Det, lægebørnene siger: »Min far er også på arbejde, men han skal aldrig lave noget«

Linnea Hoffmann-Petersen, 12 år.

Bor i Odense, går i 6. Klasse og går til gymnastik. Har en lillebror, August på 8 år, og beaglehunden Monty. Både mor og far er læger.

»Min far er intensivlæge, og min mor er ... hvad er det nu, det hedder... hun er gastromediciner. Nogle gange laver jeg lidt sjov med det, og så siger jeg, at min mor er numselæge, fordi hun stikker en haveslange op i numsen på folk.

De arbejder begge to på sygehuset i Svendborg. Det er nok min fars arbejde, der er sejest, fordi han stikker og bedøver folk. Han kører også med lægebil med udrykning.

Min mor har meget travlt. Hun arbejder – også efter hun egentlig har fået fri – og kommer sent hjem fra arbejde. Når hun har haft vagter og skal hjem at sove, skal vi være ret stille, for hun arbejder meget, og hun får ikke sovet så meget på sine vagter, fordi de ringer efter hende hele tiden.

Min far er også på arbejde, men han skal aldrig lave noget. Jeg ved ikke hvorfor - der er vist ikke noget at lave. Han kommer tidligere hjem end mor, og vi behøver heller ikke være så stille, når han har haft vagt og skal sove. Nogle gange har mig og min lillebror været med ham på arbejde, fordi der ikke var nogen til at passe os, men han skulle ikke lave noget, så vi sad bare på vagtværelset og spillede kort med ham.

Hvis jeg har slået mig, så tager mine forældre sig ikke altid så meget af det. Der var engang, jeg faldt og slog mig på en glidebane, fordi jeg kom til at lave noget underligt, og jeg sagde til min mor og far, at jeg havde megaondt i min lillefinger, og at jeg troede, at jeg havde forstuvet den.

Deres reaktion var bare sådan: »Nååårh, ja. Det kan jo ske ...«

Dagen efter var min finger helt lilla og grøn og gul, og da jeg viste den til min far, var han sådan: »Hæ-hæ, vi skal vist en tur på sygehuset«.

Min finger var brækket, og jeg skulle have den i gips i to uger. Min far syntes vist selv, at det var lidt pinligt.

Min veninde, hun har også to lægeforældre, og hun blev skubbet på en skaterrampe, så hun brækkede nogle knogler i håndleddet – den der scaphoideum. Så havde vi gips på sammen. Hendes forældre kunne godt se, at den var brækket.

Min forældre snakker ret tit om deres arbejde herhjemme, når vi for eksempel sidder og spiser. Det er fint nok, og det kan også være spændende, hvis jeg forstår, hvad de snakker om. Nogle gange kommer der nogle ret svære ord, og så forstår jeg det ikke, men så kan jeg bare spørge.

Jeg kan godt forestille mig, at det er ret hårdt at være læge. Det må være ret hårdt for sådan en som min mor, når hun arbejder så meget, og nogle gange må hun løbe rundt på arbejde.

Jeg tænker selv på, hvad jeg gerne vil være, når jeg bliver voksen, og jeg vil også gerne være læge. For næsten hele vores familie er læger, fem af min fars seks søskende er læger, og min farfar og farmor er læger, og det er min morfar også. Såeh...

Det er også, fordi… når jeg bliver voksen, vil jeg gerne have et arbejde, hvor man laver noget, hvor man sådan skal stresse rundt. Jeg vil gerne stresse rundt. Bare ikke for meget«.

Mads Christian Plenge Lyck, 14 år.

Bor i Haderslev, går i 8. klasse og går til fodbold og fitness. Har to storebrødre, Niels Peter på 22 år og Jens Jakob på 18 år. Mor er jordemoder, far er læge.

»Min far er praktiserende læge i Hejls. Jeg synes, det er fedt, at min far er læge, for jeg lærer så mange ting, når han snakker om, hvad han laver på sit arbejde. Under coronaepidemien i foråret skrev han også i JydskeVestkysten om, hvad han laver. Det kan jeg godt lide. Så lærer man lidt om det.

I min fars lægehus er der en hel lejlighed oven på hans praksis. Der kan jeg være med mine venner og spille PlayStation. Det er fedt med et ekstra hus, hvor man godt må larme, fordi der er langt til alt og ikke nogen naboer lige rundtom.

Nogle gange har min far rimeligt travlt, men han har fået sådan en assistentlæge, der er ved at blive uddannet, og hun aflaster ham. Han har heller ikke så mange lægevagter i øjeblikket, så han virker ret afslappet nu. Før i tiden havde han flere lægevagter, og det er jo ret hårdt, når man skal op og passe sine egne patienter dagen efter en vagt. Dengang kunne han godt være stresset. Det er mere stille og roligt nu.

Engang på en af min fars vagter ringede en slagter og fortalte, at en af hans medarbejdere var kommet til at hakke sig i låret. Det har nok været i pulsåren. Så skulle min far ned at redde ham. Manden havde jo været død, hvis ikke min far var kommet. Min far havde ikke en tourniquet, som var stor nok, så han tog sit bælte af og strammede rundt om mandens ben, så blødningen stoppede.

Det må være fedt at vide, at man har reddet et menneske. Det er lidt ligesom en tømrer, han kan fikse sit eget hus, og min far han kan også se, hvis hans barn fejler noget eller har brækket noget.

Eller … det er ikke altid, han har kunnet se, hvis vi har slået os. Jeg kan huske engang, hvor min storebror, Jens Jakob, var ude at spille fodbold. Han faldt og brækkede sin arm. Dengang sagde min far bare sådan: »Det er ingenting, spil du bare videre«. Et par uger efter kunne Jens Jakob ikke løfte sin cola. Så vidste vi, at der var noget galt.

Jeg har fået en af min fars bøger, som han brugte på medicinstudiet, og det er fedt sådan lige at have en bog med 20 sider om hjertet, når man skal lave en præsentation af hjertet i skolen. Man kan jo næsten bestå en lægeeksamen. Jeg er selv rimeligt interesseret i det, og når min far fortæller om sit arbejde, så tænker jeg, at jeg også godt selv kunne tænke mig at blive læge.

Jeg tror, det kan være rimeligt hårdt at være læge – i hvert fald i starten, men når man begynder at lære sine patienter at kende, så tror jeg, det går bedre. Så bliver det lidt mere rutine og mindre stressende.

Jeg vil nok også bare være praktiserende læge, for jeg kan godt lide, at man kan følge sine patienter i mange år og lære dem at kende. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne magte al den larm, der er på et sygehus. Det er mere stressende, man står der og skal operere i flere timer, og man skal nyse, og ... så vil jeg hellere bare være i praksis med en sekretær og med 1.000 patienter eller sådan.

Det eneste problem ved at være praktiserende læge, synes jeg, er alt det med ydernumre, og hvis man gerne vil sælge sin praksis, fordi man vil flytte eller har lyst til noget andet. Min mor er lige blevet ansat i en Nordic Medicare-klinik, og det er noget nemmere for hende at sige, at nu gider hun ikke mere. Hun kan bare sige op. Det kan tage mange år for min far at komme af med sin praksis og sit ydernummer. Det synes jeg er dumt«.

Sally Ivalu Damsgaard, 9 år.
Bor i Hvalsø, går i 3. klasse og går til dans, ridning, spring, spejder og rytmik.
Har to små brødre, Wille på seks år og Kalle på fire år, og hun har også fisk og en slange, der hedder Mogens.
Mor er læge, far er økonom.

»Min mor er praktisk læge. Hun arbejder her i Hvalsø, og hun har også arbejdet i Roskilde, og så kan jeg ikke huske mere. Hun arbejder lige oven over Netto, og når hun er på arbejde, og vi er på tur og går forbi, så kan jeg vinke op til hende.

Jeg er tit derhenne og blive vaccineret, men ellers er jeg der kun, hvis jeg fejler noget alvorligt. Hvis det ikke er så alvorligt, så er jeg bare herhjemme, og så tager hun sådan en sygekasse med, og så ordner hun det herhjemme.

Der er mange værelser der, hvor min mor arbejder. Der er et stort legeværelse, og så er der et værelse, hvor man kan få lægegaver, når man har været ved lægen. Jeg har også været inde på min mors værelse. Det eneste jeg kan huske er, at hun har sådan en stol man kan sidde i.

Nogle gange synes jeg, min mor arbejder meget, andre gange er det ikke så meget. Det er for eksempel hende, der kører mig til ridning lige her uden for Hvalsø. Så kommer jeg tidligt hjem fra skole, og så spiser jeg en mad og tager ridetøj på, og så kommer hun hjem og kører mig derud og ser mig ride. På lørdag skal vi ride sammen.

Det er rart, at hun arbejder her i Hvalsø, for så kommer hun hurtigt hjem – undtagen når hun har aftenvagt. Det er virkelig irriterende, når hun har aftenvagt, for så kan jeg ikke sige godnat til hende.

Jeg synes, det er godt, at min mor er læge, for når jeg har det lidt dårligt, så kan hun altid passe på mig. Hun er også god til at sige: »Okay, hvis du har det sådan, så skal du blive hjemme fra skole«. Der var engang, jeg hoppede på trampolin med min far, og så hoppede han megahøjt, og så landede jeg forkert på foden, og så græd jeg, og min mor kiggede på foden, og så sagde hun, at den var forstuvet. Jeg hader at få plaster på, og jeg hader at få renset sår. Jeg vil hellere have forbinding på. Plaster klistrer, og man kan næsten ikke bøje benet, og det går ondt at få det af.

Min morfar er også læge, han arbejder også her i Hvalsø, bare i et andet lægehus, og han kender rigtig, rigtig mange her i byen. Det vil jeg vædde med, at det kommer min mor også til, men hun har bare ikke været her så længe endnu. Min morfar bor lige skråt over for os.

Min mormor er også læge, og Nanna, som er min mors søster. Min mor og min mormor taler tit sammen om sygdomme, og jeg har sådan noget med, at jeg tit kommer til at lytte med, når de voksne snakker, men jeg kan ikke så godt forstå det, de snakker om.

Så siger jeg nogle gange: »Hvad snakker I om?«.

»Sygdom«, siger de så.

Så spørger jeg: »Er det farligt?«.

»Ja, meget«, siger de så.

De taler virkelig tit om corona. Jeg synes overhovedet ikke, at corona er spændende. Corona er simpelthen så trættende. Man må ik’ kramme, man må bare næsten ingenting. Dengang der var rigtig meget corona, kunne man heller ikke komme i svømmehallen eller på café. Det var så irriterende. Og vores klasse skulle deles op, og vi måtte ikke være sammen med de andre på legepladsen, og der var streger over det hele.

Jeg synes nogle gange, det er sjovt at høre om sygdomme, men jeg kan også godt være sådan: ,Jeg tror, jeg skrider’. Jeg kan ikke så godt lide at se andre græde, så begynder jeg også selv at græde.

Nogle gange har jeg lidt lyst til at være læge, andre gange har jeg ikke så meget lyst. Jeg har lidt svært ved at bestemme mig. Måske vil jeg være forfatter. Eller også vil jeg være skuespiller eller danser eller sådan en, der tegner og illustrerer bøger. Det er sådan noget, jeg tænker lidt på«

Holger Emil Hageman Pinborg, 12 år.

Bor på Østerbro i København, går i 6. klasse og går i billedskole og til »skate«.

Har to storesøstre, Clara på 22 år og Emilie på 24 år.

Mor og far er begge læger.

»Min mor arbejder med fertilitet. Det er sådan noget, hvor man hjælper voksne med at få børn, hvis de ikke kan. Min mor er chef, men min far er ikke chef – jeg er ikke helt sikker, men sådan tror jeg i hvert fald nok, at det er. Min far arbejder med epilepsi og hjælper folk, der får anfald. Han har en chef, der hedder Gitte.

De arbejder begge to med patienter, men de sidder også ved deres computere og laver forskning, hvor de prøver at undersøge sygdommene og finde ud af, hvordan de skal behandle patienterne.

Både min mor og min far arbejder på Rigshospitalet. Min mor er på syvende etage i den af bygningerne, der ikke er så høj. Hun har kontor øverst oppe. Min far har for ikke så lang tid siden fået kontor øverst oppe i den højeste bygning – jeg tror, det er oppe på 11. etage. Min far er også nogle gange ovre i de nye bygninger. De er ret lækre i forhold til de gamle. Det hele er hvidt og nyt og flot pyntet.

Nogle gange når jeg er i Fælledparken, så tager jeg op til dem på arbejdet, fordi det ligger lige ved siden af. Så kan vi følges ad hjem. Jeg kan godt lide at være der, jeg plejer at få en sodavand eller noget andet, når jeg kommer, og vi hygger os, mens de bliver færdige med arbejdet.

Når vi spiser, så snakker de tit om lægeting og sygdom og arbejde, for de synes, deres arbejde er sjovt. Jeg har et par gange spurgt dem: »Kan I godt lide jeres arbejde?«. Og så siger de: »Ja«.

Jeg ved lidt om, hvad de arbejder med, og jeg kan også godt forstå noget af det, de snakker om. Men der er noget andet, som er lidt kompliceret, så det kan jeg ikke forstå. Min faster er også læge, og mine to søstre går på universitetet nu og uddanner sig til læge, så når de er hjemme, snakker de ret meget om det, de er ved at læse, og så spørger de min mor og far om alt muligt.

Jeg synes ikke, det er så spændende, når de snakker om lægeting, men jeg er vant til det. Jeg kan bedre lide, når vi snakker om, hvad jeg har lavet i skolen og bagefter. Jeg ved måske lidt mere om sygdomme end børn, der ikke har en mor og far, der er læge. Men det er ikke noget, jeg selv snakker så meget om, såe …

Det gode ved, at de er læger, er, at de hjælper folk. Min mor hjælper dem med at få børn, og det bliver de glade for, og min far hjælper folk, der får anfald, og det bliver de glade for. Jeg ved ikke præcis, hvad det er, de gør, men de hjælper. De kan også hjælpe mig, hvis jeg for eksempel har slået min fod, så kan min far tjekke, om den er brækket eller sådan noget. Men jeg har faktisk aldrig rigtig brækket noget, og jeg kan heller ikke huske, at jeg har fejlet noget – andet end noget hoste og sådan. Men det var før corona.

Det dårlige ved, at de er læger, er, at de tit kommer sent hjem fra arbejde. De har meget at lave på arbejde, og min mor sidder tit i møder. Nogle gange når jeg prøver at ringe til hende, så kan jeg ikke få fat i hende.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg selv vil være. Det har jeg ikke tænkt over. Det med at være læge interesserer mig ikke så meget nu, men det kan jo godt være, at det ændrer sig«.

LÆS FLERE GULDKORN FRA LÆGEBØRNENE HER: Ugeskriftets julehilsen

SE FLERE TEGNINGER HER:

#GALLERY