»Det er kommet bag på mig, hvor opslugt jeg er blevet af at være med«

Linda Reitz Iversen var tillidsrepræsentant (TR) på OUH, da hun for to år siden blev prikket på skulderen og spurgt, om hun ville overveje at stille op til Yngre Lægers repræsentantskab.

Hun endte med at tage handsken op, men det var ikke uden betænkeligheder.

»Jeg blev TR første gang i almen praksis i 2017 og er opvokset i en familie, hvor fagbevægelsen og nødvendigheden af gode overenskomster altid har betydet meget. Men selv om jeg begyndte at læse op på det, var jeg bange for, at jeg simpelthen ikke var klog nok til at kunne begå mig i repræsentantskabet: Ville jeg kunne forstå og komme med nogle kvalificerede bud på de problemstillinger, vi stod over for?«, fortæller Linda Reitz Iversen, der nu stiller op for anden gang.

»De bekymringer, jeg havde, er blevet gjort til skamme. Og det er faktisk kommet bag på mig, hvor opslugt jeg er blevet af at være med.

Det allerbedste er sammenholdet – at opleve at blive en del af flokken, og at vi sammen kan være med til at flytte noget.

Derudover lærer man mange andre fra de øvrige regioner, sygehuse og afdelinger at kende og fra andre dele af Lægeforeningen. Det er fedt f.eks. at være på kursus og opleve, at jeg – der kommer fra Sønderjylland – pludselig også kender nogen fra Rigshospitalet. Det gør ens verden større.

Selvfølgelig er alt nyt svært, men alle har været super hjælpsomme, og løbende bliver man klædt godt på – og nej, man skal ikke kunne overenskomsten både forfra og bagfra«, siger Linda Reitz Iversen, der sidder med i Yngre Lægers Overenskomstudvalg, og derudover »mest er optaget af arbejdsmiljøet«.

»Stil op, og udfordr en gammel en som mig«

Ole Møller Hansen er en af repræsentantskabets syv medlemmer fra Region Nordjylland og har altid engageret sig politisk: var formand for elevrådet i både folkeskolen og gymnasiet, TR under sin introstilling og senere fællestillidsrepræsentant (FTR), blev medlem af Yngre Lægers forretningsudvalg i 2017 og stillede første gang op til repræsentantskabet i 2018, hvor han har siddet lige siden, og nu er han parat til at tage endnu en tørn.

Indtil marts i år var han formand for Yngre Læger i Regional Nordjylland og medlem af Lægeforeningen Nordjyllands bestyrelse, og så blev Ole Møller Hansen sidste år den første modtager af Yngre Lægers nystiftede pris, »Årets Ildsjæl«, begrundet i, at han er »en kæmpe kapacitet i foreningen og en rigtig dygtig forhandler«.

»Med fare for at lyde højtravende har det været vigtigt for mig, at vi som arbejdere har stået sammen over for vores arbejdsgivere, da jeg har erfaret, hvor alene man ellers kan stå.

Som både TR og FTR og som medlem af det regionale forretningsudvalg har jeg været med til at udøve de beslutninger, repræsentantskabet har truffet. Men jeg ville selv være med til at træffe beslutningerne, og derfor stillede jeg op til repræsentantskabet.

Jeg hører nok til den konservative fløj, der mener, at vi først og fremmest er sat i verden for at sikre, vi får forhandlet os frem til nogle gode vilkår for medlemmerne, at de behandles ordentligt, og at overenskomsten overholdes. Om vi skal deltage i Pride, eller hvad vi skal hedde – i stedet for Yngre Læger – er ikke der, jeg lægger mine kræfter«, siger Ole Møller Hansen.

Både han og Linda Reitz Iversen opfordrer alle, der ønsker at være med til at bestemme, til at melde deres kandidatur.

»Det er vigtigt, at der kommer unge, nye kræfter, der kan udfordre og sparke lidt til en gammel en som mig, der har siddet med i lang tid. Det giver en god dynamik, at der er en blanding af erfaring og nye kræfter.

Og vi ,gamle’ skal nok afholde os fra at tale indforstået og forudsætte, at de nye medlemmer ved, hvem ,Søren i Staten’ er, eller henvise til noget, der blev sagt under overenskomstforhandlingerne for tre år siden«, siger Ole Møller Hansen, der gerne ser, at der bliver kampvalg i alle regioner.

Som at forme en snebold

Både Linda Reitz Iversen og Ole Møller Hansen oplever at have været med til at rykke noget til gavn for Yngre Lægers medlemmer.

»Helt bestemt«, lyder det uden tøven fra Linda Reitz Iversen.

»Som både TR og FTR støder jeg ind i problemstillinger ved overenskomsten, som man ikke nødvendigvis har øje for, når man sidder inde i Domus Medica. Dem kan jeg italesætte i arbejdet i repræsentantskabet, og jeg ser helt klart et aftryk i de krav til OK26, som vi har opstillet.

Bl.a. at der bør ske en regulering af vores rettigheder i forhold til vagtplanlægning. Vores ønsker til vagtskemaet på mange sygehuse skal afgives mange måneder i forvejen, inden man kender sit skema, hvilket er problematisk, da det i en så lang periode er svært at have et overblik over de arrangementer, man har brug for at have fri til.

Jeg har også været med til at sætte fokus på, at stabene rundt om på hospitalerne får mere at skulle sige, mens cheflægerne og de ledende overlæger tilsvarende får begrænset deres ledelsesrum. Det får konsekvenser for både os og patienterne, og det har jeg haft mulighed for at italesætte over for toppen i FAS. Det flytter ikke nødvendigvis noget her og nu, men jeg oplever at have været med til at forme en snebold, som forhåbentlig kommer til at rulle«.

Også Ole Møller Hansen oplever at have været med til at påvirke Yngre Læger i den retning, der »tjener medlemmernes bedst«.

»F.eks. synes jeg, at vi langt henad vejen har formået at tilgodese vores kollegers ønske om øget fleksibilitet, herunder muligheden for, at pension kan bruges til at finansiere orlov eller andre pauser i arbejdslivet, og at overarbejde kan opspares til dage, man kan råde over i længere tid«.

Selv om overenskomsten for Ole Møller Hansen har været hans altoverskyggende interesseområde, har han det seneste års tid også brugt kræfter på at få ændret funktionstidsreglerne for FTR’erne.

»Jeg synes godt, at man må være FTR i lang tid og dermed opnå en solid erfaring.

Ligesom jeg har talt for, at vi bruger flere penge på, at FTR’erne f.eks. kan få mere tid til at møde medlemmerne på alle matrikler i regionen. Men jeg kan også læse regnskabet og forstå, at det så skal ske på bekostning af noget andet«.

Repræsentantskabsarbejdet gør dig klogere

Linda Reitz Iversen og Ole Møller Hansen oplever også at kunne bruge de erfaringer og kompetencer, de har tilegnet sig i repræsentantskabet, i deres daglige arbejde.

»Selv om jeg ikke ligefrem oplever, at mine arbejdsgivere har rost mig for mit fagpolitiske arbejde, men snarere har opfordret mig til at bruge tid på det medicinske arbejde, forskning etc. – og selv om det ikke gør mig til en bedre pædiater – ja så oplever jeg, at mit arbejde i repræsentantskabet klart kommer mig til gode.

På speciallægemøder er jeg rustet til at kunne samtale om det, der pålægges os udefra, som f.eks. hvad det udadvendte hospital, der er en del af sundhedsreformen, kommer til at betyde for vores afdeling. Og det fornemmer jeg da også, at min chef sætter pris på«, lyder det fra Ole Møller Hansen.

Linda Reitz Iversen peger på, at hun har fået styrket sine kommunikative kompetencer:

»Mine to år i repræsentantskabet har lært mig meget om kommunikation. I begyndelsen kom det bag på mig, at jeg nogle gange kunne være rygende enig og andre gange rygende uenig med de samme repræsentanter, afhængig af hvad der blev diskuteret. Men jeg har forstået, at der er mange måder at anskue tingene på, og at nogen kan have en anden mening end en selv, enten fordi de ved mindre, eller fordi de ved mere, end man selv gør. Og at en dybere forklaring kan få folk – inkl. mig selv – til at ændre holdning.

Den forståelse kommer mig også til gode i forhold til kollegerne på min afdeling, hvor jeg ikke bliver så frustreret, hvis nogen ikke deler min holdning. Men også i forhold til mine patienter, der kan have nogle faste meninger om deres sygdom og behandling, der ofte er dannet på baggrund af det, de har hørt eller læst på nettet.

Her bruger jeg mere tid på at give dem en dybere forklaring baseret på min faglighed. Det er ikke altid, vi når til enighed, men min erfaring er, at jo mere vi alle ved, jo nemmere er det at nå frem til en fælles løsning.

Repræsentantskabsarbejdet har simpelthen gjort mig klogere både på mig selv, mine kolleger, patienter og ledere samt på sundhedsvæsenet i det hele taget«.

Nej, det er ikke en tidssluger

Det er ikke tidsforbruget, der skal få nogen til at afstå fra at stille op, understreger de to repræsentanter.

»Jeg bruger nok en time i gennemsnit om dagen – men jeg er jo også med i mange ting.

For mig er repræsentantskabsarbejdet blevet en hobby, og det er ikke tidsmæssigt uoverkommeligt«, siger Linda Reitz Iversen, der også er FTR på Sygehus Sønderjylland, hvor hun har en hoveduddannelsesstilling i endokrinologi, ligesom hun er næstformand for forretningsudvalget for det regionale Yngre Lægeråd i Region Syddanmark, medlem af Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse og ligeledes sidder med i Lægeforeningen Syddanmarks bestyrelse.

Ud over de to årlige repræsentantskabsmøder forventes det, at man som repræsentant for sin region også deltager i både de lokale og regionale Yngre Lægerådsmøder. Hvor tit de afholdes, varierer fra region til region. På møderne orienteres man om, hvad der rører sig såvel lokalt som regionalt på de enkelte hospitaler og afdelinger.

Hvis man er i tvivl, om man skal stille op, opfordrer både Linda Reitz Iversen og Ole Møller Hansen til, at man møder op til de regionale Yngre Lægerådsmøder for at høre mere om arbejdet i repræsentantskabet. De er åbne for alle, og pointerer de begge: »Man kan ikke stille dumme spørgsmål«.