»Det har været en lang og svær samtale«

06.20 Jeg går fra min Vesterbrolejlighed, hvor jeg gerne sover, når jeg har lange dage i byen og ikke vil køre hjem til Stevns. Med gravhunden i snor går jeg gennem Frederiksberg Have til Hospice Diakonissestiftelsen, hvor jeg afleverer hunden på kontoret, inden jeg går til min ugentlige træning i fitness-centeret.

09.00 Arbejdsdagen begynder med et møde. Vores sygeplejersker rapporterer om deres kontakter med hjemmeboende patienter siden i går. To har ringet i aftes med svære smerter og skal have justeret deres smertemedicin. Mine telefonsamtaler med dem tager 40 minutter.

09.40 Ovre i det egentlige hospicehus har sygeplejerskerne prioriteret, at jeg skal se tre patienter, som har haft problemer i nat. Den første patient har fået en ileus. På hospitalet vil man evt. operere og lave en stomi. Den mulighed er passe for denne patient, så vi opsætter en ileuspumpe, som ved subkutan medicinering standser tarmbevægelserne. Næste patient har fået blodforgiftning og skal i akut intravenøs behandling med antibiotika. Den tredje har lungekræft med hjernemetastaser og køres dagligt til bestråling på Rigshospitalet. Han har tegn på øget tryk i hjernen med opkastninger og svær hovedpine. Jeg øger hans prednisolon for at tage trykket og intensiverer den kvalmestillende medicin. Desuden har han nu store smerter i sin brysthule og skal have justeret sin basismedicin.

11.00 Sammen med en sygeplejerske i vores udkørende team tager jeg på en planlagt visitation ude i byen. En 51-årig kvinde har nyopdaget bugspytkirtelcancer. Hun har haft symptomer i over et år, men har først fået diagnosen for 14 dage siden og er sendt hjem for at dø. Hun sidder med sine nærmeste og har brug for at tale det skrækkelige forløb igennem. Hun er nu præterminal og ved formentlig godt, at hun kun kan leve ganske få uger. Vi aftaler, hvordan vi kan hjælpe, og jeg spørger direkte, om hun vil dø i eget hjem eller håber på at kunne blive indlagt på hospice, når hun ikke længere kan klare det hjemme. Hun sidder med sine to søskende, hun er ikke gift, og mener ikke, de kan stille op til det. Hun vil gerne på hospice, når den tid nærmer sig.

12.30 Jeg kører tilbage, mens sygeplejersken bliver. Det har været en lang og svær samtale.

13.00 Efter en bid frokost på kontoret mødes jeg med de to andre sygeplejersker fra det udkørende team. Vi lægger planer for de mest relevante patienter og går derfra videre til tværfaglig konference med sygeplejersker, fysioterapeut og præst, hvor vi gennemgår alle indlagte patienter.

14.30 Jeg har pårørendesamtale med tre unge på 19-21 år, hvis mor meget snart vil dø, hvad de vist ikke helt er klar over. Samtalen varer tre kvarter. De er ulykkelige og græder, men er også glade for at få tingene præcist at vide efter at have mødt flere nølende læger. Jeg fortæller, at jeg kan se, at deres mor vil dø inden for de næste par døgn og foreslår, at de kan blive herinde.

15.15 Vi skal modtage en patient, som vi kender fra vores udgående funktion. En ung kvinde med et treårigt barn. Hendes mand har plejeorlov, så hun kunne dø i eget hjem, og hjemmeplejen var inde over, men hun har så voldsomme smerter og opkastninger, at problemet ikke længere kan løses hjemme. Hun får opsat en smerte-kvalme-pumpe. Jeg har en samtale med hendes mand, som jeg efterhånden kender godt, og med hendes forældre.

17.00 Nu er der lige et par løse ender med nogle andre patienter - og på vej ud bliver jeg fanget af en pårørende, som gerne lige vil snakke, så klokken bliver 18.00, inden jeg kan tage hjem til Stevns.

19.10 Trafikken var let på Køge Bugt-motorvejen, og jeg er hjemme. Jeg spiser med min mand, der arbejder som overlæge i psykiatri, og vi drøfter weekendplaner. Bagefter orker vi ikke så meget andet end at se fjernsyn.