En ny hiv-sygdom, der viser sig i karvæggene, får den garvede professor i hjertekirurgi Michael Hasenkam til at rejse til Sydafrika fem gange om året for at forske i lidelsen. Samarbejdet i Sydafrika giver en unik mulighed for et større og mere broget patientgrundlag til forskning og undervisning.
Det er en inflammatorisk proces, som vi ikke helt ved, hvad er.Michael Hasenkam
Lange dunkle gange i kælderen under det nye universitetshospital i Aarhus fører hen til laboratorieafdelingen – en legeplads for en eksperimentel kirurg som Michael Hasenkam, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin. Han har glemt sit nøglekort, som er nødvendigt for at komme ind i de hellige gemakker. Så han må op efter det på sit kontor. Nogle minutter efter kommer han tilbage på en lille cykel, som er uundværlig på et hospital af det nye supersygehus i Skejbys størrelse.
Det første rum er ifølge Michael afdelingens vigtigste – herfra kommer en dunst af spegepølsemadder, som sender tankerne tilbage til folkeskolens 12-pause. Der sidder allerede fire læger og indtager dagens frokost.
Døren ved siden af frokoststuen fører videre til laboratorierne. Der ligger tre på stribe. På et skilt ved siden af døren med bogstaverne OP står tre små figurer af glade grise som et symbol på det dyr, der plejer at ligge på den sorte briks under diverse forsøg.
Laboratorierne er en kopi af operationsstuerne ovenpå. Det giver mulighed for at teste nyt udstyr, inden det skal bruges på patienterne.
Michael Hasenkam har brugt mange timer på at eksperimentere og supervisere studerende i laboratorierne. Men lige nu foregår meget af hans arbejde i Sydafrika, som han netop er hjemvendt fra efter tre ugers rejse.
Michael Hasenkam besøger Witwatersrand University Hospital (Wits) i Johannesburg cirka fem gange om året i forbindelse med forskning i en ny hiv-sygdom, der blandt andet viser sig ved symptomer i hjertet.
»Vi har opdaget en ny tilstand, hvor patienter, der har hiv og har været i behandling længe, udvikler en mærkelig lidelse i karvæggene. Det er en inflammatorisk proces, som vi ikke helt ved, hvad er«, siger Michael Hasenkam.
Michael Hasenkam opdagede selv sygdommen i sin forskning i Sydafrika, og efter dialog med blandt andet neurologer, dermatologer og mave-tarm-kirurger fandt han ud af, at der er flere specialer, hvor man ser symptomer, som tyder på samme lidelse.
Patienterne er yngre mennesker, der er i alderen 20-40 år og i hiv-behandling. Lidelsen har tre ansigter. Den kan vise sig i form af anorismedannelse, karvægsforandringer, der fører til blodpropper, eller kalkaflejringer i årene – altså symptomer der er typisk ses hos ældre mennesker. Men det usædvanlige ved sygdommen er, at den er set blandt mennesker, der er i alderen 20-40 år og i hiv-behandling.
»Det er jo ikke hver dag, man kommer forbi en ny sygdom, så det er rigtig spændende«, siger Michael Hasenkam.
Fakta
På klinikken på hospitalet Wits kommer der cirka en patient om måneden med den mystiske lidelse. Men i flere vestlige lande har man også rapporteret om patienter med lignende sygdomskarakteristik. Derfor mener Michael Hasenkam, at forskningen i den nye lidelse også er spændende set fra et dansk perspektiv.
»I Danmark findes patienterne også, vi har bare ikke været opmærksomme på det. Et ungt menneske får jo ikke anorismer, så hvorfor skulle man kigge efter det? Her giver vores samarbejde med Wits os et større patientgrundlag og en unik mulighed for at undersøge, hvad det er, der sker, så vi også i Danmark tidligere kan spotte og behandle patienter med lidelsen«, siger Michael Hasenkam.
Forskningen i den ny hiv-lidelse er en del af et større universitetssamarbejde i Sydafrika. Det startede i 2011, da Michael Hasenkam blev prodekan ved Aarhus Universitet og fik til opgave at gøre universitetet mere udadvendt. Derfor blev det besluttet at lave et samarbejde med et andet universitet ude i den store verden. Valget faldt på Sydafrika, hvor infrastrukturen samt organisationen og kulturen, især på det sundhedsfaglige område, meget ligner det, vi kender i Danmark. Og siden 2015 har Aarhus Universitet samarbejdet med University of Cape Town (UCT) og Wits i Johannesburg.
Samarbejdet i Sydafrika bygger på en win-win-aftale. Al forskning og uddannelse skal komme både Aarhus Universitet og de to sydafrikanske universiteter til gode. Michael Hasenkam fortæller, at Wits er det eneste højtspecialiserede offentlige hospital i Johannesburg.
»Det er utroligt vigtigt, at vi ikke kommer ned og tromler dem, eller at vi ikke kommer med alle ressourcerne, og så læner de sig bare tilbage og lader os levere. Det skal være ligeværdigt, og begge parter skal putte noget i bøtten«, siger Michael Hasenkam.
Patientgrundlaget ligger på 8-10 millioner. Til sammenligning har Hvidovre Hospital et patientgrundlag på cirka 496.000.
Samtidig har Wits udfordring med at fastholde nyuddannede læger, som ofte vælger karriere på landets privathospitaler. Men de manglende hænder kan yngre danske læger bidrage med sammen med den høje ekspertise fra deres danske vejledere. Til gengæld får de danske læger et større forsknings- og uddannelsesmateriale i form af en større og mere broget patientskare.
»I Danmark er vi så dygtige til at behandle hjertesygdomme, at vi ikke har særlig mange patienter til at uddanne de yngre læger eller samle forskningsmateriale fra. Derfor er det en fordel, at vi kan få adgang til de sydafrikanske patienter, der ofte har flere problematikker indover deres sygdom og derfor er mere komplekse, end vi kender det fra Danmark«, siger Michael Hasenkam.
I vindueskarmen på Michael Hasenkams kontor står to giraffer i træ og kigger på hinanden. Det var netop det dyr, der startede hele Afrikaeventyret og førte til samarbejdet med de sydafrikanske universiteter. Det majestætiske dyr med den lange hals har et forhøjet blodtryk, for at blodet kan nå ud til de lange lemmer. For et menneske kan et forhøjet blodtryk hurtigt få fatale følger, hvis det ikke bliver behandlet, så det var et mysterium, hvordan giraffen kan spankulere rundt på savannen uden at besvime. Michael Hasenkam tog derfor med sit forskerteam til Sydfrika for at undersøge, hvordan giraffens hjerte-kar-system fungerer.
Forskningens resultater vendte op og ned på den etablerede antagelse om, at forhøjet blodtryk er en sygdom. Det viser sig i stedet at være en kompensationsmekaniske, der sikrer, at der bliver pumpet nok blod rundt i det lange dyrs krop. Pga. tyngdekraften er blodtrykket højest i giraffens ben, mens det falder, jo længere op man bevæger sig og altså er lavest i hovedet.
»Man har troet, at forhøjet blodtryk var en sygdom, som gav en modstand i karvæggen og tvang hjertet til at pumpe hårdere. Den teori har vi fået lagt ned. Girafferne er født med normale blodkar, men de udvikler forsnævrede blodkar som en kompensationsmekaniske til at beskytte vævet«, siger Michael Hasenkam, der sammen med sit team fortsat forsøger at løse mysteriet om dyret med det høje blodtryk.
»På sigt håber vi, at vores viden kan bruges til også at forstå mekanismen med forhøjet blodtryk hos mennesker og måske endda forbedre behandlingsmetoderne eller forebygge sygdommen«, siger Michael Hasenkam.
Vejen til at blive en af Danmarks førende eksperimentelle hjertekirurger startede allerede i 1967, hvor den sydafrikanske læge Christian Barnard gennemførte verdens første hjertetransplantation. Michael Hasenkam var 13 år gammel og sad foran flimmerkassen og fulgte operationen i sort/hvid hjemme fra stuen. Han var så fascineret af den banebrydende operation, at han begyndte at læse bøger om hjertekirugi, og i takt med at interessen for området steg, blev det mere og mere naturligt, at det var den vej, hans fremtid skulle gå. Så da han startede på medicinstudiet, vidste han, at det var hjertekirurg, han ville være.
Da Michael Hasenkam blev færdiguddannet læge i 1983, gik der ikke længe, før han begyndte at forske. I 1990 blev han dr.med. på sin afhandling om kunstige hjerteklapper, som siden har været hans fokusområde.
»Kunstige hjerteklapper er en hel religion for sig, det kan jeg tale meget længe om«, siger Michael Hasenkam.
Han tager en mappe frem med sin samling af mekaniske hjerteklapper, der illustrerer den kunstige hjerteklaps evolution og fortæller ivrigt om udviklingen fra den første hjerteklap i 1950’erne med en lille metalkugle til den, vi kender i dag med to flige.
Den passionerede hjertekirurg er, som han selv siger det, »en underlig fisk«, der aldrig har taget sit speciale færdigt og i stedet har rodet rundt med forskning og senere som prodekan. Titlen som dr.med. i de unge lægeår har betydet, at han tidligt i sin forskerkarriere er kommet ind i en seniorrolle, hvor han, da ph.d.-studiet blev oprettet og forskningsåret indført, blev vejleder for flere studerende, mens han stadig selv var ung læge. Men selvom han ikke har været den klassiske kliniker, har hans forskning altid været praktisk rettet.
»Når jeg undersøger noget, er det altid mit mål, at det skal munde ud i en behandling eller et produkt. Det sjove er jo netop, når man kan gå ind og genskabe noget defekt eller udvikle nye metoder, der kan åbne op for andre behandlingsfordele«, siger Michael Hasenkam.
Interessen for den eksperimentelle hjertekirurgi har betydet, at Michael Hasenkam kan skrive en række banebrydende opfindelser inden for hjertekirurgi på CV’et. En af de mest kendte, han er medopfinder på, er TAVI (transcatheter aortic valve implantation) – en hjerteklap til implantation med kateter, som han har udviklet sammen med kollegaen professor emeritus Henning Rud Andersen. De to professorer udviklede prototypen med et hjemmelavet metalgitter, som de testede på en svinehjerteklap fra den lokale slagter.
»Folk troede, vi var skøre dengang. Og det var vi måske også«, siger Michael Hasenkam.
I december sidste år var han i Cape Town til 50-årsjubilæet for verdens første hjertetransplantation, hvor Henning Rud Andersen også holdt foredrag om TAVI. I dag er metoden stadig den mest skånsomme, der findes med mindst risiko for komplikationer.
»Det er en af de opfindelser, hvor forskning er omsat til et produkt, som kan redde menneskeliv. Det kan man kun tænke tilbage på med stolthed«, siger Michael Hasenkam.
Men lige nu er Michael Hasenkams hovedprojekt i Sydafrika. Efter den netop overståede tur til Sydafrika er den sidste koordinering kommet på plads, og det hjertekirurgiske team er netop begyndt tage patienter med den ny hiv-lidelse. Michael Hasenkam superviserer via Skype, så han samtidig kan passe kontoret i Aarhus, men er hele tiden klar til at tage den 15 timers lange flyvetur tilbage til Sydafrika, hvis det bliver nødvendigt.
Næste trin er, at karkirugerne også skal begynde at tage patienter, inden de sidste specialer som marve-tarm-kirurgerne og neurologerne kommer med.
Målet med forskningen er at finde ud af, hvorfor de unge hiv-smittet udvikler lidelsen, og forhåbentligt finde en metode til at forebygge sygdommen.
»Vi skal i gang med en lang proces med at karakterisere patienterne og sygdomsudviklingen, som forhåbentligt kan afklare, hvad pokker det er for noget. Er det en ny sygdom, vi har opdaget, eller er det bivirkninger fra medicinen? I sidste ende håber vi at kunne udvikle en forebyggende behandling«, siger Michael Hasenkam. À
