Knække koden
Ifølge Thomas Giver Jensen kan de konkludere, at det udkørende team virker, når man sammenligner patienter, som bliver besøgt, med dem, der ikke får besøg af en sygeplejerske.
De har en lavere dødelighed, og den effekt varer ved op til 120 dage efter udskrivelse. Den lave dødelighed er resultat af både hoftekald, fælles geriatrisk-ortopædkirurgisk stuegang, udkørende team og ambulatoriet, mener han. De har forsøgt at isolere tallene og se, om nogle dele har større indvirkning end andre, men det er den samlede pakke, og at de har hånd i hanke med patienterne ti uger efter deres udskrivelse, der gør forskellen, lyder det fra overlægen.
Projektet handler om at skabe gode forløb, siger han. Samlet set er det fortsat en patientgruppe med en tårnhøj dødelighed.
»Det er meget værre at brække hoften end at få en cancer. Det er ikke, fordi den brækkede hofte i sig selv er farlig, men det er et symptom på, at de har det dårligt. Det er et symptom på almen svækkelse, og at den ældre medborger er på vej ned ad bakke«.
For 20 år siden var hoftefraktur lavprioritet, for patienterne døde alligevel bare, og de var i slutningen af livet, siger Thomas Giver Jensen.
»Hvis man ser på statistikkerne, var der en 12-15% dødelighed inden for 30 dage. Efter et år var det 30%, der ikke var i live. Det er en farlig diagnose, hjertet slår måske ikke ordentligt, stofskiftet er ikke i orden, saltbalancen er skæv«.
Det er spændende at prioritere gruppen, fordi de fylder meget i samfundet, fortsætter han. Det er med hans ord en tung patientgruppe, og når de falder og brækker hoften, går de ofte fra at være relativt selvhjulpne til at være afhængige af pleje. De kan pludselig ikke længere selv komme rundt.
»Hvis vi kan knække den kode og gøre dem bedre, så de ikke er så ressourcetunge ude i samfundet og for os på hospitalet, kan vi fremtidssikre, at vi ikke får så mange af dem ind igen«.
Det handler også om samarbejde, og det er det sjove ved det hele, mener han.
»Vi går fra at passe vores egen lille biks, vores egen lille problemstilling, til at samarbejde på tværs. Vi har hver dag samarbejde med vores geriatriske læger, som går stuegang. Det giver god sparring om patienterne. De ser nogle ting, vi ikke tænker over. Og omvendt«.
Det lyder jo godt, men hvad mangler I at løse?
»Vi optimerer hele tiden. Vi har lagt en kæmpe indsats de sidste fire år, og nu prøver vi at se, om det virker. Vi har vist, at det virker, genindlæggelserne falder, og vi kan vise, at de udkørende team ikke kun har effekt på genindlæggelser, men også på dødelighed. Så lige nu er vores hovedindsats at evaluere på de ting, vi har lavet«.