Hvem tager ansvaret?
Da Ugeskrift for Læger første gang taler med Joachim Hoffmann-Petersen, formand for DASAIM, om en vejledning i triagering, er han en lettet mand. Det er en god dag. Han er på vej hjem fra en vagt, hvor det er lykkedes at få to coronapatienter ud af respirator.
Begge er ældre mennesker, og begge har gennemgået et hårdt forløb – helt op til fem uger – i respirator. Nu kan de trække vejret selv.
De lange intensive behandlingsforløb for de sværest syge coronapatienter er noget af det, der er kendetegnende for sygdommen, og som samtidig er en væsentlig årsag til, at der kan opstå pres på den intensive behandlingskapacitet.
Derfor har DASAIM da også presset på for at få
en national vejledning i triagering, forklarer Joachim Hoffmann-Petersen.
»Det må ikke være den læge, der tilfældigvis er på vagt om natten, som skal stå alene med beslutning
og ansvar. Den enkelte kliniker er selvfølgelig med til
at træffe den lægefaglige beslutning og afvejning, men man skal vide, at ansvaret er placeret højere oppe i systemet«, siger han og tilføjer:
»Det er et notat, der kun skal findes frem, hvis alt andet er gået galt, og vi står i en situation, som det danske sundhedsvæsen aldrig før har stået i«.
For DASAIM har det været vigtigt, at vejledningen bliver ens i alle fem regioner, at den er klar og gennemskuelig, og at den bygger på de lægefaglige vurderinger, som lægerne i forvejen anvender, når de vurderer patienternes behandlingsbehov
»Som det er nu, bruger vi ikke alder som parameter. Vi ser på patientens normale funktionsniveau, tidligere sygdom og den aktuelle sygdom. På den måde kan alder kun indirekte indgå i beslutningen om behandling, men den indgår ikke som en selvstændig faktor«, siger Joachim Hoffmann-Petersen.
Men selv om vejledningen bygger på kendte principper, sker der noget, når svære overvejelser omsættes til bogstaver, ord og sætninger på et stykke papir, erkender han. Det er ikke et notat, man har lyst til at skrive.
»Det er der, hvor jura støder sammen med lægevidenskab og lægekunst. Og der bliver det kompliceret. Det skal skrives klogt«.
I første omgang udeblev katastrofen på de danske sygehuse, vi undgik italienske tilstande, og Joachim Hoffmann-Petersen tror og håber på, at det fortsat kan lykkes Danmark at styre uden om det værste. Derfor haster notatet ikke, understreger han.
Men der er stadig en række ubekendte.
»I starten af epidemien frygtede vi, at vi kom til at løbe tør for respiratorer, men i dag kan vi se, at forsyningsproblemerne er mere alsidige. Vi kan blive presset på intensivpladser, ECMO-behandling, specifikke behandlinger og lægemidler som for eksempel Flolan (epoprostenol). Og vi kan blive presset, når der dukker et godkendt antiviralt lægemiddel op, som virker mod coronavirus. Men den begrænsende faktor til hverdag er jo personalet. Hvis vi kommer til at opleve
et langvarigt tryk, er man nødt til at tage hensyn til personalets psykiske velbefindende«, siger Joachim Hoffmann-Petersen.