ET DØGN MED - Kristín María Guðjónsdóttir, der afsluttede KBU-uddannelsen for få uger siden, er nu eneste yngre læge på Fjórðungssjúkrahúsið í Neskaupstað. Den lille islandske by har 1.500 indbyggere, og med de omkringliggende små byer er optageområdet på ca. 5.000 borgere.
8.00 Møder ind, gennemgår patienter og dagens program. Overtager vagttelefonen der modtager opkald fra hele region øst, har vagten i dag, fredag, og hele weekenden.
9.00 Morgenmøde med sygeplejerskerne og lægerne, derefter stuegang. Der er kun otte patienter indlagt, så det er til at overskue. Der bliver dog ikke skrevet nogen notater da jeg samtidig har en funktion nedenunder. Der har vi også en slags almen praksis, som vi skiftes til at dække. Vagten tager akuttiderne, mens vi skiftes til at have bookede tider to-tre halve dage om ugen.
10.30 Dagens tema til de akutte tider er børn, der har slået sig til idræt.
11.22 Bliver ringet op af 112. Ambulancen er på vej med en mand med brystsmerter. Vi får gjort vores “akutværelse” klart. Da han ankommer, er han meget forpint, men vores meget dygtige sygeplejerske, der samtidig også er ambulanceredder, har fået taget et EKG på vejen, og det ser normalt ud. Vi følger protokollen, men det viser sig at være bevægeapparatet mere end kardiogent.
12.40 Tid til frokost, alle spiser sammen og det er meget hyggeligt. Vi er så tæt på havet og bjergene, at man ikke kan lade være med at se ud af vinduet.
13.30 Lægen i en nærliggende by melder en patient, han ønsker udredt. Det er en ellers rask halvtredsårig herre, der nu har haft pneumoni gennem 2-3 uger, og som trods behandling fortsat har dyspnø. Lægen mistænker malignitet. Manden er meget hypoxisk da han ankommer. Vi indlægger ham og starter udredning og behandling.
15.00 Får endelig gennemgået papirarbejde, prøvesvar osv. fra morgenens stuegang. Får dikteret epikriser og notater.
16.00 Følger op på CT af manden med mistanke om malignitet. Vi sender al billeddiagnostik videre til et større hospital, men da klokken når at blive 16, betyder det, at jeg må ringe til radiologen på det hospital og bede ham om at vurdere det. Han mener, at det ikke er akut, og jeg må derfor forsøge at overbevise ham.
17.00 Tager hjem og har planer om at løbe en tur og bagefter tage i byens dejlige svømmehal. Jeg har selvfølgelig vagttelefonen med, og jeg når at løbe cirka 10 meter, inden den ringer. Det er radiologen. Han har dårlig nyt vedrørende den dyspnøiske mand: cancer med udbredte metastaser. Han ringer, fordi han ikke kan få dikteringssystemet til at virke. Da jeg ved at vores radiograf, af ren og sker interesse, venter på svaret dropper jeg at løbe og går tilbage til hospitalet for at fortælle ham resultatet. Ser til manden som fortsat er stabil.
19.00 Tager hjem for at spise aftensmad. Når at ringe til familien og sige godnat.
21.00 Bliver ringet op pga. en 11 årig dreng, der formentlig har appendicit. Han ankommer en halvtime senere, og jeg informerer kirurgen om hans ankomst. Hans symptomer er lidt uspecifikke, blodprøverne ligeledes. Vi afventer derfor og vil observere ham over natten.
23.00 Tager hjem igen. Det har været en lang dag, så jeg går direkte i seng med vagttelefonen på natbordet.
5.00 Bliver ringet op pga. brystsmerter hos den dyspnøiske mand, vi indlagde tidligere i dag. Da der alligevel er en fødsel i gang, er anæstesilægen taget på hospitalet. Han er sød nok at overtage min patient, når nu han er der. Det er jeg meget taknemmelig over, for jeg skal møde på arbejde igen klokken 9.
