Skip to main content

»Det gik op for mig, at han ikke længere jokede. Han mente faktisk, at jeg skulle med ned på vagtværelset«

783 læger har skrevet under på underskriftindsamlingen Stop sexisme blandt læger. Nogle af dem fortæller om deres oplevelser til Ugeskrift for Læger.

28. sep. 2020
12 min

Af Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

Kvindelige læger har ligesom kvinder i andre brancher været udsat for sexisme på arbejdspladsen.

Det fremgår, hvis man kaster et blik på underskriftindsamlingen Stop sexisme blandt læger, som 783 læger indtil videre har skrevet under på.

Flere af dem fortæller i Ugeskrift for læger om deres oplevelser med sexistiske jokes, deciderede invitationer til at putte på vagtværelset og gynækologiske undersøgelser på skødet af tutorlæge.

Hierarkiet i lægeverdenen, magtforholdet imellem ældre og yngre læger og frygten for ikke at få godkendt ophold står centralt i fortællingerne, som Ugeskrift for Læger bringer i de kommende dage og senere samler op på.

Den mandlige læge satte sig på stolen og klappede på sit skød. Jeg skulle sætte mig hos ham, imens jeg lavede den gynækologiske undersøgelse. Marie, 35 år, læge

Trine, læge, 38 år

Før jeg fik mit nuværende job, havde jeg en introstilling i et klinisk speciale. På min allersidste nattevagt gik jeg i vagt med en overlæge. Det var en, jeg kendte ikke personligt, men jeg havde det godt med ham.

Som på mange andre afdelinger var der en afslappet jargon. Vi jokede, havde det sjovt, og jeg følte mig godt tilpas.

Joken centrede sig om noget intimt. Men jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at det var en joke. Vi er gift hver især, vi har mange børn. Og det vidste vi.

Men bagvagten viste sig at være en kærlig mand, og joken blev mere og mere konkret. Hvad der startede med at være løsslupne bemærkninger, blev nu til deciderede invitationer til at komme ned på vagtværelset, ”så vi kunne hygge os og putte.” Det var det ord, han brugte flere gang. Putte. Og så var joken slut.

Vagtværelset

Han blev meget opfordrende. Han var på intet tidspunkt truende, men meget flirtende.

Ved midnatstid forsatte mine opgaver, han gik på vagtværelset.

Midt om natten ringede jeg til ham, fordi jeg stod i kritisk situation med en patient og havde brug for hjælp. Han kom, og vi fik løst problemet sammen. Men meget hurtigt begyndte han igen at omtale, at jeg skulle komme ned til vagtværelset. Han tog fat om mig, puttede sig ind til mig.

Han sagde: ”Hvorfor er du ikke kommet ned til mig endnu?".

Han trak mig ind til sig og hviskede mig i øret, at jeg var spændstig og dejlig.

Jeg skubbede ham roligt væk og sagde, at det ikke ville komme til at ske.

Jeg følte mig i en rigtig ubehagelig situation.

Resten af natten gik med arbejde, og jeg fik hvilet mig i de tidlige morgentimer. Da jeg vågnede, havde han skrevet beskeder til mig tre gange i løbet af natten, at jeg skulle komme hen til ham.

Vi skulle putte. Kysse.

Hvordan ved du, at han reelt ikke bare var helt vild med netop dig og flirtede?

Jeg vidste, at han var en mand, som har været i seng med flere andre kolleger. Han var opportunist. Går den, så går den. Han kunne godt lide unge kvinder.

Jeg gik hjem derfra, uden at have konfronteret ham. Sagde bare, at det ikke ville ske. Joken var helt død for mig.

Da jeg kommer hjem og snakker med min mand, er jeg rystet.

Jeg følte mig misforstået, og jeg betvivlede min egen rolle. Jeg havde på intet tidspunkt ment noget seriøst, og jeg var i tvivl om, hvad jeg udsendte af signaler. Jeg var chokeret over, at han havde været så opfordrende.

Jeg sad tilbage med spørgsmålet: Hvornår gik det fra joke til en reel invitation?

Gik til vejleder

Jeg talte med min vejleder på min afdeling nogle dage efter.

Det blev taget meget godt imod. Min vejleder spurgte, hvad jeg havde brug for. Hun var meget åben. Ville jeg tale med ledelsen? Tale med bagvagten?

Hun betvivlede ikke min rolle, og det var vigtigt for mig. Hun anerkendte, at han havde begået en fejl. Jeg sad tilbage og følte mig i tvivl, for jeg havde jo været med på joken. Hvornår skulle jeg have sagt fra? Jeg vendte det indad i starten og var meget nervøs inden samtalen.

Min følelse var, at jeg ikke ville klandre ham. Men jeg havde samtidig lyst til, at han skulle vide, at han ikke skulle gøre sådan. Han skulle tænke sig om. Vide, at det var forkert.

Men efter jeg snakkede med min vejleder, som gerne ville være bisidder ved samtalen, konkluderede jeg, at jeg ikke havde lyst til at konfrontere ham.

Jeg havde ikke brug for at gå til ledelsen. Jeg ville ikke involveres i officiel sag imod ham.

Han er ikke et offer, men der er et miljøproblem, som ikke bliver løst ved, at man laver sanktioner oppefra.

Det kan godt være, at han bare prøvede sine muligheder af. Men han tænkte heller ikke over konsekvenserne og sin funktion af at være overordnet. Jeg følte mig utilpas ved, at han var min bagvagt.

Hvorfor valgte du ikke at konfrontere ham?

Jeg er trådt ud af specialet, og risikoen for at støde på ham er lille. Hvis jeg skulle have ham som overordnet igen, ville jeg helt klart tage fat i ham. Hvis jeg skulle blive i det miljø, ville jeg få brug for at afklare situation.

Han overtrådte min grænse, og det skal han ikke igen.

Hierarki

Jeg var også bange for, at det ville få konsekvenser for min fremtidige uddannelse, hvis jeg var en trussel for ham. Hvis jeg satte spørgsmålstegn ved hans integritet.

Kunne han hindre, at jeg kunne få en uddannelsen, hvis jeg ville?

Jeg frygtede for min videre vej op i systemet. Vi lever i hierarkisk system. Det er tydeligt, hvor vi befinder os i hierarkiet. Om vi er uddannelsessøgende, under uddannelse, afdelingslæger, overlæger. Hierarkiet har stor betydning for, hvordan vi skal opføre os overfor hinanden.

Hvorfor kan du ikke bare sige ”pyt med ham” og komme videre?

Det gør jeg også, for jeg skal ikke bruge ham til noget. Grunden til at jeg skriver under og fortæller min historie er, at der er et giftigt arbejdsmiljø, når det kommer til køn og sexisme. Ingen skal udsættes for det. Nogle er måske ligeglade. Andre lader sig påvirke mere. Pointen er, at alt for mange presses ud i situationer, som man ikke burde blive konfronteret med på sin arbejdsplads.

Jeg følte også meget skam. Jeg var selv en del af det. Det er svært at sige pyt.

Humor

Jeg efterlyser ikke et humorforladt arbejdsmiljø. Vi har brug for, at vi kan slå professionalismen fra overfor hinanden. Især på kliniske afdelinger, hvor man er i vagt og sammen med kolleger på skæve tidspunkter. Vi menneskeliggør hinanden. Griner sammen.

Flirten bruges som en måde at bryde formaliteterne på.

Det er svært at forklare.

Det bliver hurtigt tilladt, at man er meget personlig og har en vis seksualisering af den måde, man omgås.

Men vi er ikke gode nok til at finde ud af, hvordan man skal bevare professionelt samarbejde, samtidig med at vi skal være personlige sammen.

Jeg ønsker heller ikke en arbejdsplads, hvor man er bange for at strejfe en kollegas arm. Det er svært med restriktioner ovenfra, når det handler om måden at opføre sig på. Det er ikke noget, man kan sætte hak ved på et skema.

Det er svært, hvad man skal stille op. Få fortæller om deres oplevelser.

Ligesom overarbejde

Jeg har arbejdet som tillidsrepræsentant på Rigshospitalet, hvor lægerne talte om, at vi skulle blive bedre til at registrere overarbejde.

Det var et stående problem, fordi man var bange for, hvad det betød, hvis man var nidkær omkring betaling. For dem, som ikke bad om betaling, var bedre stillet til næste stilling. Man vil gerne vise, at man er villig til at lægge lidt ekstra.

Det er det samme problem med sexisme. Man vil ikke være til besvær, for så kan man få problemer, når det er de samme mennesker, der skal ansætte en.

Som kvinde følte jeg mig noget mindreværdig efter min oplevelse. Og den følelse har jeg haft flere gange i de år, jeg har arbejdet som læge.

I de situationer var det ikke min faglighed, der var væsentlig, men derimod mit køn. Med mit køn blev jeg kategoriseret som en, der så pæn ud, men ikke en der havde nogen faglig funktion. Den følelse har de mandlige chefer efterladt hos mig, mens de kvindelige overordnede har været langt mere professionelle.

Det gør ikke noget godt for ens faglige selvværd.

Marie, 35 år, læge

Da jeg var medicinstuderende, skulle jeg lave en gynækologisk undersøgelse på ung kvinde. Det var en efterfødselsundersøgelse.

Den mandlige læge satte sig på stolen og klappede på sit skød. Jeg skulle sætte mig hos ham, imens jeg lavede den gynækologiske undersøgelse.

Der lå hun med benene i lejet, og hun var nøgen. For mig var det lige så akavet som for hende. Jeg holdt speculum.

Min læsemakker oplevede ikke det samme. Jeg var træt at, at det ikke var normalt. Det var en mærkelig oplevelse.

Den værste oplevelse jeg har haft var dog senere i mit lægeliv.

Jeg havde en introstilling i en almen praksis, hvor min tutorlæge ville køre psykoterapi på mig i stedet for supervision.

Han havde været på tutorlægekursus, og han havde forstået det, som om det var det samme som psykoterapi.

Jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg kom direkte fra en hoveduddannelsesstilling i onkologi, som jeg var nødt til at droppe af personlige årsager. Så jeg havde meget lille erfaring med almen praksis.

Han gav mig psykoterapi flere gange om ugen. Han gravede i, hvordan jeg følte, og når jeg følte noget, skulle jeg beskrive det. Det var mig som person, der var i centrum. Ikke det faglige.

Det var intimiderende.

Han gik meget personligt til mig. Jeg skulle lære noget fagligt, men han stillede spørgsmål til følelser. Det havde jeg ikke brug for.

Der var intet fagligt belæg for det. Jeg fik ingen læring ud af det.

Terapien foregik flere gange i løbet af de seks måneder, jeg var der. Det hele handlede om, hvordan jeg virkede på andre mennesker, hvad jeg kunne gøre bedre. Han beskrev min personlighed, analyserede mig. Jeg var sådan en, der gerne ville bestemme, præcis som han var, konkluderede han.

Det var ikke noget, jeg havde bedt om at høre.

Det var ikke kun ved komplicerede patienter. Jeg skulle analyseres efter konsultationer om helt banale ting som halsbetændelse, podninger.

Jeg følte mig som en forsøgskanin.

I evalueringen af mig blev der sat en masse krydser under "ikke helt tilfredsstillende”. Det handlede om kommunikationen og samarbejde i praksis. Det blev ikke fulgt op af kommentarer.

Psykisk sexisme

Det slog mig efterfølgende, at han fik mig til at føle, at jeg havde et problem med min personlighed.

Det var psykisk sexisme. Det kørte mig ned. Jeg blev ked af det, jeg tvivlede på, om jeg gjorde mit arbejde rigtigt, om jeg kommunikerede på en uhensigtsmæssig måde. Jeg satte spørgsmålstegn ved mig selv, og det var underligt. For jeg havde kun ellers fået ros andre steder fra.

Der blev sat spørgsmålstegn, om der var noget galt med mig.

Det føltes som et psykisk overgreb. Han havde krammet på mig.

Hvorfor følte du det som psykisk sexisme?

Min ven, en mandlig læge, som også skal være almenmediciner, havde ophold i samme praksis. I stamme stilling. Han oplevede det ikke. Jeg var kvinde. Jeg var et nemt offer.

Han udnyttede sin rolle som tutorlæge.

Hvordan ved du, at han ikke bare var mærkelig – ikke ligefrem sexistisk?

Han var mærkelig. Men han var mærkelig overfor mig på en anden måde. Min mandlige kollega blev ikke udsat for det samme. Han har ikke oplevet noget som helst lignende.

Hvad gjorde det ved din selvfølelse som læge?

Mit selvværd blev dårligt rent lægeligt.

Det ødelagde noget for mig. Det er først efter halvandet år, at jeg kom helt over det. Jeg troede, at jeg var god til det, jeg lavede. Jeg fik ros, og jeg havde selvtillid.

Men efter mit ophold hos ham var jeg tilbageholdende, jeg var usikker overfor mine patienter. Jeg tænkte over min måde at være på, min kommunikation, om jeg var på en bestemt måde.

Faglighed

Det fulgte mig, da jeg kom på børneafdelingen. Når jeg fagligt blev presset, blev jeg usikker. Jeg tvivlede på mig selv, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg plejer at gå til det med åbent sind, slå tingene op, søge viden.

Kunne du ikke bare parkere oplevelsen og tænke, at han bare var sær?

Jeg begyndte selv at sætte spørgsmålstegn.

Forestil dig konstant at høre på: Hvad følte du, da patienten spurgte dig om det? Hvordan føler du, når jeg spørger om det her?

Lirken og en graven i min personlighed. Irrelevante spørgsmål. Jeg er bare læge. Mine følelser og tanker er ligegyldige.

Han var så intimiderende.

Han stillede spørgsmålstegn ved min faglighed. Havde jeg nu også slået det op? Havde jeg nu styr på det?

Det var den værste sexisme, jeg havde oplevet.

Hvorfor sagde du ikke fra?

Jeg sagde, at det var for meget. Men han ændrede ikke adfærd. Det var det samme i seks måneder.

Jeg turde ikke sige fra.

Hvorfor sagde du det ikke til de andre læger i lægehuset?

Det foregik altid bag lukket dør. Ingen vidste, hvad der foregik.

Samtidig følte jeg det, som om de andre læger var lidt medsammensvorne. De syntes, det var okay. Jeg følte ikke, at jeg kunne sige, at det ikke var okay.

Jeg skammede mig over det. Han satte spørgsmålstegn ved, om jeg duede som person. Det skammede jeg mig over. Havde han ret? Det er svært at sige til andre.

Sagde fra

Jeg sagde fra til sidst.

Bægeret flød over, efter han havde godkendt mit ophold. 1-3 dage efter. Og efter jeg havde fået hoveduddannelse.

Der gav jeg ham skældud. Det havde intet med faglighed at gøre.

Hvorfor først efter?

Jeg turde ikke sige fra før godkendelse. Jeg var bange for, at han ville blive sur og ikke godkende. Han kørte på, hvordan jeg var. Og han kunne blokere mig. Det var hans mål at finde svage punkter.

Det var psykisk chikane. Flere gange om ugen. Under de to midtvejssamtaler.

Han havde magt over mig. Jeg havde ondt i maven, når jeg tog på arbejde. Især hvis jeg skulle være alene med ham. Jeg var bange for at blive presset op i krog og skulle besvare personlige spørgsmål. Jeg ville gerne være medgørlig.

Jeg kunne ikke bakke ud. Jeg kunne ikke ringe til nogen og bede om at skifte praksis.

Hvordan reagerede han, da du sagde fra?

Først gik han i forsvarsposition. Men han endte med at give mig ret. Det skulle ikke ske igen. Han sad ned, jeg stod op. Jeg havde pludselig kontrollen.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende før. Jeg er overrasket over, at jeg kunne. Jeg plejer at bryde grædende sammen, når noget er så følelsesmæssigt. Ikke i arbejdssammenhænge, men det her var så personligt. Det føltes som et personopgør.

Lægernes navne Marie og Trine er opdigtet. Ugeskrift for Læger er bekendt med lægernes rigtige identitet. Kvinderne har ikke ønsket at fortælle, hvem mændene er. Hvis du har mod på at fortælle om dine oplevelser med sexisme, så skriv til journalist Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk