»Det er ikke en skraldespandsdiagnose mere«

En patient lå ned 23 timer i døgnet. En anden patient havde mistet evnen til at tale. En tredje havde ondt i hofterne og følte, de faldt fra hinanden. Eksemplerne var mange på patienter, der måske lider af en funktionel lidelse. Eller måske noget helt andet.

Netop kompleksiteten, overlap til andre sygdomme og diffuse symptomer var omdrejningspunktet på sygeplejerskekurset ’Forstå diagnosen funktionel lidelse’. En diagnose, som en kursist refererede til som ’skraldespand’. Men det blev afvist.

»Vi kan bestemt se symptommønstre. Vi har positive kriterier for det. Det er ikke en skraldespandsdiagnose mere«, lød det fra kursusleder Marianne Rosendal, speciallæge i almen medicin og forsker i funktionelle lidelser.

Magtesløshed nytter ikke

Funktionel lidelse er, når patienter har tre eller flere fysiske symptomer (f.eks. hjerte, lunge, mave/tarm, bevægeapparat, træthed, hovedpine etc), som påvirker funktionsevne og livskvalitet, og som ikke kan påvises ved medicinske tests. Selvom skraldespanden er væk, er frustrationer stadig en stor del af hverdagen for patienter med funktionelle lidelser og deres behandlere. Magtesløshed blev nævnt igen og igen.

»Der er den dér frustration. Patienterne vil gerne hjælpes. Men jeg føler ikke, vi kan«, lød det fra en sygeplejerske til kurset.

Det genkendte de tre læger, der stod for kurset.

»Det hele er nemt én stor magtesløshed. Men det hjælper ikke noget. Det skal vi sætte os ud over«, lød budskabet.

Uld i mund

Både indsigt og redskaber hjælper patienterne. Centralt er måden, man taler med patienterne på.

»Man når nemt uld i munden, når man skal forklare funktionel lidelse. Det er et godt mål at have, at man kan forklare det lige så tydeligt som sukkersyge«, lød det fra underviser og alment praktiserende læge Klaus Hansen.

»Det kan vi godt tale med patienterne om. Mange tager godt imod det«, lød Klaus Hansens erfaring.

Usikkerhed hos behandlerne

Anerkendelse var et andet nøgleord. Kususdeltagerne blev kastet ud i en øvelse, hvor de spillede patient og behandler. Flere af ’patienterne’ oplevede, at særligt anerkendelse gjorde en forskel. De følte sig hørt, når behandleren ’gik med’ dem, og lettelse over, at sygdommen har et navn.

»Mange får at vide, du fejler jo ikke noget«, lød en pointe fra underviserne.

Men det fører kun til øget frustration hos patienterne og et patientpres: I må da kunne finde noget! Der må da være en årsag!

Et patientpres, som kan gøre behandlerne.

»Den usikkerhed hos behandlerne – kan der være noget andet galt? – skal vi også anerkende«, lød det fra underviserne.

Vend den onde spiral

Cecilie Bryld, overlæge ved Klinik for Funktionelle Lidelser, Region H, kom ind på flere værktøjer til almen praksis. Ud over anerkendelse og afstigmatisering er der evidens for, at gradueret genoptræning, kognitiv terapi, mestring samt i nogle tilfælde medicin hjælper.

Og så: Tid. For der skal først og fremmest lyttes.

»Tid betyder rigtig meget. Det har I ikke meget af ude i almen praksis. Men så over tid. For I har mulighed for at give flere tider«, lød det fra Cecilie Bryld.

Over tid kan patienten lære at leve med sine symptomer (for nogle forsvinder de helt) og opnå en bedre balance mellem aktivitet og hvile. Og dermed vende den onde spiral mellem psyke og soma.

Underviserne anbefalede slutteligt Sundhedsstyrelsens redskabssamling til behandling af funktionelle lidelser, der er udviklet netop til almen praksis, og som kan downloades på SST.dk. Den indeholder 15 konkrete redskaber.

»Start med nogle få redskaber og byg så stille og roligt op«, lød deres råd.