Skip to main content

Det gode hospital

Formand for yngre læger Lisbeth B. Lintz Christensen

28. aug. 2009
3 min.

Yngre Læger har udgivet sit politiske projekt 2009- 2012 som et samlet og sammenhængende udspil med tilhørende aktivitetsplaner for, hvordan det realiseres. Vi har kaldt det »Det gode hospital«. Det gode hospital har i sagens natur en Yngre Læge-vinkel på sundhedsvæsenet og afspejler det, der er vigtigt for yngre læger i deres hverdag. Men den fortæller også noget om, hvordan Yngre Læger har tænkt at agere og, hvad vi vil spille ind med i den nye Lægeforening, og endelig noget om, hvordan yngre læger gerne vil være som kolleger, medarbejdere og samarbejdspartnere ude på de enkelte arbejdspladser.

Vi vil gerne have det gode hospital med god speciallæge- og efteruddannelse, opgaveglidning, den fede FAME, konfliktløsning, tid til dialog med patienterne, individuel vagtplanlægning osv. Det vil vi gerne af hensyn til yngre læger. Men vi regner ikke med at komme til at kæmpe alene. For det gode hospital for yngre læger er også det gode hospital for overlæger, sygeplejersker og sosu-assistenter. Vigtigst af alt: Det gode hospital for yngre læger er også et godt hospital for patienterne.

Når to ud af tre yngre læger mener, at de ofte presses til at gå på kompromis med fagligheden i deres arbejde, så er det alarmerende læsning. Der er grund til at arbejde alvorligt med at lade andre faggrupper løse nogle af opgaverne og lade læger gøre det, de er gode til, nemlig at være læger. Når yngre læger presser på for mere opgaveglidning, så handler det f.eks. om, at vi gerne vil have tid til en ordentlig dialog med patienterne. Ikke fordi vi ikke kan finde andre at snakke med, men fordi det resulterer i bedre diagnoser, bedre behandling og mere tilfredse patienter.

Når Yngre Læger har som uddannelsespolitisk mål, at alle yngre læger skal have mulighed for at blive speciallæger hurtigst muligt og kunne forske på ordentlige vilkår, så er det ikke kun for vores egen skyld. Så er det jo fordi, vi gerne vil levere en kvalificeret og opdateret patientbehandling.

Når Yngre Læger sætter fokus på det gode arbejdsmiljø med en lærende kultur, gode rollemodeller og konflikthåndtering, ja så gør vi det blandt andet, fordi det gør det rarere for os at gå på arbejdet. Men vi gør det også, fordi vi mener, at vi får et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen ud af det. Et sundhedsvæsen der f.eks. lettere kan rekruttere og fastholde kvalificeret personale.

Med det gode hospital kræver Yngre Læger ikke bare gode forhold stillet til rådighed af andre. Vi kaster bolden op og inviterer til sammen at skabe høj kvalitet i behandling, patientsikkerhed, ledelse og i det hele taget skabe hensigtsmæssige arbejdsforhold. Vi vil skabe udvikling og det gode hospital nedefra og indefra med bedre sagsgange, mere dialog med patienter og kolleger, mere medarbejderindflydelse og kreativitet. En kultur med nye metoder til effektiv læring, supervision og feedback i stedet for klagesager.

Vi håber, der er andre, der også kan se ideen med det gode hospital og som vil kæmpe sammen med Yngre Læger for at realisere det. Måske koster det lidt i første omgang, men en ordentlig »indmad« kræver langt fra de milliarder, som er afsat til nye bygninger. Men måske bliver virkningen ligefrem større. Med det gode hospital har vi inviteret til dialog. Vi vil gerne høre, hvad I andre vil bidrage med.

Det gode hospital kan rekvireres for 0 kr. i YL's sekretariat eller via yl@dadl.dk.