Det halter stadig med den palliative behandling

Da Rigsrevisionen i 2020 udgav sin beretning om adgangen til specialiseret palliation, var den en kras kritik af regionernes indsats på det palliative område. Regionerne havde ikke sikret, at patienter med livstruende sygdomme havde adgang til specialiseret palliation, når de havde behov for det, og regionerne havde ikke i tilstrækkeligt omfang sikret en systematisk og effektiv identifikation af den enkelte patients behov, hed det.

Nu har Rigsrevision så fulgt op på beretningen med et notat, hvor den korte konklusion er, at ja, der er taget initiativer fra Sundhedsministeriet og regionerne, men målsætningerne om rettidig og lige adgang til specialiseret palliation er ikke indfriet.

Rigsrevisorerne kritiserer, at hverken ministeriet eller regionerne har sat gang i en opdatering af de nationale visitationskriterier til de specialiserede palliative enheder. Desuden konstateres det, at målet om, at 90% af de relevante patienter skal modtage palliativ behandling inden for ti dage efter deres henvisning, heller ikke er opfyldt. Kun én af fem regioner lever op til målsætningen.

Rigsrevisorerne vil på den baggrund fortsat holde øje med udviklingen i ventetiden.

Formand Anette Hygum fra Dansk Selskab for Palliativ Medicin (DSPaM) er ikke overrasket over den manglende udvikling.

»Nej, slet ikke. Der er kun ganske få steder, der, siden Rigsrevision lavede sin rapport, er blevet opnormeret, og det er altså nødvendigt, hvis vi skal overholde ventetiden, og jeg tror, at mange af de steder, hvor man kan overholde ventetiderne – og det er jo de tal, vi bliver målt på – er det sket på bekostning af nogle andre ting. Der kan f.eks. være, at lægen ikke længere sidder med i opfølgningssamtalerne med patienterne i det omfang, de plejer at gøre det«, siger hun.

Når det handler om de manglende visitationskriterier, konstaterer Anette Hygum, at det er »et godt udtryk for, at der organisatorisk mangler et organ, der kan drive udviklingen videre«:

»Det ser vi oplagt kunne være, at palliation blev et lægefagligt speciale, for det vil typisk være et specialeråd, der får pålæg om at arbejde med lige præcis den udvikling, vi mangler. Som det er nu, bliver det gjort på forskellig vis i regionerne – og nogle steder mere ihærdigt end i andre. Mange af de ting, vi skal løfte, bliver så meget mere besværliggjort af, at vi ikke er et lægefagligt speciale, og af at der er en manglende uddannelseskapacitet på alle niveauer«.

Uddannelsesefterslæb

Mette Asbjørn Neergaard er klinisk professor og overlæge i Enhed for Lindrende Behandling på Aarhus Universitetshospital. Hun har arbejdet med palliation igennem en lang årrække, og på spørgsmålet om, hvorvidt læger ved nok om palliation, svarer hun kortfattet:

»Nej, det gør vi ikke. Og desværre fylder palliation alt for lidt på medicinstudierne – her halter vi Danmark virkelig efter de lande, vi plejer at sammenligne os med«, siger Mette Asbjørn Neergaard.

Hun har selv i en artikel i Danish Medical Journal sammen med daværende medicinstuderende Maria Kolind Brask-Thomsen som førsteforfatter beskrevet, hvordan undervisningen i palliation på medicinstudierne i Danmark er »sporadisk« og »bør styrkes for at leve op til såvel danske som europæiske standarder«, som det konkluderes i artiklen [1].

Desuden har hun i en anden artikel sammen med daværende medicinstuderende og førsteforfatter Sarah Kornum Meldgaard præsenteret en undersøgelse af, om danske medicinstuderende føler sig fortrolige med og sikre i arbejdet med palliation. Kort fortalt viste den, at rigtig mange følte sig usikre på arbejdet med palliation, at endnu flere gerne så mere både teoretisk og klinisk undervisning i palliation og at kun hver fjerde følte sig tryg ved at skulle stå for behandling af og støtte til terminalt syge og døende patienter.

Begge artikler er nogle år gamle, men situationen har ikke ændret sig væsentligt, til trods for at alle ved, at sundhedsvæsenet bredt set i de kommende år kommer til at håndtere langt flere ældre, kronikere og multisyge, og at palliative indsatser derfor kommer til at være relevante for langt flere patienter, siger Mette Asbjørn Neergaard

Derfor er det vigtigt, at de medicinstuderende får palliationen ind med modermælken på studiet, mener hun:

»Hvis vi ikke får ind med vores læge-DNA, at vi også kan tale om, at vores patienter også skal dø, så har vi et problem i lægekulturen. De patienter, vi taler om her, har krav på, at vi som læger er med til at give den mest optimale lindring og dermed har bedst mulig livskvalitet i den tid, de har tilbage«.

Ligesom Anette Hygum peger hun på manglen på et lægeligt speciale for palliative indsatser som hovedårsag:

»Det betyder, at vi ud over ikke at uddanne speciallæger i palliation, heller ikke har obligatorisk undervisning i palliation på medicinstudiet. Det må og skal vi efter min mening have ændret. Sygeplejerskerne er langt bedre undervist i palliation, end vi er som læger, og de gør en god indsats, men systemet løfter sig bare først, når lægestanden er med, for det er der mange af initiativerne skal komme fra, hvis retningslinjer og standarder skal løftes«, siger Mette Asbjørn Neergaard.

Paradoksalt

Danmark scorer også lavt i undersøgelserne fra EAPC (The European Association for Palliative Care), når det handler om den samlede palliative indsats, påpeger Mette Asbjørn Neergaard, der selv lige er blevet valgt ind i EAPC’s bestyrelse.

Og Anette Hygum hæfter sig ved, at Sundhedsstyrelsen i sin nye rapport »Fremtidens speciallæge – ændring af den lægelige videreuddannelse« – der netop nu er i høring – ikke lægger op til, at palliativ medicin skal være et lægefagligt speciale, og hun kalder det »meget tankevækkende« i forhold til den debat, der foregår lige nu om aktiv dødshjælp.

»Lidt populistisk kan man sige, at danskerne i høj grad efterspørger palliation – de ved bare ikke helt, at det er det, de efterspørger. Rigtig mange aner ikke, hvad palliation kan, og hvordan vi kan undgå unødvendig livsforlængende behandling og lindre symptomer i den sidste tid. I det lys er det paradoksalt, at styrelsen netop nu siger, at der ikke er en grund til, at vi bliver et lægefagligt speciale med den styrkelse af feltet, det kunne give, samtidig med at vi taler om noget så fundamentalt som aktiv dødshjælp«, siger hun

Se Rigsrevisionens notat her

Se EAPC’s atlas over de palliative indsatser her

Se artiklen fra DMJ her

Se artiklen om de medicinstuderende og palliation her