Det handler om at hjælpe

Ifølge den sociale servicelovs § 35 har læger, på linje med andre faggrupper, underretningspligt overfor de sociale myndigheder, hvis de bliver bekendt med, at et barn eller en familie har behov for ekstra støtte. Sådan har lovgivningen været længe. Det forhold har rapporten fra den tværministerielle arbejdsgruppe om omskæring af piger, der blev offentliggjort af socialminister Henriette Kjær den 13. januar, ikke ændret på. I den politiske og faglige debat gælder det om at få den aktuelle mediestorm til at lægge sig, så problemets omfang og reelle indhold kan betragtes nuanceret og ud fra, hvad der tjener barnet og familien, mener fhv. overlæge, professor Niels Michelsen.

»Læger har en skærpet underretningspligt over for de sociale myndigheder, når lægen vurderer, at et barn eller en familie har et særligt behov for hjælp. Det er ikke kun i grove tilfælde, at lægen har denne pligt. Forpligtelsen er der også, hvis lægen fx vurderer, familien har brug for økonomisk støtte til en dyr medicin, eller hvis børnene har brug for at deltage i en idrætsklub eller andet. Læger skal ikke anmelde deres patienter til politiet, der gælder vores tavshedspligt«, siger Niels Michelsen.

Dele sin bekymring

Rent praktisk ringer lægen til socialforvaltningen for at give udtryk for sin bekymring. Sker det uden for arbejdstid, skal henvendelsen ske til den sociale døgnvagt eller den vagthavende embedsmand fra socialforvaltningen. Hvis sagen ikke er så akut, at der skal handles her og nu, bliver lægen bedt om at skrive sin bekymring og iagttagelse ned og sende den frem til forvaltningen. Men er problemets omfang og karakter alvorligt, rykker socialforvaltningens medarbejdere ud til familien samme dag eller aften, som underretningen sker. I første omgang for at vurdere situationen og tage en samtale med familien. Formanden eller næstformanden for kommunens børne- og ungeudvalg skal i princippet altid kunne træffes i den slags situationer - men i praksis foregår det gennem den vagthavende embedsmand.

»Som oftest har de vagthavende stor erfaring i den slags sager, og derfor kan lægen bruge dem til at tale med om sin bekymring for et barn eller familie. Det er vigtigt at kunne dele sin bekymring med dem, der har kompetencen til at handle. De vil ofte møde lægen i en forståelse for henvendelsen. I langt de fleste tilfælde er der ikke behov for, at forvaltningen griber til akut handling. I stedet indkaldes familien til en samtale, og oplysninger om barnet indhentes fra daginstitution, sundhedsplejerske og skole for at høre deres syn. På baggrund af disse informationer vurderes sagens alvor«, siger Niels Michelsen.

Familien vil blive informeret om, hvem der har underrettet socialforvaltningen. Lægen kan underrette forvaltningen anonymt, og anonyme henvendelser vil blive taget lige så alvorligt som de ikke anonyme, men Niels Michelsen er af den opfattelse, at det er god faglig etik at oplyse om, hvem man er. Men hvis man siger sit navn, så vil familien blive informeret herom, idet sagsbehandleren har notatpligt.

»Jeg synes, at man som læge skal være åben over for familien, at man finder, at de har brug for en hjælp, som det ikke er muligt for dem at få her i ens praksis eller på sygehuset, og at man derfor vil underrette sagsbehandleren. Der er stort set aldrig vanskeligheder, når det bliver sagt på en ordentlig måde. Nogle forældre drager et lettelsens suk over, at der endelig er nogle professionelle, der siger, at der er behov for mere hjælp, end den de aktuelt får«, siger Niels Michelsen.

Forvaltningens vurdering munder ud i en handleplan, der udarbejdes i samarbejde med forældrene. Den indeholder en beskrivelse af målet med planen og hvilke midler, der skal tages i anvendelse. Midlerne kan være fra gode råd og vejledning, betaling af daginstitution, støttepædagog, »hjemme hos pædagog«, psykolog, familieterapi, økonomisk hjælp ved handicap, støtte til forældre (bolig, arbejde, lønkompensation ved handicap, evt. misbrugsbehandling m.m.) til døgnplacering uden for hjemmet. Døgnplaceringen kan være i akut institution, familiepleje, forskellige døgninstitutioner, socialpædagogiske projekter og andre. Langt de fleste døgnplaceringer sker med forældrenes samtykke.

»Hvis forældrene ikke samtykker, kan sagen forelægges kommunens børne- og ungeudvalg, der vil tage stilling til, om der er »åbenbar risiko for skade på sundhed og udvikling«. Men der er meget strenge procedureregler, og sagen kan ankes til den sociale ankestyrelse og videre til landsretten. Der kan også foretages midlertidige akutte beslutninger ved børne- og ungeudvalgets formand eller næstformand. Formanden og næstformanden er altid en politiker fra kommunalbestyrelse, så det er ,folkets stemme` og ikke eksperterne, der bestemmer i disse situationer. Udvalget er sammensat af tre politikere, en dommer og en psykolog, som senere skal vurdere sagen«, siger Niels Michelsen.

Lægen har ikke ret til information

Hvis familien ikke er enige med lægen i dennes underretning, eller føler sig krænket eller andet, så kan forældrene anlægge privat søgsmål mod lægen. Det sker meget sjældent. Men læger skal, ifølge Niels Michelsen, handle på et skøn, på lige fod når en læge skønner det kliniske billede til at være foreneligt med blindtarmsbetændelse, og at der er behov for operation.

Læger kan i lighed med lærere og pædagoger have en forventning om at blive informeret om, hvilken handling eller tiltag deres underretning medførte. Men denne information har læger og andre ingen umiddelbar ret til at få. Det skal forældrene ifølge forvaltningsloven give tilladelse til at de kan få.

»Det er ofte et problem, at den der underretter ikke får tilstrækkelig tilbagemelding fra socialforvaltningen. Men hvis forældrene ikke ønsker dette, er forvaltningen i henhold til forvaltningsloven forpligtiget til at undlade at melde tilbage. Men forvaltningen er forpligtiget til at forsøge at få forældrene til at acceptere, at underretter er vidende om handleplanens indhold og er med til at udarbejde den«, siger Niels Michelsen.

Niels Michelsen er pensioneret overlæge fra børneafdelingen på Rigshospitalet. Her var han med til at starte Børneteamet for seksuelt misbrugte børn. Har tidligere været socialoverlæge i Københavns Kommune

Yderligere information:

»Klinisk Social Medicin« red. Niels Michelsen, Britt Toftgaard Jensen, Claus Vinther Nielsen, Marianne Schroll. Munksgaard, 2000.

»Praktisk Pædiatri« red. Peter Oluf Schiøtz og Flemming Skovby. Munksgaard, 2002.