Det farlige tomrum

Enhver, der kender lidt til politiske processer, ved, at de farligste perioder indtræffer, når der opstår et tomrum. I processen omkring gennemførelsen af strukturreformen, befinder vi os netop nu i en sådan periode. Det ligger fast, at amterne nedlægges, og det ligger fast, at der om lidt over to år i stedet er fem regioner med ændrede politiske bestyrelser i det danske landskab. Det er formentlig kun et fåtal af de politikere, der for øjeblikket sidder ved roret, der vil blive straffet for de gerninger, de begår i overgangsperioden. Desværre er det synligt i nogle af de beslutninger, der bliver taget.

Et lånefinansieret overforbrug nu sender blot en regning videre, enten til efterfølgerne eller til den centrale myndighed, der skal stå for skatteopkrævningen til regionerne. En amtspolitisk beslutning om anvendelse af egne standarder passer dårligt ind i kommende regions- og nationale standarder. En lokalpolitisk beslutning om en sygehusinvestering kan være tabt, når den skal indgå i en større sammenhæng. Andre beslutninger kan på en urimelig måde forpligte de kommende regioner. Kunststykket nu er at finde en balance mellem, at der slet ikke bliver taget beslutninger, og at de beslutninger, der tages, passer ind i den fremtidige samfundsstruktur.

Nok er der stadig mange uklarheder i aftalen om strukturreformen, og en del brikker skal stadig lægges på plads i de fortsatte forhandlinger om reorganiseringen af den danske samfundsstruktur, ikke mindst om finansieringen og kommunernes rolle i sundhedsvæsenet. Men vi ved med stor sikkerhed, hvem der bliver gift med hvem i de kommende fem regionale fællesskaber. De kommende partnere kan lige så godt begynde at samarbejde nu. Regionerne giver os for første gang i mange år muligheden for at tage beslutninger om fx sygehusstrukturen, der er præget af det størst mulige rationale. Det må være et rimeligt krav, at vores nuværende amtspolitikere er så fremsynede, at deres beslutninger de kommende to år fremmer rationalet i beslutningsprocessen i de fremtidige regioner.

Beslutninger om anvendelse af fremtidige værktøjer, som fx epj, må som et minimum hænge sammen med naboernes og skal naturligvis ende med nationale standarder.

Regionerne giver os potentialet til en bedre udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer med færre og højere specialiserede enheder og en yderligere beskæring af de voldsomt ressourcekrævende døgnbetjente akutberedsskaber. De øgede geografiske afstande, som sådanne ændringer nødvendigvis medfører, skal ikke kompenseres med etablering af mere eller mindre hjemmestrikkede sundhedscentre. Det tomrum, der i denne sammenhæng opstår, kan i meget stort omfang udfyldes med en forbedring af vores nuværende akutberedskab. Når der bliver større geografiske afstande og færre, men højere specialiserede enheder, er det om muligt endnu vigtigere, at akutpatienten bliver kørt til den rigtige adresse første gang.

Det kan sikres ved, at der som standard er lægelig visitation i akutberedskabet. Det betyder, at der skal tilknyttes læger til alarmcentralerne, at der skal være flere lægeambulancer og måske lægebetjente helikoptere. Ved at investere i en forbedring af akutberedskabet kan der både tilbydes borgerne en større sikkerhed for, at de kommer i den rigtige behandling uden overflødige mellemstationer, altså en bedre kvalitet. Det sparer også penge. For det andet kan det undgås, at der opstår en helt ny halv- eller helprivatiseret sektor med tilbud af tvivlsom kvalitet. Derfor skal et forbedret akutberedskab tænkes ind i strukturreformen.