Skip to main content

Det koster at udrede hurtigere

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

12. jun. 2012
2 min.

Hvert år, når syrenerne blomstrer, forskanser regeringen og regionernes top sig bag lukkede døre. Formålet med deres lange møder er det prosaiske at aftale de økonomiske rammer for det næste år i sundhedsvæsenet. Der bliver lagt arm, også mellem finans- og fagministerier, men som regel lykkes det at barsle med en økonomiaftale den anden weekend i juni.

I år er det ekstra spændende. På den ene side er signalet meget kraftigt fra regeringen, at økonomien er stram. Men samtidig har den stillet sundhedsvæsenet en række forbedringer i udsigt, og nogle af dem kræver flere penge, hvis de skal kunne realiseres.

Det gælder f.eks. den kommende udrednings- og behandlingsgaranti, som vil give patienterne en ny ret til hurtig udredning. Der er behov for større kapacitet til udredning og investeringer i diagnostisk udstyr. Regeringen har lagt op til, at den nye differentierede behandlingsgaranti, som erstatter den nuværende, vil kunne frigøre midler. Men det er at undervurdere opgaven på det diagnostiske område at tro, at de to beløb går lige op. Der skal investeres her og nu, men gevinsterne vil vise sig senere.

Regeringen har fremhævet behovet for at sikre de psykiatriske patienter bedre vilkår. Den har også igangsat udarbejdelsen af en langsigtet handlingsplan for psykiatrien, hvilket er meget glædeligt. Men ikke alt behøver at afvente udvalgsarbejdet. Det er uden for al tvivl, at der mangler kapacitet, og hvis regeringen vil gennemføre sin førtidspensionsreform, er den nødt til at sikre, at flere hurtigt kan komme i behandling. Her må regionerne kunne bidrage med forslag.

Regeringen har stillet i udsigt, at arbejdet med nationale kliniske retningslinjer skal i gang i år. Der er afsat 20 mio. kr. til formålet i 2012, og vi vil opfordre til, at dette vigtige arbejde nu kommer i gang. Forhåbentlig kan det forebygge, at der indgås flere aftaler om at udarbejde fritsvævende visitationsretningslinjer - begrundet i sparehensyn - a la dem, som vi har set for fedmeoperationer.

Lægeforeningen arbejder for, at den faglige kvalitet får større vægt i styringen af sundhedsvæsenet, og vi har glædet os over støtte fra både regionerne og sundhedsministeren. Hvis den nye økonomiaftale skal fremme den proces, er det afgørende, at parterne har øje for samarbejde på tværs af sektorerne. Ydelserne i sundhedsvæsenet skal først og fremmest måles på resultatet for patienterne. Detailstyring og kassetænkning er ikke en farbar vej.

De kommende ugers forhandlinger vil vise, om der næste år vil være mest fokus på effektiviseringer, besparelser og udgiftslofter, eller om faglig kvalitet reelt kommer ind i styringen af sundhedsvæsenet.