Det er så kedeligt at svømme langs kysten

Det er en lun sommerdag, og Marja Jäättelä cykler fra sin lejlighed på Østerbro til Hellerup lige nord for København. Ud til en lille strand, hvor der ikke er særlig mange mennesker.

Hun ifører sig badedragt og svømmebriller, træder ud i det halvkolde vand og kaster sig i.

Og her er det så, at Marja Jäättelä afviger fra den almindelige københavnske strandgæst.

For det første svømmer hun mere end almindelig godt. Og for det andet svømmer hun ikke langs kysten men udad. På tværs af bølgerne.

Sikre crawlbevægelser fjerner hende fra stranden, indtil man ikke kan se den finske mestersvømmer mere.

Marja Jäättelä passerer først Svanemølleværket, så hele den store halvø med ny og gammel industri, og til sidst er hun blot omgivet af det store sorte hav.

Vandet er blevet lidt koldere, men Marja Jäätteläs hoved peger stadig mod Sverige og armene kører rundt og rundt.

Efter omkring 45 minutters crawl bliver hun stoppet af en båd. Det er kystvagten.

Hun er nået mellem to og tre kilometer ud i Øresund, og manden fortæller hende, at hun ikke må ligge og svømme rundt i sejlrenden. Han beder hende om at komme op i båden.

Det vil Marja Jäättelä ikke. Hun er ude for at svømme. I stedet begynder hun at svømme tilbage mod den danske kyst, som set herudefra blot er en mørk ulden streg i horisonten.

Kystvagten vil ikke lade hende svømme alene, så han følger hende hele vejen tilbage.

Efter halvanden time i Øresund træder Marja Jäättelä atter op på stranden. Turen var lidt kortere end hun havde regnet med, men hun har trods alt fået sig en dejlig svømmetur.

Det er ikke uden grund, at 42-årige Marja Jäättelä bliver kaldt den skøre finne. Ud over at være tidligere finsk juniormester i svømning er hun professor og leder af sin egen forskningsafdeling i Kræftens Bekæmpelse.

Selv siger hun, at rygtet er overdrevet. Hun er ikke så skør. Men omvendt har hun det fint med tilnavnet »den skøre finne.« Det betyder nemlig, at hun kan gøre præcist, som hun vil. Følge sin intuition, nyde livet og vente på at hun får en af de rigtig gode ideer.

Middag i mørke

»Der er ikke særlig stor forskel på at være kunstner og forsker.«

Marja Jäättelä står i sit køkken og knuser noget krydderi i en marmormorter. Hun er ved at forberede et fiskefad. Klokken er 18.00, og for en gennemsnitlig dansk familie havde tidspunktet været fremskredent. For Marja Jäättelä er det usædvanlig tidligt.

Hun spiser altid sent.

De seneste tre år har hun levet sammen med forfatteren Henrik Nordbrandt, som helst ikke spiser, før solen er gået ned. Det passer Marja Jäättelä fint. Så kan de spise sammen ved 23-tiden.

I det hele taget passer Marja Jäätteläs døgnrytme mere med forestillingen om et kunstnerliv end et forskerliv. Hun går ofte i seng midt om natten og står op sidst på formiddagen. Hun kan ganske enkelt ikke stå tidligt op. Jo, en enkel dag ad gangen, for så kan hun helt lade være med at sove. Hvis hun skal tidligt op flere dage i træk, bliver hun ødelagt og ude af stand til at tænke klart. Det er mens, hun taler om den usædvanlige døgnrytme, at hun første gang kommer med påstanden om,

at forskning og kunst er nært beslægtede.

Hun går ud af køkkenet og sætter sig ved spisebordet med udsigt over søerne i København og forklarer videre:

»I forskningen er der en masse teknologi, og meget handler så om, hvad du kan bruge den til. Det er på samme måde i digtning, malerkunst og musik. Der er en del teknik. Men essensen er meget enkel,« siger hun og fortsætter:

»Der er noget i kunsten, der er som en åbenbaring. Noget meget enkelt. Sådan er det også i forskningen.«

Selv om Marja Jäättelä er ung i forskningssammenhæng - 42 år - ved hun, hvad hun taler om. For 16 år siden kom hun til Danmark fra Finland og etablerede sin egen forskningsgruppe i Kræftens Bekæmpelse. Det er i dag blevet til Apoptose Laboratoriet, hvor omkring 20 medarbejdere i laboratoriet prøver at finde ud af, hvorfor kræftceller mister evnen til at begå selvmord. I slutningen af 1990'erne lykkedes det Marjas gruppe at få de syge kræftceller til at destruere sig selv ved at fjerne et eneste protein. Metoden virker i laboratoriet og på mus. Udfordringen er nu at overføre princippet til mennesker.

»Som forsker bruger du det meste af din tid på noget rutineagtigt. En masse teknisk. Men det gør en violinist jo også,« siger hun.

»Hvad er så det, der gør en god violinist til en bedre violinist, eller en god forsker til en bedre forsker? Det er de sidste ting - ud over teknikken. Det handler om, hvordan man ser sammenhængene.«

En solstråle rammer den ene side af hendes ansigt, og lyset glimter i hendes ørering. Hun har diskrete guldsmykker om halsen, håndleddene og fingrene. Hendes skuldre er solbrændte under en råhvid sommerkjole. Håret er slået ud, og indrammer de klare grønne øjne.

»Jeg bruger min intuition, når jeg arbejder. Jeg læser ikke ret meget. Heller ikke videnskabelige tidsskrifter. Hvis jeg gjorde det, ville jeg aldrig turde gøre det, jeg gør. Det ville være alt for usandsynligt.«

Ideer kommer i søvne

Det er mørk nat i Finlands hovedstad Helsinki. Vi er i starten af 1970'erne i et helt almindeligt rækkehus. I et børneværelse på omkring syv kvadratmeter sover otteårige Marja Jäättelä. Eller rettere, hun burde sove. For selv om det er midt om natten, er hun vågen.

Lysvågen.

Hun var ellers gået i seng og faldet i søvn. Men en tanke må have trængt sig ind i hendes drømme og vækket hende til live. Det har hun prøvet mange gange før. Altid vågner hun med en ide, der står lysende klar. Nogle gange er det noget, der skal skrives ned. Denne nat er hun ramt af et billede af, at værelset vil se bedre ud, hvis hun flyttede på møblerne.

Det gør hun så. Så stille hun nu kan, begynder hun at skubbe rundt på seng, skrivebord og reol. Hun skulle nødig vække sine to ældre søskende og sin mor og far.

Lille Marja er grebet af tanken om at få ført sin indretningside ud i livet. Det eneste, der skurrer, er risikoen for, at forældrene vågner.

Det gør de. Naturligvis. Det er svært for en otteårig pige at flytte en seng midt om natten uden at larme.

Voksne Marja Jäättelä sidder i stolen og smiler af sig selv.

»Jeg kan tydeligt huske det, for min mor husker det så tydeligt og minder mig om det. Men jeg har altid gjort sådan. Jeg kan stadig finde på at stå op og begynde at rydde op. Det kan vare alt fra 30 minutter til to timer.«

Fornemmelsen i kroppen og hovedet har heller ikke ændret sig meget med årene.

»Jeg har en klarhed i hovedet, når jeg lige vågner. Jeg er enormt vågen. Lidt ligesom, hvis man tog speed. M ere vågen end jeg når at blive de fleste dage. Det er næsten som om, lyset bliver hvidt,« smiler hun.

Det er i disse nattetimer, at de rigtig gode ideer kommer. At hun bevæger sig ud over den basale teknik og ser nogle nye sammenhænge. Som en komponist, der har hørt en ny sats i sit hoved og skal have den skrevet ned.

»Nogle gange får jeg bare lyst til at tage ind på laboratoriet og teste det med det samme. Men det gør jeg ikke. I stedet står jeg op og skriver det hele ned.«

Marja Jäättelä napper af sin kaffe. Som hun sidder der tilbagelænet og taler med sin monotone finske dialekt, kunne man få den tanke, at hun kedede sig lidt. Men det virker aldrig uhøfligt. Det smiler hun for meget - og for ofte - til.

Hun fortæller videre om sin opvækst i rækkehuset i Helsinki, som hun beskriver som »helt almindelig«. Marja har senere fået at vide, at hun var et særdeles aktivt barn. Ikke kun om natten. I en tidlig alder begyndte hun at svømme. Selv om hun var bange for at hoppe i de mørke søer, så har hun altid foretrukket at svømme »i det rigtige vand«. I havet og i søerne.

Marjas far er også læge, men det var nu ikke derfor, at hun besluttede sig for at studere medicin. Det skyldes snarere Osmo Kärki.

Kolungen

Marja går i 9. klasse på Helsingin II Normaalikoulu, som er en almindelig finsk kommuneskole. De skal have biologi og står i det lille lokale, hvor man laver eksperimenter.

Hendes yndlingslærer Osmo Kärki dukker op og sætter en stor plasticpose på bordet.

Osmo Kärki er en lærer ud over det sædvanlige. Denne dag har han slæbt en kolunge med i skole. De måbende elever pakker indholdet ud, og Osmo Kärki udleverer sugerør.

Kort efter står Marja og flere af klassekammeraterne og puster luft ned i kolungen. Klumpen begynder at vokse. Nogle synes, at det er for ulækkert, men Marja er dybt fascineret. Lungen bliver bare ved med at vokse. Det slår hende, hvor smuk den egentlig er.

Eleverne puster og puster, indtil organet fylder næsten hele lokalet. Sådan husker Marja det i hvert fald.

»Det var en meget fysisk oplevelse. Den var meget dramatisk. Jeg havde en enorm nysgerrighed og tænkte, hvor genialt det hele er - og smukt,« siger Marja med et stort smil om munden og de lange arme strakt ud til hver side for at illustrere, hvordan lungen fyldte det hele.

Det er som om, lungehistorien har vakt hende til live. Eller også er det fordi klokken nærmer sig otte om aftenen. Hun er ved at vågne op.

»Det var de samme tanker, jeg fik, da jeg lavede de første obduktioner. Raske organer er simpelthen så smukke. Når organerne er syge, kan man se det med det samme. Det er også fascinerende. Hvis en eller anden har lungekræft eller en hjertesygdom, kan man se, at personen har det dårligt. Hvis man bare fik lov at kigge ind, kunne man se, at det sted der ser grimt ud,« siger Marja Jäättelä og bruger hænderne til at åbne en usynlig brystkasse foran sig og kigge ind.

»Dét synes jeg er meget fascinerende. At man kan se det med øjnene. Så behøver man ikke at læse så meget,« smiler hun og er hastigt videre:

»Jeg elsker stadig mikroskopi, selv om det er i celleniveau. Jeg er nok meget visuel.«

Kunstnerrytme

Efter gymnasiet begyndte Marja Jäättelä at læse medicin i Helsinki. På det tredje år kom hun ind i et forskningslaboratorium. Det skulle ændre alt.

»Stemningen var helt fantastisk. Jeg var 3.-års medicinstuderende og fra første dag siger folk: Hvad synes du? Det glemmer jeg aldrig. Og så fik man så meget lyst til at kunne svare.«

Marja tilbragte nærmest resten af medicinstudiet i et laboratorium, og efter studiet stod det klart for hende, at hun skulle være forsker. Klinikken var i hvert fald udelukket. Det fandt hun ud af i den kliniske træning på en kirurgisk afdeling. Hun skulle møde klokken otte om morgenen. De første dage gik det. Men allerede om torsdagen følte hun sig decideret utilpas. Ugen efter besluttede hun at gå forbi en cafe for at få en kop kaffe til klokken ni, hvor morgenmødet var færdigt. Og så skred mødetiderne ellers fuldstændig.

»Det var en rytme, jeg ikke kunne klare,« smiler hun bredt.

»Det er nok derfor, at jeg altid har haft mange kunstnervenner. Vi har lidt samme rytme, tempo og humor. Jeg har altid følt mig godt tilpas blandt kunstnere. Den kliniske læge har en anden rytme - en helt anden livsstil.«

For de fleste mennesker er døgnrytmen ikke noget hovedtema i tilværelsen. Marja Jäättelä har det anderledes.

»Det er ikke tidspunkterne, der er så vigtige. Mere det, at der ikke er nogen faste rammer. Det giver ligesom en livsretning, som jeg meget bedre kan lide. Jeg ved godt, at det kan lyde lidt overdrevet. Men det betyder enormt meget for mig, at jeg har det godt og føler mig godt tilpas. Ellers kan jeg ikke være kreativ.«

Af samme grund har hun indstillet sine svømmeture ude i Øresund.

Kystvagten har faktisk pågrebet »den skøre finne« flere gange. Til sidst lærte hun at gøre som alle andre - at svømme langs kysten. Nu svømmer hun ikke så meget mere.

»Det er så kedeligt at svømme langs kysten.«

Læger privat

Ugeskriftet vil fremover bringe et par sider hver anden uge under rubrikken Privat. Her skal der være plads til stof, som handler om lægelivet efter arbejde.

Vi vil gerne bringe portrætter, rejsebreve, artikler om etiske spørgsmål, om livsstil og om utraditionelle aspekter af det at være læge.

Vi vil også gerne bringe tips til spændende bøger, film, teaterforestillinger, udstillinger og musik, anbefalet af læger til læger. Et tip må fylde 200 ord.

Send forslag til Rikke M. Jensen, rmj@dadl.dk eller ring på 35 44 82 76.

Journal

Navn: Marja Helena Jäättelä.

Alder: 42 år.

Bopæl: Lejlighed på Østerbro.

Familie: Marja Jäätelä bor sammen med forfatteren Henrik Nordbrandt.

Parret håber at kunne adoptere et barn fra Kina i løbet af det kommende år.

Titel: Forskningsprofessor, afdelingsleder, Apoptose Laboratoriet, Institut for Biologisk Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse.

Uddannelse: Cand.med. 1989, dr.med. 1990, Helsinki Universitet.

Karriere: Ph.d.-studerende/adjunkt, Patologisk Afdeling, Helsinki Universitet (1986-1990), juniorstipendiat, Afdeling for Cellebiologi, Kræftens Bekæmpelse (1991-1992), post doctoral fellow Sloan-Kettering-Memorial Cancer Center, New York (1991) og Ann Arbor, Michigan (1993-1994), seniorstipendiat, Afdeling for Cellebiologi, Kræftens Bekæmpelse (1994-1996), gruppeleder, Apoptoselaboratoriet, Kræftens Bekæmpelse (1997-2002), afdelingsleder, Apoptoselaboratoriet, Kræftens Bekæmpelse (2003-), professor i kræftbiologi, Københavns Universitet (2003-).

Medlem af det Læge- og Naturvidenskabelige Udvalg under Kræftens Bekæmpelse, bestyrelsen af Dansk Selskab for Cancerforskning, bestyrelsen af »Research School on Molecular Cancer Research« og bestyrelsen af »International Cell Death Society«.

Interesser: Film, bøger, god mad i godt selskab og tennis. Marja Jäätelä svømmer stadig, selv om hun er stoppet med at svømme midt i Øresund. Hun har desuden et dykkercertifikat, der bliver brugt flittigt, når hun er på konferencer i nærheden af koraller.