kroppen følelser som vrede (overkrop/hoved/arme), angst (hals/bryst/mave) og skam (især hoved) mærkes fysisk.

Hendes pointe var, at man som læge skal anskue nervesystemet og kroppen som en budbringer.

Husk validering

Men hvordan håndterer lægen patienten, der har bagvedliggende traumer? Psykologen forklarede, at det handler om at skabe et sikkert rum ved hjælp af en traumetilpasset tilgang til patienten: Udvise venlighed, tilpasse kropsholdning samt validere følelser.

»Man skal ikke undervurdere en god validering. Det fjerner ikke symptomer, men det gør, at man føler sig set. Man kan for eksempel sige: ’Det lyder rigtig ubehageligt’ eller ’jeg kan godt høre, at det virkelig har en stor betydning for dit liv’. Så har vi jo ikke sagt, at det er sandt eller rigtigt«, lød psykologens konkrete forslag.

Tættere samarbejde

Slutteligt validerede hun, hvordan det må opleves at være praktiserende læge.

»Det er helt vildt, hvor mange nervesystemer I møder i løbet af en dag«, sagde hun.

For både lægernes og patienternes skyld drømte hun om et tættere samarbejde mellem almen praksis og psykologer.

»Jeg vil altid gerne samarbejde med egen læge - men held og lykke!«, sagde hun med henvisning til barrierer såsom krypterede forbindelser.

Hun tilføjede:

»I den perfekte verden sad vi sammen, og så kom I lige ind til mig, så vi psykologer kunne hjælpe og aflaste jer«.