Det franske babyboom

PARIS

»Hvorfor er de franske kvinder så fertile?«, stod der spørgende i den engelske avis The Guardian den 18. januar. Nye tal fra Frankrigs Statistik, INSEE, var nået over kanalen, og englænderne undrede sig åbenlyst over, hvordan deres galliske arvefjender kunne have sådan et held med formeringen. »Nu får de flere børn end irerne«, skrev kommentatoren med adresse til den højkatolske naboø, som ellers i årevis har haft fødselsrekorden i Europa.

2,0 børn pr. kvinde i den fødedygtige alder. Det er det tal, som har bragt franskmændene i aviserne. I sig selv ikke nogen opsigtvækkende børneflok. Men alligevel det højeste niveau i 30 år og - set med europæiske øjne - en bemærkelsesværdig demografisk succes.

For når kvinder i Tyskland, Spanien og Italien har nedprioriteret børnene og kun får 1,3 i gennemsnit, hvorfor vælger de franske kvinder så at gå den modsatte vej? Hvad er det, der får dem til - også mange veluddannede og udearbejdende - at sætte både tre og fire børn i verden?

For udenlandske befolkningseksperter er det så stor en gåde, at hele delegationer hver uge kommer på studietur i Frankrigs demografiske forskningsinsitut, INED. Og hver uge får de samme svar: Fødselstallet er resultatet af en generøs familiepolitik, forsinkede mødre og - sine steder - også en hip trend.

Skattebabyer

»Når franskmændene får relativt mange børn i forhold til andre europæere, så skyldes det især en gavmild familiepolitik, som har været konstant de sidste 35 år«, siger demograf France Prioux fra INED. Hun er chef for forskningsenheden Fødselshyppighed, familie og seksualitet.

»Frankrig har før de fleste andre lande forstået nødvendigheden af børn. Som det eneste land gjorde Frankrig allerede tidligt i sidste århundrede noget for at dæmme op for de faldende fødselstal. Med økonomisk hjælp opmuntrede man borgerne til at få flere børn, og det gør man stadig den dag i dag«, siger France Prioux og henviser dermed til den palet af statslige tilskudsordninger, som skal få franskmændene til at droppe præventionen.

Det er ordninger, som appellerer til både rige og fattige. Først og fremmest selvfølgelig de almindelige børnepenge, som udbetales til alle, uanset indkomst, men som stiger betydeligt, jo flere børn man får. Ved ét barn er der ingen penge at hente hos familiekassen, men allerede ved to børn begynder pengene at flyde ind på kontoen, og har man i Frankrig fire børn, får man automatisk overført 3.172 kr. om måneden. Plus en solid bolighjælp til de fattigste og yderligere tilskud til teenagere.

For velhavende par er det selvfølgelig ikke incitament nok til at producere ekstra børn, og det har skiftende regeringer indset. Derfor lokkes de veluddannede og højere lønnede med store skattefradrag. Hvilket betyder, at børnerige familier i Frankrig ofte betaler langt mindre i skat end enlige og barnløse.

Børnefradragene er så integreret en del af franskmændenes bevidsthed, at folk ligefrem taler om »skattebabyer«. Det er de små, som er så godt planlagt, at de kommer til verden i slutningen af december og derfor når at tælle med på selvangivelsen, selv om de endnu ikke har kostet familien noget. Jeg stødte første gang på begrebet i 2005, da vi fik vores tredje barn den 14. januar. »Øv«, sagde vores revisor, »kunne I ikke have planlagt det lidt bedre? Nu kan vi jo ikke trække hende fra i 2004!«

Indvandrere får flere børn

France Prioux fremhæver, at familiepolitikken er stabil, fordi der er bred politisk enighed om tilskudsordningerne. Derfor ved folk, at de kan regne med pengene, også ud i fremtiden.

Kun det yderste, ekstreme højre, pipper en gang imellem op om, at børnepengene skal beskæres, fordi tilskuddene angiveligt får indvandrerne til at få flere børn. Og rigtigt er det da, at indvandrermødre generelt får flere børn end de indfødte franske. Uden udlændinge ville fødselshyppigheden således falde til 1,8 børn pr. kvinde. Men som France Prioux fremhæver, er det kun førstegenerationsindvandrere, som får mange børn. Allerede i anden generation er kvinderne så godt integreret, at de ikke får væsentligt flere børn end deres franske medsøstre.

Milliarder til vuggestuer

I en del europæiske lande er moderrollen som regel ensbetydende med et farvel til arbejdsmarkedet. Som i Italien og Spanien, hvor pasningsordningerne er dyre og dårlige, og hvor veluddannede, ambitiøse kvinder derfor vælger børnene fra for at kunne fortsætte deres karriere.

Sådan er det ikke i Frankrig. Her beholder langt størstedelen af mødrene deres job. Ifølge INSEE arbejder hele 81 procent af kvinderne i den fødedygtige alder, og som talsmand Juliette Lafont fra det franske familieministerium siger, er grunden enkel:

»Frankrig fører en politik, hvor kvinderne selv kan vælge, om de vil arbejde eller ej.

Det kunne lyde som propaganda, men det er det ikke. Den franske stat er generøs, når det gælder pasningsordninger. Milliarder af euro er de seneste årtier blevet pumpet i moderne vuggestuer, og foretrækker man at få sine børn passet hjemme, kan man hyre en privat husansat med statstilskud.

Det sidste er blevet en populær ordning, fordi kvinder med både tre og fire børn kan blive på arbejdsmarkedet, mens en nanny kører husholdningen og passer børnene derhjemme. Sådan går det for eksempel til, at jeg kan sidde her og skrive en artikel til jer, selv om jeg har tre børn under seks år. Vi har en nanny fire dage om ugen, og for det betaler vi under 40 procent af de samlede lønudgifter. Resten ordner staten.«

Hertil kommer, at franskmændene har gode muligheder for forældreorlov og - som noget enestående i Europa - tilbud om gratis skole otte timer om dagen, fra børnene er tre år.

Alt sammen er det med til at lette livet for de franske forældre, og selv om der stadig kun er 1,7 millioner familier med tre børn eller derover, er det i visse samfundslag ligefrem blevet et statussymbol at få mange børn.

I borgerlige og katolske områder som Versailles eller Paris' 16. arrondissement er det helt almindeligt at have mange børn. Det signalerer sammenhold og menneskeligt overskud. Og trenden er så klar, at regeringen sidste år relancerede La Carte Famille Nombreuse, som giver familier med tre børn og derover mulighed for store rabatter på alt fra togbilletter og billeje til babymad og børnetøj.

Gamle mødre

Om de høje fødselstal holder i længden, er en anden sag. For det demografiske forskningscenter lægger ikke skjul på, at en god del af statistikken skyldes kvinder, som har skubbet moderrollen foran sig, og som nu pludselig sprænger de gammelkendte statistikker ved at få børn som både 35- og 40-årige. Samtidig med, vel at mærke, at flere unge er begyndt at få børn tidligere igen. Dermed bliver der en slags dobbeltdækning i statistikkerne, og den kan formentlig ikke holde.

Men det synes franskmændene ikke at tænke så meget over lige nu. De godter sig bare over, at de som et af de eneste lande i Europa selv kan opretholde befo lkningstallet, og medierne har kørt løs med store overskrifter om babyboomet og den heldige familiepolitik.

I England hælder de mere til forestillingen om en stor libido, og The Guardian skriver lige ud, at man bare skal følge den franske kur med croissanter, cigaretter og vin.

Så kommer ungerne helt af sig selv.

Forældreorlov i Frankrig

Der er mulighed for at tage forældreorlov i op til tre år med garanti for at kunne vende tilbage til sit arbejde eller, som i casen, at gå ned i tid. I begge tilfælde får man penge fra det offentlige. Går man på forældreorlov fuld tid kan man få 530 euros om måneden som basisydelse, hvis man har et eller to børn og 758 hvis man har tre børn eller flere. Går man ned i tid, får man maximalt 403 euros månedligt. Det er ikke enorme summer, men nok til, at mange lavtlønnede vælger denne løsning i nogle år.