Hun er blevet spyttet på, vraget til en stilling, fordi hun bærer tørklæde og har brugt samtlige barselsorlover på at blive god til dansk. Mød afghanskfødte Rana Bibi, overlæge på Aalborg Universitetshospital.
Der er mange milepæle i Rana Bibis 43-årige liv.
Da Taliban tager magten, og Rana med sine forældre og otte søskende må flygte fra by til by i provinsen Kunduz i det nordlige Afghanistan for at komme i sikkerhed.
Da hun som 24-årig er færdig på medicinstudiet, men ikke kan bruge sin uddannelse, fordi det er forbudt kvinder at arbejde i Afghanistan.
Og da hun – efter på flugt at have opholdt sig i Pakistan med sin førstefødte søn – den 25. maj 2000 lander i Kastrup Lufthavn og bliver genforenet med sin mand, der halvandet år forinden er flygtet fra Afghanistan til det nordlige Jylland
»Jeg kunne se fra flyets vinduer, at det lige havde regnet. Det var skyet og mørkt. Og da vi satte vi os ind i toget for at køre den lange vej til Frederikshavn, følte jeg mig i sikkerhed.
Min far, der var bomuldsfabrikant, men også tidligere geografilærer, havde fortalt mig om Danmark. At det var et meget lille og trygt land med flere køer end mennesker«.
Selv om Rana Bibi igen og igen fortæller, hvor taknemmelig hun er for at være kommet til Danmark, for sine kolleger og for den overlægestilling på lungemedicinsk afdeling, som hun fik i december, har hun stødt sig undervejs.
Som læge fra et tredjeland må hun efter tre måneders sprogskole begynde »forfra på medicinstudiet« – via fjernundervisning på Københavns Universitet (KU). Og trods to yderligere fødsler undervejs – herunder tvillinger – gennemfører hun eksamenerne og får i 2004 bevis på, at hun er cand.med. fra KU.
En dag i efteråret 2001 går en højgravid Rana Bibi på en gade i Frederikshavn med sin ældste søn i barnevogn, da en spytklat er lige ved at ramme hende.
»Da jeg kom hjem og på tv så billederne fra terrorangrebet i New York, forstod jeg, hvorfor han havde spyttet efter mig. Jeg blev åbenbart set på som en af de galninge, selv om jeg ikke var en af dem. Tværtimod kom jeg til Danmark på grund af dem. For første gang siden jeg kom hertil, følte jeg mig utryg, og i halvanden måned gik jeg ikke ud uden min mand«.
Barselsorloverne bliver også brugt på flere ophold på sprogskolen.
»Der er stor forskel på, hvordan ordene skrives, og hvordan de udtales. Og så er dialekterne en udfordring. Jeg har også prioriteret hele tiden at have kontakt med ,almindelige mennesker’ – for jo bedre bliver jeg til sproget. Og så beder jeg stadig mine sønner om at rette mig.
Jeg har bare villet lære dansk, fordi jeg var så bange for at miste muligheden for at blive læge i Danmark«.
Men under en jobsamtale i 2006 er det noget andet, der får hende til at tro, at hendes »fremtid som læge i Danmark er slut«.
»Den ledende overlæge sagde, at han ikke kunne have en med tørklæde – eller en der gik med kasket – ansat på sin afdeling. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom derfra. Jeg blev så ked af det og græd i mange dage. Jeg prøvede ligefrem at tage tørklædet af, men det gik ikke. Og hvorfor skulle jeg? Jeg er selv vild med mangfoldighed og elsker, når de unge på afdelingen kommer med piercinger, tatoveringer og særpræget hår.
I øvrigt ringede han efter nogen tid og sagde, at han havde brug for mig. Og selv om jeg har haft lyst, har jeg aldrig turdet spørge, hvorfor han ringede igen«.
Tørklædet giver i dag ikke anledning til mange kommentarer, men:
»Jeg får da blikke og oplever til tider også, at det er dét og ikke mig, folk først og fremmest ser«.
Rana Bibi oplever også ofte at blive omtalt som »hende den udenlandske læge«.
»Jeg bliver berørt, når patienter, pårørende og medierne konsekvent omtaler en som mig som udenlandsk læge. Selv om det næppe altid er ment nedsættende, er det sådan, jeg opfatter det. Jeg har knoklet for at opnå autorisation som dansk læge, og det er det, jeg er«, siger Rana Bibi.
Og som sådan kan hun også blive »pissed off«, når manglende ressourcer, travlhed og sygdom fører til, at en læge må varetage tre funktioner, og en patient »må vente mere end to måneder på svar på en ambulant undersøgelse«.
Rana Bibi kommer fra gode kår i Afghanistan, hvor det var almindeligt, at man levede af familiens penge og sine besiddelser og så i øvrigt koncentrerede sig om at blive »en god kone«.
Det sidste bliver der også tid til. Hendes mand arbejder som thoraxkirurg på Rigshospitalet, så lige nu er det mest i weekenden, at hele familien er samlet.
Resten af ugen er Rana Bibi mor til fire og læge på fuldtid.
Dansk læge.
