»Det har gjort os alle mere åbne over for andre kulturer«

Året var 2007. Region Midtjylland manglede speciallæger inden for anæstesi, patologi og radiologi. Et projekt blev søsat: Vi rekrutterer speciallæger i Indien.

December samme år ankom 28 læger, og herefter skulle der ske faglig, social og kulturel integration. Men det varede ikke længe, før de første negative overskrifter dukkede op i pressen.

Lægerne havde ikke dansk autorisation, rekrutteringen havde været dyr, og mange af lægerne havde fortrudt, at de var rejst til Danmark, lød det i medierne.

De indiske læger havde været overlæger i Indien, nu arbejdede de som reservelæger i Danmark.

På et tidspunkt skrev aviserne, at de alle var rejst hjem igen. Det var de nu ikke, og efter et par år var der stadig 20 tilbage.

Enkelte havde for store problemer med sprog og kultur, og et ægtepar var rejst hjem, fordi de skulle have barn. Men hvordan ser det så ud nu i starten af 2013?

16 er stadig tilbage

»Der er i dag 16 af de oprindeligt 28 indiske læger tilbage, og det var vel, hvad vi havde forventet«, siger mangfoldighedskonsulent Anders K. Kristensen fra Koncern HR i Region Midtjylland.

De indiske læger er i dag spredt fagligt og geografisk på regionens sygehuse, og de arbejder så godt som alle som speciallæger, de fleste som afdelingslæger og nogle som overlæger.

»Vi har lært, at samarbejde med udenlandske læger præges af den kulturelle dimension, og at det sproglige niveau er vigtigt. Det ved jeg fra samarbejdet med de afdelinger, som har såvel gode som dårlige erfaringer, og vi skal naturligvis også bruge de dårlige erfaringer. I dag er flere af de indiske læger aktive medborgere i samfundet, en del er således med i cricketklubber, en ægtefælle underviser i indisk madlavning osv. Jeg synes overordnet, vi kan slå fast, at mange negative spådomme er blevet gjort til skamme af virkeligheden«, siger Anders K. Kristensen.

Udfordringer undervejs

Overlæge Niels Christian Melsen er uddannelsesansvarlig på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling I på Aarhus Universitetshospital, hvor der i dag arbejder fire indiske læger.

Han har undervejs gjort meget ud af personlig kontakt, parivate besøg og den slags, og det har udviklet sig til venskaber og fælles berigelse: »Da de indiske læger i sin tid begyndte på vores afdeling, var der nogle danske læger, der var skeptiske. I dag tror jeg, at næsten alle har det fint med at have dem som kolleger, og det fungerer generelt godt. Men der har været udfordringer undervejs, og den store udfordring var det kulturelle,« siger Niels Christian Melsen.

Ifølge overlægen var de indiske kolleger ikke vant til narkosesygeplejersker, og der var nogle danske holdninger til samarbejde, omgangstone med videre, der skulle læres i forhold til sygeplejerskerne og også i forholdet til lægekollegerne.

»Når det gæIder forholdet til kirurgerne, var de vant til nærmest som en slags daglejere at få besked på at bedøve den og den patient. Her er det jo i højere grad os, der samler det hele, og de indiske læger skulle lige vænne sig til den nye rolle og til at føle sig ligeværdige med kirurgen. Rent fagligt fungerer de indiske læger fint på bedøvesiden, og de har lært at arbejde med ekkokardiografi mv. På intensivsiden foregår der fortsat opgradering«, siger Niels Christian Melsen.

Han har været mentor og én af de ildsjæle, der er nødvendige, hvis et sådant projekt skal lykkes. Men det har også været berigende for ham selv personligt:

»Jeg tror, at de indiske læger har haft betydning på det menneskelige plan og har gjort os alle mere åbne over for andre kulturer,« siger overlægen på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling i Skejby.

De midtjyske indere

I foråret 2007 var der ansættelsessamtaler i Indien, og herefter fulgte fire måneders danskundervisning. I december 2007 kom lægerne til Danmark, og efter yderligere et par måneders danskundervisning kom de indiske læger ud på de respektive afdelinger, hvor de skulle arbejde.

Processen med at opnå ret til at arbejde selvstændig som speciallæge i Danmark varede for de flestes vedkommende et par år. Først skulle lægerne have en midlertidig og derefter permanent autorisation med ret til at arbejde selvstændigt som læge. Først herefter kunne næste skridt tages: Sundhedsstyrelsens godkendelse som speciallæger. Det krævede vurdering af deres arbejde »i felten« og at de bestod diverse prøver. En del skulle igennem kurser med opgradering, før de kunne godkendes.

I dag arbejder hovedparten af de resterende 16 indiske læger i Region Midtjylland som afdelingslæger og enkelte som overlæger. Udover de 16 er tre rejst til Sjælland for at arbejde der, og en enkelt med særlige kvalifikationer er blevet headhuntet til et hospital i London.

»Jeg har taget to-tre skridt op ad karrierestigen«

Rajesh Prabhakar Bhavsar tager imod i lejligheden i Viby Aarhus.

Kufferterne er pakket, for i morgen rejser han og familien til Indien. Men de kommer igen, for Rajesh har sit arbejde på anæstesiologisk-Intensiv Afdeling i Skejby, og hans kone, Swati, har sit arbejde som narkoselæge på den del af universitetshospitalet, der tidligere var kendt som Aarhus Kommunehospital.

»Hun var ikke en del af det oprindelige projekt med 28 læger, men lige som mindst seks andre ægtefæller har hun siden lært dansk og fået arbejde som læge«, siger Rajesh Prabhakar Bhavsar, der som uddannet speciallæge i Indien tog en toårig uddannelse i hjertebedøvelse.

Swati arbejdede som ledende overlæge, så hun var ikke så begejstret ved tanken om at skulle med til Danmark og få tilbageslag i karrieren.

Nu håber parret, at hun kan få en god karriere i Danmark, men også for de 28 læger i projektet var der i første omgang tale om et skridt ned ad karrierestigen.

»Vi troede, at vi skulle være overlæger«

»Vi fik at vide, at vi skulle arbejde som første reservelæger, men vi vidste ikke, hvad det betød. Vi troede, vi skulle være overlæger, så det var noget af en skuffelse. Jeg har dog ikke fortrudt. Jeg er glad for mit arbejde, og jeg har fået nogle muligheder for forskning og faglig udvikling, jeg ikke ville have haft i Indien,« siger Rajesh Prabhakar Bhavsar og fortsætter:

»Samtidig kan jeg bidrage til, at de videnskabelige og teknologiske fremskridt, der er gjort i Danmark, også kan komme den indiske befolkning til gode. Således har fem overlæger fra min afdeling i Aarhus været i Indien for at undervise på hospitalet i Pune«.

Rajesh Prabhakar Bhavsar fik i februar 2010 officiel godkendelse til at kunne arbejde på niveau med danske speciallæger, og han arbejder nu som afdelingslæge.

Han har blandt andet satset på forskning og har fået publiceret artikler i fem internationale tidskrifter. Dermed har han udnyttet de muligheder, der fik ham til at søge stillingen i Danmark.

»Ja, jeg føler, at jeg har taget to-tre skridt op ad karrierestigen, fordi jeg kom her til landet«, siger Rajesh Prabhakar Bhavsar.

Han taler godt dansk, og han har fået danske venner blandt kollegerne. Men han indrømmer, det tog tid at vænne sig til de n danske kultur:

»I Indien var jeg jo vant til, at vi var sammen med kolleger i fritiden også. Sådan er det ikke så meget i Danmark, men de fleste af os indiske læger kom til at bo i Aarhus, og det betød noget socialt«, siger den indiske læge, der blev afdelingslæge i Skejby.