Det kunne have været meget værre

»Jeg er kun begrænset pessimist«. Journalist Klaus Larsen

Sådan sammenfatter institutleder, dr. med. Ole Sonne, Fysiologisk Institut ved Aarhus Universitet, sin opfattelse af det forlig om en universitetsreform, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti.

Som næstformand i Medicinske Universitetslæreres Forening, og Lægeforeningens repræsentant i AC’s Uddannelses- og Forskningsudvalg (UFU) har Ole Sonne fulgt og kommenteret reformen fra ministerielt idéoplæg over politisk forlig til det lovudkast, som nu foreligger, og som skal til folketingsbehandling og endelig vedtagelse i begyndelsen af 2003.

Ole Sonne mener ikke, der var brug for en universitetsreform.

»Men nu kommer den. Og jeg kunne have forestillet mig det meget værre«.

Da første udkast landede på hans bord i foråret, var Ole Sonne rystet.

Men i dag er det – ifølge Ole Sonne – »hårrejsende« udkast svært at genkende, efter at forligspartier og en række organisationer har haft det oprindelige udkast under behandling. Væk er formuleringerne, der truede med at afløse styrelseslovens demokratiske ledelsesstrukturer – ikke med et gen- indført professorvælde, men med erhvervslivets dominans. Væk er Venstres oprindelige tanke om, at universiteterne selv skal eje deres bygninger og idéen om et landsdækkende studieråd, der skulle styre studiepolitikken på tværs af universiteterne.

Endelig er det slået fast, at den bachelorstruktur (den såkaldte 3+2+3-struktur med 3-årige bache-loruddannelser, 2-årige kandidatuddannelser og 3-årige ph.d.-uddannelser), som skal »implementeres for alle uddannelser«, ikke med vold og magt skal presses ned over de autorisationskrævende uddannelser som fx læge- og dyrlægeuddannelsen.

»Som jeg ser det, indebærer universitetsreformen ingen ændringer for selve uddannelsen, med- mindre fakulteterne selv ønsker det«, siger Ole Sonne.

Han forklarer, at medicinstudiet allerede længe har været påtvunget bachelorstrukturen. Dengang advarede de medicinske fakulteter om, at konsekvensen kunne blive en sideproduktion af halvstuderede barfodslæger. I praksis er dette dog ikke sket: Der har simpelt hen ikke vist sig noget arbejdsmarked for medicinske bachelorer, og ingen medicinere har forladt universitetet for at søge lykken som bachelor.

Ingen afdankede direktører

Reformens vigtigste og hidsigst kritiserede nyhed er opgøret med universiteternes interne demokrati: Fremover skal rektor, dekaner og institutledere ikke vælges af et demokratisk valgt konsistorium, men ansættes af en bestyrelse med eksternt flertal. Det skal »sikre et bedre samspil mellem universiteterne og det omgivende samfund«, sagde videnskabsminister Helge Sander (V), da forliget den 11. oktober var forhandlet på plads.

Universiteternes rektorforsamling kæmpede imod de først fore-slåede ledelsesformer. Rektorerne ville gerne bevare i hvert fald dele af systemet med valgte ledere. Det afviste regeringen, men gik dog med til, at de nye bestyrelser vælges af de siddende konsistoriemedlemmer.

»Dermed får vi en vis indflydelse på sammensætningen af den kommende bestyrelse, og det er vi glade for«, erklærede Linda Nielsen, Rektorforsamlingens formand, og rektor for Københavns Universitet.

Hun glæder sig over, at forliget samtidig sikrer »kendte, stabile rammer« for de kommende år og sætter sin lid til, at forliget nu vil skabe den fornødne ro, der kan give afsæt for en tiltrængt økonomisk saltvandsindsprøjtning til universiteterne.

Ole Sonne er heller ikke så bekymret for den nye ledelsesstruktur, som da Helge Sander fremlagde sine første »hårrejsende« tanker.

»Dengang hed det blot, at vi skulle have ,en professionel ledelse‘. Nu står der, at vi skal have en ansat ledelse, som skal have forstand på forskning, og det er formuleret, så rektor ikke kan være hvem som helst, men skal være ,en anerkendt forsker inden for et af universitetets centrale fagområder‘ og med en række andre relevante egenskaber, og ikke fx en afdanket direktør for GN Store Nord, som har kørt aktiekursen ned fra 193 til 19,4.

Der er klare forbedringer fra det oprindelige forslag. Om det så er, fordi ministeren har præciseret sit sprog, eller han har lyttet til de ophidsede reaktioner, ved jeg ikke«, siger Ole Sonne.

Det bekymrer ham dog en smule, at dekanen på fx sundhedsvidenskabeligt fakultet ikke udtrykkeligt skal have faglig tilknytning til området. I teorien kan dekanen her blive en erhvervssproglig professor i spansk fra Handelshøjskolen. Selv om han ikke anser denne fare for overhængende, havde Ole Sonne gerne set et lignende forbehold på fakultets- og på institutniveau, som gælder for rektor.

»Og i øvrigt«, tilføjer han, »når rektor skal ansætte dekaner, som ansætter institutledere, og da dekaner og institutledere ifølge §§ 16 og 18 ikke behøver være fagligt forankrede, kan en rektor faktisk placere sine egne folk som dekaner, som igen placerer andre fra samme institut på alle institutlederposterne. Hvis fx Niels Chr. Sidenius fortsætter som rektor her i Århus, vil Juridisk Institut kunne tage magten på hele universitetet«.

Heller ikke dette anser Ole Sonne dog for et realistisk trusselsbillede.

Uvished om forskning

Hvad bliver konsekvenserne for forskningen? Kommer vi til at se mere målrettet forskning for eksterne midler, og mindre grundforskning?

»Det kan vi frygte. Det sidste notat fra ministeriet, som forelå før forliget, rummer faktisk en større grad af forskningsfrihed end den nuværende lovgivning. I øjeblikket er det nemlig institutlederen, der kan bestemme, hvad folk skal forske i, og forskerne har kun ret til frit at vælge metode. Men i notatet stod, at folk selv skal kunne vælge emnet for, hvad de vil forske i.

Men det kræver ressourcer. Og så kan en direktion, en bestyrelse eller en institutleder måske beslutte, at ,humanisterne har alligevel så høj en arbejdsløshed, at vi hellere må drosle ned. Men vi skal bruge nogle engelsklærere til gymnasiet‘ – altså at satse mere på uddannelse end på forskning i Shake-speare. Dét kunne man risikere«.

Ole Sonne kan ikke ud fra det foreliggende forudse, hvor stor indflydelse den eksterne bestyrelse vil få inden for selve fakultetets mure.

»Grundforskningen kunne jo blive sat til at tjene Dansk Metal og skabe nogle arbejdspladser. Det er naturligvis skrækscenariet. Men vi er ikke garanteret imod det«.

Lovforslaget skal behandles i Folketinget i begyndelsen af det nye år. Høringsfristen, som udløber den 2. december, var indskrænket til en måned. Og når det skulle gå så stærkt, var der naturligvis ikke tid til at høre alle – kun hovedorganisationerne.

Der var fx ikke tid til at sætte DADL på høringslisten. Heldigvis kunne der blive plads og tid til at høre både en række studenterorganisationer, Dansk Metal samt Foreningen af Unge Handel smænds Uddannelse.

»Det er en konsekvens af vores medlemskab af Akademikernes Centralorganisation«, bemærker Ole Sonne. »Det bliver AC, der skal sidde og mene noget på vores alle sammens vegne«.

Lægeforeningen agtede dog under alle omstændigheder at lave sit eget høringssvar og sende det direkte til ministeren.

Økonomisk status quo

I forordet til ordlyden af den politiske aftale fra 11. oktober fremhæver ministeren, at den ledsagende økonomiske aftale for universiteterne sikrer »stabile og stigende økonomiske rammer i de kommende tre år« i form af en eks-trabevilling på én milliard kroner.

»Økonomisk er der kommet lidt flere penge på bordet, så vi i hvert fald kan opretholde status quo, så vi undgår nedskæringer på universitetsniveau«, siger Ole Sonne.

Hvad konsekvenserne bliver på fakultetsniveau, er dog umuligt at forudsige.

Ole Sonne peger på, at universitetet hidtil har fået en årlig pose penge, som det fordelte på fakulteterne efter en nøgle; fremover vil universitetet få en samlet rammebevilling, som det bliver bestyrelsens opgave at disponere.

»Jeg kan kun tale for Aarhus Universitet. Men her har vi en ,fredsaftale‘, så vi opretholder den hidtidige fordeling mellem fakulteterne – dog justeret, så de, der har tjent penge, får. Hvis altså juristerne har taget en masse studerende ind, er det dem, der skal have pengene, og ikke os andre«.

Det vil sige, at de unges studievalg er bestemmende for pengenes fordeling? Modestudierne får midlerne?

»Ja. Det er jo naturvidenskabernes problem. Hvis ingen vil studere hos dem, får de heller ingen penge. Men en ekstern bestyrelse kunne jo finde på at gøre op med den forretningsgang og beslutte, at naturligvis skal naturvidenskab have det, naturvidenskab skal bruge, uanset modelunerne«.

Demokrati må finde nye veje

De kraftigste protester mod universitetsreformen har lydt fra de studerendes organisationer. Ifølge uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd, Camilla Gregersen, vil magten »overgå fuld-stændig til rektorerne og dekanerne, mens vores synspunkter vil komme i mindretal«.

Det er ifølge Ole Sonne noget vrøvl:

»Studenterne er sikret to pladser i universiteternes bestyrelser. Og medmindre de helt usandsynligt kommer til at bestå af 50 medlemmer, er studenterne ikke marginaliseret.

De er faktisk udtrykkelig nævnt – det er vi andre ikke. Så jeg synes ikke, de studerende har ret«.

Ole Sonne tilføjer, at studienævnene fortsætter uændret med 50/50-fordeling af lærere og studenter.

»Den eneste ændring på det punkt er, at studielederen i dag er formelt sidestillet med dekanen. Nu bliver han underlagt dekanen, lige- som en institutleder i dag«.

De virkelige tabere i spillet er TAP’erne, som sættes helt uden for døren: Lovudkastet giver bestyrelsen mulighed for at nedsætte et akademisk råd for universitetet eller de enkelte fakulteter, som fx kan »udtale sig til rektor« om den interne fordeling af bevillingerne, »foreslå rektor« strategiske forskningsområder og planer for videnudveksling, »indstille til rektor« om sammensætning af sagkyndige udvalg, tildele akademiske grader og udtale sig om »alle akademiske forhold af væsentlig betydning for universitetets akademiske virksomhed«.

Ifølge udkastet sammensættes rådet af rektor, som også er født formand, samt repræsentanter for heltidsansatte videnskabelige medarbejdere og studerende – men ingen TAP’er.

»Til gengæld«, siger Ole Sonne, »bliver man nødt til at tage flere ting højtideligt i samarbejdsudvalget, som bliver det eneste organ, hvor medarbejdernes anliggender kan drøftes.

Samtidig åbnes der for muligheden af interne rådgivende forsamlinger i forhold til alle ledelsesniveauer. Institutlederen kunne fx lave en rådgivende forsamling, der består af ham selv, to VIP’ere, en

TAP’er og en student. Præcis som den bestyrelse, vi har i øjeblikket, som er nedsat efter universitetsloven«.

Derfor vil det ikke automatisk føre til store omvæltninger, mener Ole Sonne:

»Det vil afhænge af den person, der leder det pågældende organ«.

Efteruddannelse kan blive dyrt for forskningen

Efter- og videreuddannelsen skal nu, ifølge udkastet til ny universitetslov, blive en del af det, universiteterne skal beskæftige sig med.

»Det er selvfølgelig flot, at det er kommet på dagsordenen«, siger formanden for Lægeforeningens uddannelsespolitiske udvalg, Mette Siemsen.

»Men vi er ikke specielt interesserede i at få vores efter- eller videreuddannelse hæftet fast på universiteterne. De har deres egne systemer. Det er fair nok, at man diskuterer efter- og videreuddannelser, og universiteternes rolle i det. Men vi er ikke interesserede i, at styringen af vore uddannelser kommer til at ligge der. Vi mener faktisk, at videreuddannelsen styres glimrende i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Det Nationale Råd. Og efteruddannelsen styrer vi selv«.

Mette Siemsen peger på et andet problem: »Hvor skal pengene komme fra, hvis professionernes efter- og videreuddannelser skal foregå i universitetsregi? Hvis de går fra forskning og undervisning af studerende, er det da et problem«.

Ole Sonne, institutleder på Fysiologisk Institut ved Aarhus Universitet, er enig:

»Skal vi til at varetage efteruddannelse, får vi intet ekstra for det. Vi skal bare lægge det oven i alt det andet, vi har. Ministeriet er ikke villigt til at betale for det. Får vi endelig penge til det, får vi kun undervisningspengene, og ikke forskningsmidler. Så hvis vi ansætter en mand mere, og fx afsætter et årsværk til at undervise, og han også skal have tid til at forske, skal vi andre gå ned i forskningstid. Vi er 15 mand, og det vil betyde, at hver skal afgive en femtendedel af sin forskningstid. Det er altså en dårlig forretning«.

Fakta

l Rektor skal ikke længere vælges af Konsistorium, men ansættes af en bestyrelse med et eksternt flertal, som alene vælger bestyrelsesformanden.

l Rektor ansætter dekaner, som igen ansætter institutledere. I dag vælges de af og blandt de ansatte.

l Universiteterne skal selv sammensætte deres første bestyrelse. Flertallet af medlemmer skal komme udefra.

l Alle uddannelser skal opbygges efter en »3+2+3-model« (bachelor – kandidat – ph.d.).

l Universiteterne får flere penge. Men størstedelen svarer til det, som blev taget fra dem med finansloven 2002.