6.30 Jeg står op og sørger for, at min yngste søn på 14 år kommer op og får sat håret og kommer med bussen. Jeg arbejder relativt tæt på, hvor jeg bor, så jeg kunne godt cykle, men i dag tager jeg bilen.
7.30 Jeg møder ind på kontoret. Jeg starter dagen med at tale med en mor, der har ønsket en opringning vedrørende hendes datters medicinering for ADHD, som vi lige er startet op. Datteren er ikke så motiveret for at tage det, fordi hun ikke får det bedre med det samme. Men vi er startet på en lav dosis for at se eventuelle bivirkninger, inden vi muligvis hæver dosis. Vi aftaler at se det an og mødes og tales ved om et par uger.
8.30 Jeg har en onlinesamtale med en 18-årig kvinde, som er blevet henvist til mig via en kontaktperson i kommunen, som familien har talt med over nogle måneder nu. Hun har været i børnepsykiatrien som lille og har en ADHD-diagnose, som hun ikke vil have medicin for, fordi hun har haft dårlige oplevelser med det. Hun har fået angst undervejs, og det er kulmineret i, at hun har været fuldkommen isoleret derhjemme og nærmest ikke har været udenfor i et par år. Der er også en mistanke om autisme. Det var egentlig meningen, at hun skulle komme ind til mig og få målt blodtryk og puls og den slags, men det kunne hun ikke. Så jeg har grebet det sådan an, at forældrene gør det derhjemme, og jeg taler med hende online. Hun har modstand på medicin, og på det her møde taler vi om den forventede effekt og bivirkninger ved medicin mod angst. Hun giver udtryk for, at hun gerne vil »back to life«, og det er jo et vigtigt skridt, efter at kontaktpersonen i kommunen i mange måneder har prøvet at få hende til at se en børnepsykiater, fordi alle omkring hende tænker, at hun vil profitere af behandling for angst.
9.00 Førstegangssamtale med en ny familie med en pige på fem år. De kommer på grund af mistrivsel, og at hun ifølge moren har det svært socialt i børnehaven. På baggrund af henvisningen mistænker jeg, at hun kunne have vanskeligheder inden for autismespektret. Vi har en lille klinikhund, Vilma, som jeg tager med ind – hun kan være en god »icebreaker«, som den lille livlige bomuldshund hun er. Jeg har en Noas Ark fyldt med dyrefigurer og giver mig til at lege med pigen for at se, om hun kan lege, om hun har fantasi og viser gensidighed. Og hun er supergod til det – og det er noget, børn med autisme tit har rigtig svært ved. Så umiddelbart synes jeg, hun kommunikerer og leger som en helt alderssvarende pige på fem år. Med så små børn plejer det typisk at kræve, at pædagogisk-psykologisk rådgivning er involveret, før børnene kommer til en børnepsykiater. Men det viser sig, at de ikke vil involvere sig i sagen, fordi pigen ifølge dem har det fint, når hun er i institutionen. På den anden side står moren med en pige, der nedsmelter og er udtrættet, når hun kommer hjem – selv efter meget korte dage. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor svært det er for moren, som stort set er alene med to små børn, og som selv har egne sårbarheder. Så efter aftale med moren afslutter jeg med et bekymringsskriv til kommunen som en underretning og anbefaler familierådgivning.
10.30 Der kommer en 11-årig dreng, som jeg er ved at udrede for ADHD/autisme, og vi skal lave en opmærksomhedsundersøgelse sammen. Han har enormt svært ved at komme i skole og er der kun nogle få timer om ugen. Han klarer sig rigtig fint i forhold til koncentration. Forældrene beskriver også en mistanke for noget angst, så vi planlægger et psykiatrisk interview, der handler om forskellige former for angst. Så han bliver undersøgt for alle tre ting.
12.00 Frokost. Jeg spiser sammen med min kompagnon, Susanne Pernille Iversen, og vores sekretær. Vi har fra 1. maj fået lægesekretær, efter at vi har fået ydernummer og mere travlt. Så vi får vendt en masse ting – i øjeblikket rigtig meget vedrørende, Susanne og jeg har købt en kæmpestor villa i Støvring, som vi er ved at sætte i stand. Og med »vi« mener jeg et tømrerfirma. Men der skal træffes rigtig mange beslutninger, og de siger, at det er klar 1. september, så det spidser til.
13.00 Tilbagelevering til en mor og far og deres niårige dreng. Det vil sige konklusionen på en udredning, som er færdig. Drengen er med, så det er i starten helt i børnehøjde, hvor jeg forklarer, hvad vi har fundet. For drengen her er det autisme og ADHD i den milde ende. Jeg gør meget ud af at sige til barnet, at han er præcis, som han skal være, og at det mest handler om, at de voksne bedre kan hjælpe ham med det, som er svært. Herefter taler vi om, hvad de næste skridt er i forhold til bl.a. netværksmøder med skolen og PPR.
14.00 Samtale med forældrene til en 17-årig pige, som har gået i terapi hos en psykolog, og som er blevet henvist til mig for at blive udredt for opmærksomhedsforstyrrelser. Hende har jeg set nogle gange over en måneds tid – hvor der udredningsmæssigt har foldet sig meget mere ud: selvskade, selvmordstanker, hun hører lidt stemmer og er identitetssøgende. Som 13-14-årig havde forældrene svært ved at styre hende, hun hang ud med nogle trælse typer og havde en meget problematisk adfærd. I hendes tilfælde er det lidt det, der hedder »watchful waiting«: Det kan godt være, at det ser sådan her ud nu, men hvad mon det bliver til? Hvad er egentlig det største problem lige nu? Hvor skal vi starte? Kan vi forebygge, at noget udvikler sig til det værre? Min opgave med forældrene i dag er simpelthen hen over halvanden time at få hele livshistorien om pigen fra graviditet, fødsel og frem samt høre mere ind til alle de forskellige symptomer, som hun har beskrevet – hvordan ser det ud fra de voksnes perspektiv?
15.30 Endnu en forældresamtale, hvor jeg får udviklingshistorien for en 15-årig dreng, der er ved at blive udredt for ADHD.
16.00 Vi får en kvittering på, at kommunen har modtaget en underretning på den femårige pige, jeg så om formiddagen. Så er kommunen forpligtet til at handle på en eller anden måde.
16.30 Jeg går hjem. Det er en af de lidt længere dage. Jeg er haveentusiast og i gang med et større køkkenhaveprojekt, så hjem og plante lidt, spise aftensmad og så se »Peaky Blinders« sammen med mine døtre på 21 og 17 år.
22.30 Godnat efter en lang dag. Jeg kan være meget fyldt oven i hovedet, når jeg har patienter frem til 16.30 uden pause imellem, fordi jeg får så meget data, jeg skal sortere i, om deres børn.
