Skip to main content

Det Etiske Råd efterlyser lægernes værdier

Sofie Hviid, sofiehviid@gmail.com

19. apr. 2013
3 min.

ETIK  Når læger står over for at skulle vælge, hvilken patient der skal have et nyt hjerte, vil deres egne værdier spille ind. De værdier skal man som patient have mulighed for at få klar besked om. Sådan lyder budskabet fra Det Etiske Råd, der netop er udkommet med en antologi om prioritering i sundhedsvæsenet.

Lægernes handlinger skal være mere gennemskuelige, siger rådsmedlem og lektor i bioetik, Mickey Gjerris:

»Hvis du har 20 patienter, men kun har penge til 18, må du nødvendigvis vælge, hvem der skal have behandlingen. Så kan du vælge ud fra et kriterium, der hedder mest behov, men du kunne også vælge ud fra et kriterium, der hedder mest savnet derhjemme. Det er ikke nødvendigvis et lægefagligt valg, du lægger til grund for den beslutning. Det er et etisk valg, som, vi mener, er enormt vigtigt, at man får gjort tydeligt. Ellers har man som patient ikke en chance for at vide, hvornår man vælges fra på grund af lægefaglige hensyn eller på grund af nogle bestemte værdier«.

Grænser for faglighed

I lande som USA og England er der foretaget adskillige undersøgelser, der viser, at lægernes værdier spiller en rolle for deres arbejde. Men herhjemme har debatten om lægernes værdier indtil nu ligget relativt stille. Men man kan ikke som læge undsige sig, at ens personlige erfaring har indflydelse på de beslutninger, man træffer, mener ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, Claus Brøckner Nielsen.

Særligt når det kommer til de svære tilfælde, hvor der ikke findes sikker videnskabelig evidens, spiller lægernes individuelle erfaring en rolle for den behandling, der gives, mener han:

»Hver patient er unik, og som læge bruger man sin egen personlige erfaring. Derfor vil den enkelte læges erfaringer og holdninger altid spille ind. Hvis man ser på enkeltstående tilfælde, kan beslutningen være anderledes, alt efter hvilket hold af fagfolk, der træffer beslutningen«.

Ja tak til åbenhed

At prioriteringsprocessen er for uigennemskuelig, vil formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, gerne skrive under på. Han frygter, at fremtidens ældrebyrde og ny, bekostelig teknologi vil gøre det endnu sværere at sikre en fair og lige fordeling af pengene.

Modsat Det Etiske Råd mener han bare ikke, at det er lægernes bord, der skal ryddes op på. Derimod bør der være mere åbenhed om, hvordan der fra politisk side bliver prioriteret, når der eksempelvis skænkes milliardbeløb til kræft- eller hjertepakker.

Når det kommer til lægernes personlige værdier, har de slet ikke noget at gøre i prioriteringerne, mener han:

»Som læge er man nødt til at tage udgangspunkt i det menneske, man er, og den viden, man har. Men de værdier, der skal ligge til grund for behandlingen, skal være patientens personlige. Vi må aldrig tale om prioriteringer i forhold til konkrete patienter. Lægen skal være advokat for den enkelte patient og skal tage stilling til behandling ud fra, hvad der er bedst for patienten, og hvad patienten ønsker, ikke ud fra om der er råd. Ellers får vi et sundhedsvæsen, jeg meget nødigt vil være en del af«.

Antologien »Etik og prioritering i sundhedsvæsenet – hvorfor det er så svært«, som blandt andre Mads Koch Hansen har bidraget til, kan findes her:

www.etiskraad.dk