Hun kan ikke forstå, hvorfor det er så svært at lokke læger til udkantsområderne.
»På Hjørring Sygehus har vi samme udstyr som på de mere centrale sygehuse. Det hele fungerer, man bliver respekteret som ung læge, og uddannelsesmiljøet er stærkt. Desuden er der gode muligheder for at forske på Aalborg Universitetshospital. Så ud fra et lægefagligt syn kan jeg ikke forstå, hvorfor der er lægemangel i udkanten. Men det skyldes vel, at folk har tendens til at klynge sig sammen i de store byer, hvor de er vant til at være, og hvor de har deres venner og fritidsaktiviteter«, siger hun.
Har svendborglægen i baghovedet
Inden Anne Katrine Bisgaard startede på medicinstudiet, læste hun i tre år til tandlæge. Allerede der, havde hun en drøm om at blive læge, men hun frygtede, at det ville blive en stor mundfuld og uoverkommeligt at blive læge. Derfor lød et job som tandlæge mere overskueligt og realistisk. Men i løbet af de tre år på studiet, fandt Anne Katrine ud af, at tandlægefaget var for snævert.
»Jeg manglende den mere diagnostiske tankegang, som du har som læge, hvor du skal overskue utroligt mange problemstillinger på én gang. I akutmodtagelsen kan vi for eksempel modtage en patient, der på samme tid har væske i lungerne, uregelmæssig hjerterytme, ondt i maven, væske i benene og skæve blodprøver. Der er flere brikker, som skal sammenfattes til ét billede, og det savnede jeg som tandlæge», siger hun.
Derfor var det den helt rigtige beslutning for hende at opfylde lægedrømmen. Men som ung læge og perfektionistisk person har hun til tider oplevet det udfordrende og en smule angstprovokerende at skulle være i front og have det store overblik, når erfaringen ikke svarer til erfaringen hos en overlæge, der har set tusindvis af patienter. Så i bilen på vej hjem fra hospitalet, centrerer tankerne sig ofte om, hvorvidt hun nu har noteret grundigt nok i journalen, eller om der var noget i patientforløbet, hun kunne have gjort bedre.
»Når jeg arbejder, kan det ikke undgås at have »svendborglægen« i baghovedet«, siger Anne Katrine Bisgaard og referer til en unge læge fra Svendborg, der har været igennem en fire år lang retssag efter en patients død.
»Jeg tænker meget over, om det livsvigtige er gjort? Og så skal jeg også stole på, at jeg ved, hvad der er livsvigtigt. Jeg husker mig selv på, at jeg generelt er meget omhyggelig og samvittighedsfuld. Så jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg har udført mit arbejde godt nok. Jeg tænker, at det er en frygt eller bekymring, som de fleste unge læger har«, siger hun.
»Men i akutmodtagelsen har vi heldigvis det privilegium at have gode superviserende læger, så helt alene med ansvaret står jeg dog alligevel ikke. Det er betryggende og virkelig god læring«.
Tid til patienten i Nordjylland
Anne Katrine Bisgaard valgte at tage sin KBU på akutmodtagelsen, fordi hun ser det som step et i træningen til at blive en dygtig læge. Det er både læringen i en bred vifte af sygdomme i kombination med den initierende livreddende behandling, der drager hende. Men også teamarbejdet giver hende stor motivation.
»Det bedste er, når jeg kan mærke, at der er et flow og en god rytme i samarbejdet. Ligesom når jeg ror, og det hele i teamet spiller. Når jeg får udvist den ro, forståelse og åbenhed, der er nødvendig for, at patienten får forklaret sin problemstilling, at sygeplejersken derefter er klar til at tage imod patienten, og at min ældre kollega på sengeafdelingen har forstået min plan, så alle parter er enige om, hvad vi gør. Så er det en rigtig fed dag«, siger hun.
Hun svinger mellem to drømmejob. Det ene er at blive neurolog og at specialisere sig i sygdomme som multipel sklerose, hvor der ligger en mystik i årsagen til sygdommen, som ikke kan forklares med livsstil. Det andet job, hun hælder til, er praktiserende læge, hvor hun kan afføre sig kitlen og servicere patienternes behov og forestilling om deres sygdom.
»Det gode ved mit job er den kontakt, jeg har med patienterne. Jeg vil gerne have, at de føler sig forståede, og at vi sammen får lagt en god plan for behandlingsforløbet. De dage, hvor jeg har tid til at holde øjenkontakten lidt længere med patienten, er de bedste dage«, siger Anne Katrine Bisgaard.
Derfor frygter hun, at sundhedsvæsenet i fremtiden bliver så effektivt, at patientkontakten forsvinder.
»Min generation af læger skal gøre op med effektiviseringskravet. Vi skal sige, STOP! Nu vil vi ikke arbejde hurtigere, nu vil vi have tid til patienterne. Det er også en af årsagerne til, at jeg er glad for at være i Nordjylland. Det kan godt være, at vi er få læger, men jeg føler faktisk, at der er tid til at behandle patienterne og til at behandle dem godt«.
Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv