Det er ikke enten-eller - det er både-og ...

Lægeforeningen har netop afholdt det sidste af tre debatmøder om den prægradaute lægelige uddannelse - et på hvert af de sundhedsvidenskabelige fakulteter. I Århus og Odense var møderne meget velbesøgte, mens det kneb lidt mere i København. Diskussionslysten var til gengæld stor på alle tre fakulteter, og det gav et godt input til Lægeforeningens videre arbejde på området.

Der var i programmerne for de tre arrangementer lagt op forskellige foki for diskussionerne. På Aarhus Universitet (AU) blev forskningen i den prægraduate lægelige uddannelse drøftet, på Syddansk Universitet, Odense (SDU) var klinikopholdene omdrejningspunktet for diskussionen, og på Københavns Universitet (KU) blev overgangen mellem den prægraduate uddannelse og videreuddannelsen fokuspunkt.

Forskningsbaseret lægelig uddannelse

Det blev slået fast, at der er mange udfordringer for den forskningsbaserede uddannelse, blandt andet pegede dekan Søren Mogensen, AU, på, at indførelsen af professionsbachelorerne formentlig vil føre til, at de universitære bacheloruddannelser ikke behøver at være forskningsbaserede. Hertil kommer generationsskiftet i stabsstrukturen på institutterne, der er en enorm udfordring. Det sidste kunne imidlertid gøres mindre ved at præsentere akademisk medicin som en egentlig karrieremulighed for de studerende, påpegede repræsentanter for de studerende. Også løninstrumenter blev i denne sammenhæng fremdraget som relevante for løsningen af problemet.

Generelt var der på alle tre universiteter tilfredshed med de studerendes vidensniveau. Men en del pegede på det problem, at de studerende lærer en masse teoretiske færdigheder, som de har vanskeligt ved at anvende i praksis. Samtidig blev det påpeget, at de studerende som regel bliver bedømt på absolut viden, og det disharmonerer med den universitetskultur, uddannelsen befinder sig i, og harmonerer langt bedre med en skolekultur. Enkelte påpegede, at lægeskolen er den eneste skole, der er tilbage i Danmark - selv i folkeskolen brydes faggrænser. Samtidig blev det pointeret, at lægeskolen er hurtig og billig - men man får ikke gode akademikere/forskere ud af den. Her blev - som det ofte var tilfældet under drøftelserne - tiden fremhævet som den primære årsag til vægtningen af lærebogsviden og paratviden. Længere tid til kurserne ville give mulighed for mere projekt- og forskningsbaseret uddannelse.

Indførelsen af et speciale blev diskuteret heftigt. Dekan Søren Mogensen, AU, pointerede, at den prækliniske uddannelse er under pres pga. nedgangen fra 6 til 6 år, og at forkortelsen førte til, at man opgav at indføre et egentligt speciale i Århus. Fakultetet ser gerne et speciale indført, såfremt der bliver givet et halvt år ekstra til det. Andre mente, at indførelsen af et speciale ville være en fordel - også inden for den nuværende seks-års-ramme - især hvis det kom til at gælde for samtlige tre medicinuddannelser, fordi kandidaterne fra de tre uddannelser på nuværende tidspunkt opnår meget forskellige forskningskompetencer afhængig af uddannelsessted. Der var imidlertid også synspunkter gående på, at ikke alle skal forske, og at et speciale ikke harmonerer med, at flest vil være klinikere. Derfor er det vigtigt kun at fange de studerende, der har interesse for forskningen, og at opretholde deres mulighed for at tage et forskningsår. Endelig var der forslag gående på indførelse af et speciale, hvorfra det var muligt at vælge et forskningsår.

Kliniktid

Også kliniktiden fik meget plads i debatten på fakulteterne. Lægeforeningen havde i sit udkast til en politik for den prægraduate lægelige uddannelse peget på, at såvel studerende som afdelinger er nødt til at tage ansvaret for uddannelsen i kliniktiden på sig. Det var der bred enighed om på møderne. På SDU vil man i de kommende år forhandle kontrakter på ansættelser til prægraduat uddannelse på afdelingerne, således at sundhedssystemet ved, at de har en opgave med at uddanne prægraduate studerende på lige fod med forskning og videreuddannelse. Herudover blev det på møderne pointeret, at en systematisk evaluering af klinikopholdene er en mangel (skønt der på KU er en inspektorlignende ordning, der dog pga. ressourcemangel ikke dækker så bredt som ønsket). Også uddannelse i skabelsen af gode læringsmiljøer på og for afdelingerne ville være en mulighed for forbedring af klinikopholdene, ligesom det kunne være en fordel at indgå i et samarbejde med afdelingerne om formuleringen af målbeskrivelser for de studerende i klinikken.

Indførelse af en elektronisk logbog - gerne den samme som den, der benyttes i videreuddannelsen - ville være et godt redskab til at skabe sammenhæng i uddannelsen.

»Vi styrer en uddannelse uden at have kontakt til hverken motor eller hjul«, sagde dekan Mogens Hørder, SDU, med et smil, mens han pointerede, at forskningsfeltet (professionsuddannelse og læring) - om end det udvikler sig stærkt i disse år - stadig er småt. Vi ved ikke, hvad der er barrierer for gode klinikophold, vi ved ikke, hvad der karakteriserer et godt klinikophold, og vi ved heller ikke, hvor megen uddannelse en enkelt afdeling kan bære. Hvad er egentlig uddannelseskapaciteten? Og kan den ændres, hvis de studerende er ude to og to og reflekterer med hinanden, hvis de, der er under speciallægeuddannelse, inddrages i uddannelsen af studerende osv.?

Samtidig blev det gentaget, at uddannelsen, netop fordi så stor end del af den foregår i det fungerende sundhedsvæsen, også må udvikle sig i forhold til den udvikling, der er her. Det betyder, at man må overveje, om de nye sundhedscentre f.eks. kan benyttes i uddannelsessammenhæng, om ambulatorier skal inddrages osv.

På SDU overvejes det ligeledes at eksperimentere med færre, men mere professionelle undervisere - altså mindre mesterlæretænkning og mere læringstænkning.

Skal læger være ens?

Lægeforeningen har flere gange foreslået, at der udarbejdes en beskrivelse af en »basic doctor« som det f.eks. er gjort i Skotland, der skal være målet for den prægraduate lægelige uddannelse. På speciallægeniveau er der landsdækkende målbeskrivelser, men universiteterne har hver deres uddannelse, der måske leder frem til tre forskellige slags læger.

Dette synspunkt frembragte mange forskellige reaktioner på møderne. Nogle mente, at det er unødvendigt at pille ved universiteternes afhængighed, mens andre mente, at det ville være en fordel at blive enige om et fælles mål og så lade universiteterne selv vælge, hvordan de vil opnå dette mål, ikke mindst fordi det kan være en fordel, at universiteterne udvikler deres eget læringsmiljø og profilerer sig på det.

Der herskede dog udbredt enighed om, at fakulteterne bør koordinere bacheloruddannelsen, således at en bachelor på de tre fakulteter kan det samme, for på den måde at forbedre mobilitetsmulighederne for de studerende.

Overgangen fra studerende til læge

Den manglende røde tråd mellem uddannelsen på univers iteterne og videreuddannelse blev flittigt drøftet på møderne, og der kom mange forslag til, hvordan tråden kan skabes. Koordinering af uddannelsesmål, indarbejdelse af de syv lægeroller i studieordningerne, samarbejde med andre faggrupper, brug af den elektroniske logbog der benyttes i videreuddannelsen, var bare nogle af de drøftede elementer. Samtidig blev der peget på, at fakulteterne og sygehusejerne bør koordinere brugen af undervisningskræfter, hospitalsafdelinger og praksis, færdighedslaboratorier osv.

Men ud over, at den prægraduate uddannelse kan integrere elementer fra videreuddannelsen, kan universiteterne også bidrage til videreuddannelsen, påpegede dekan Ulla Wever, KU. Universiteterne vil gerne byde ind med flere ph.d.er - og bedre ph.d.er i klinikken. Samtidig vil universiteterne meget gerne indgå i et samarbejde om kombinerede uddannelses/forskningsstillinger, hvor et ph.d.-studium bliver en intergreret del af speciallægeuddannelsen.

Herudover blev det fra mange sider foreslået, at der oprettes et koordinationsråd, hvor alle uddannelsens interessenter (både prægraduat og videreuddannelse) sad med, således at uddannelserne blev koordineret for på den måde at skabe en sammenhængende uddannelse.